From Anders Borgens List of Publications

Vend tilbage til:./ Return to:


Artikel til Erhvervsjordbruget

Kun en lille del af den certificerede såsæd har behov for bejdsning. Alligevel bejdses næsten al såsæd, hvilket medfører en unødvendig belastning af miljøet.

Danmark har et meget velfungerende fremavlssystem, hvor der stilles stramme krav til kvaliteten af såsæden i hver enkelt af fremavlsgenerationerne. Herved sikres landmanden, at den såsæd, han køber, er sortsren og fri for ukrudtsfrø og andre skadegørere som f.eks. svampesygdomme.

Plantedirektoratet er i Danmark den myndighed, som kontrollerer og fastsætter regler for fremavlen af korn. Efter reglerne skal indholdet af sygdomsfremkaldende svampe være mindst muligt. Dette krav overholdes i lagt størstedelen af kornpartierne, idet kun få procent af såsædspartierne er inficeret med svampe i et omfang, der kan fremkalde sygdomme af betydning. Kornpartier, der er inficeret med sygdomsfremkaldende svampe, har man mulighed for at bejdse med et fungicid, så svampeangrebet ikke kommer til udbrud.

Korn kan være inficeret af forskellige svampe, som ved såning kan udvikle sig til sygdomme. I byg kan det f.eks. dreje sig om stribesyge, sneskimmel og bygbladplet samt nogle svampesygdomme, der skader spiringen. Hvede kan f.eks. være inficeret med stinkbrand, brunplet og forskellige spiringsskadende svampe.

Nogle sygdomme er afhængige af vejrforholdene. De kan derfor optræde i større mængde i enkelte fugtige år. Det gælder f.eks. bladplet, brunplet og de spiringsskadende svampe. Til gengæld vil de i mange år slet ikke optræde i mængder, hvor det er rentabelt at bejdse kornet for at bekæmpe dem.

Andre sygdomme er ikke afhængige af vejret. Det er f.eks. stinkbrand og stribesyge. Tilgengæld er der risiko for, at de kan opformeres de fra år til år uanset vejret, hvis de først er introduceret i et kornparti.

Før i tiden var det ikke muligt at undersøge kornet for indholdet af svampe. Man viste derfor ikke, om såsæden var god eller dårlig, før den var sået ud, og det dermed var for sent. Man lavede derfor en række forsøg, der skulle afklare, om det var rentabelt af bejdse eller ikke. Men da man normalt ikke viste, om såsæden var inficeret med svampe eller ej, gik diskussionen på, om al såsæd skulle bejdses eller intet såsæd skulle bejdses. Det viste sig, at bejdsning var endog meget rentabel, og man har siden bejdset stort set al såsæd i Danmark.

I dag er der udviklet metoder, der kan afklare, om såsæden er er inficeret med svampesygdomme eller ej, og i givet fald, om infektionsgraden er så stor, at det økonomisk er rentabelt at bejdse. Det vil derfor være på sin plads at spørge sig om, hvorvidt vi fortsat skal bejdse al såsæd, eller om vi ikke kunne nøjes med at bejdse de partier, der er inficeret med sygdomsfremkaldende svampe i en grad, der overskrider den økonomiske skadetærskel.

Folketinget, og den danske befolkning som helhed, kræver i dag af landbruget, at forbruget af pesticider nedsættes. Landbruget har en klar interesse i, at nedsættelsen af pesticidforbruget sker de steder, hvor det får mindst mulig betydning for risikoen for angreb af skadegørere. Inden for brugen af bejdsemidler har landbruget gode muligheder for at nedsætte pesticidforbruget, uden at det betyder øget risiko for angreb af svampesygdomme.

Normalt vil fra 0-20% af de certificerede kornpartier have et indhold af svampe, der kan begrunde et behov for bejdsning. Da næsten al såsæd i dag bejdses kan det altså også udtrykkes på den måde, at hovedparten af såsæden bejdses uden grund. I en situation, hvor alle bør stå sammen for at nedbringe pesticidforbruget er denne situation ikke holdbar. På såsædsområdet bør man derfor på samme måde som det er lykkedes på andre områder af dyrkningen, at overgå til behovsbehandling, og dermed nedbringe pesticidforbruget.

Stinkbrand

For de fleste sygdommes vedkommende har man undersøgt, hvor stor en del af kornet, der skal være inficeret med sygdomskim, for at det økonomisk kan betale sig at bejdse. For eksempel hvis 1% af kernerne, er inficeret med stribesyge, vil højst 1% af planterne kunne udvikle stribesyge. Men hvis 1% af planterne i marken udvikler stribesyge og dermed visner væk omkring skridning, så vil det betyde et udbyttetab på omkring 0,7%. Det er derfor et ret simpelt regnestykke, at regne ud, hvornår det er økonomisk rentabelt at bejdse.

For stinkbrand er det anderledes end for de andre sygdomme. Stinkbrand kan nemlig gøre stor skade, også selv om angrebet er mindre, end hvad der kan mærkes på udbyttet. Det skyldes, at svampesporerne, som udvikles i akset, udvikler en kraftig stank (deraf navnet "stinkbrand"). Selv under 1% angrebne planter vil gøre kornet uegnet som brødkorn, så det er afgørende at holde angrebet nede på et absolut minimum. For en sikkerheds skyld har man derfor besluttet, at hvis blot der er svampesporer af denne svamp til stede i kornpartiet, så tilrådes bejdsning.

