This text is downloaded from the homepage of the author Anders Borgen

Please consult his list of publications for reference of the publication and for more publications on the subject

Holdninger til landbrug og miljø

et oplæg til debat i SiD af

Anders Borgen, ph.d. Agrologica

To lejre i miljøpolitikken

Udviklingen i landbruget styres i stadig stigende grad af økonomisk optimering af delsystemer, som ofte gennemføres på bekostning af helheden. I forøget på at spare nogle få øre pr kilo foder, fodrer man køer med kød/benmel. Dette er helt unaturligt for en ko at spise, og det bryder dermed med naturens principper, hvilket har resulteret i kogalskab og Creutsfelt-Jacobs syge, som har slået tilbage på hele samfundet med en omkostning, der langt overgår forsøget på besparelse. For at spare på slagteriernes transportomkostninger og for at opnå specialiseringsgevinster i husdyrproduktionen har opbygget et husdyrbrugssystem, som øger smittefaren for epidemiske sygdomme som f.eks. mund- og klovsyge, der nærmest har sat Europa i undtagelsestilstand i forsøget på at dæmme op mod epidemiens rasen.

Samfundet, og herunder ikke mindst landbruget, bliver stadig mere effektivt i den forstand, at det til stadighed bliver økonomisk optimeret ved besparelser og udbyttestigninger. Spørgsmålet er, om alle de opnåede