Hvis man i Danmark gik over til kun at bejdse de kornpartier, der havde et bekæmpelsesbehov, så vil det være relevant at undersøge, hvordan en mere præsis skadetærskel for stinkbrand kan fastsættes. Indtil en sådan skadetærstel er fastsat må vi dog nok betragte stinkbrand som en så alvorlig sygdom, at det vil være tilrådeligt "at gå med både livrem og seler", d.v.s. bejdse, hvis svampen er til stede.

At bejdse partier, hvor svampen ikke er til stede vil være overflødigt, med mindre vinterhveden sås tidligt i en mark, hvor der kan forekomme jordsmitte. Dette vil dog være sjældent. Et så kraftigt angreb af stinkbrand, som der skal til for at fremkalde jordsmitte, vil næppe forekomme uden at landmanden er opmærksom på det under høsten, og han har derfor mulighed for enten at så andet end vinterhvede, eller at bruge bejdset korn til den pågældende mark. Det vil under alle omstændigheder være et så marginalt problem, at det ikke vil kunne begrunde bejdsning af dansk såsæd generelt.

Økologisk jordbrug

De økologiske landmænd står i et særligt problem. Efter reglerne må man i økologisk jordbrug ikke anvende pesticider, herunder bejdsmidler. Samtidigt skal såsæden være økologisk fremavlet. Såsæden, der anvendes i økologisk jordbrug har således været dyrket uden bejdsemidler i mindst to år.

Normalt vil såsæden i økologisk jordbrug, ligesom i konventionelt jordbug være uden frøbårne sygdomme af betydning. Men sygdommene kan forekomme, og hvad gør man så? Normalt reguleres sygdomme i økologisk jordbrug ved at holde et moderat eller lavt gødningsniveau, kombineret med konsekvent anvendelse af sædskifte og resistente sorter. Da der ikke findes sorter på den danske sortsliste med resistens mod stinkbrand, og da de øvrige tiltag ikke er tilstrækkelige til at regulere stinkbrand, er der især for denne sygdoms vedkommende behov for en mulighed for direkte bekæmpelse i tilfælde, hvor såsæden er inficeret.

På Landbohøjskolen arbejder vi på at udvikle måder at bekæmpe stinkbrand uden brug af de sædvanlige pesticide bejdsemidler.

Det ser ud til, at nogle planter har stoffer i sig, som kan bekæmpe stinkbrand. Det gælder f.eks. planter af kålfamilien (f.eks. sennep og pebberrod). Ved at knuse planterne, og blande det med vand, kan man bekæmpe sygdommen ved at bejdse med dette vand.

Fra gammel tid har man vist, at stinkbrandsvampen er mere følsom overfor varmt vand end kornet er, og ved at dyppe kornet i vand i den rette kombination af tid og temperatur kan sygdommen bekæmpes.

Det har også vist sig, at man ved at pillere kornet med mælkepulver eller mel, dels kan hæmme spiringen af svampesporene, dels kan give gode betingelser for bakterier, der forekommer i jorden. Disse bakterier virker også hæmmende på stinkbrandsvampen, og på den måde udgås sygdom. Nogle foreløbige forsøgsresultater fremgår af tabel 1.

Det fremgår af tabellen, at nogle af behandlingerne er ret effektive overfor stinkbrand med en bekæmpelseseffekt på over 95%. Det er dog for tidligt at tage disse metoder i generel anvendelse, før der er sikkerhed for, at de har en stabil og sikker bekæmpelse. For eksempel er sennepsbehandlingen ret effektiv det ene år, men slet ikke det andet år.

Samtidig ser resultaterne dog så lovende ud, at det er realistisk, at også økologiske landmænd i løbet af en overskuelig tid kan få et middel, der kan bekæmpe stinkbrand tilfredsstillende.

Tabel 1: Reduktionsprocent i forhold til kontrol i antallet af aks angrebet af hvedens stinkbrand. Behandlinger med forskellige bogstaver er statistisk forskellige indenfor år (p0,05) ved RYAN-test på transformerede data.

1993

1994

Grund-

behandling

intet

tilsat

mælke-

pulver

hvedemel intet

tilsat

mælke-

pulver

Kontrol* 0,0 b 10,6 ** 33,2 d 0,0 a -
Vand -23,0 a 78,1 g 37,0 d -25,1 a 95,0 d
Peberrod 20,0 c 91,7 h 49,1 e - -
Sennep

Coleman

Gul S.alba



97,7 i

-



99,4 i

-

96,7 i

-



2,0 a

0,7 a



79,6 c

95,4 d

Ajle 63,7 f 99,3 i 93,3 h 36,9 b 98,5 d
Varmt vand 99,2 i 99,8 i 99,5 i 96,2 d 99,8 d
Sibutol LS 280 - - - 99,9 d -




* Angreb i kontrol var: 1993=66,2% og 1994=39,8%

** På grund af stor spredning indgår behandlingen ikke i den statistiske analyse.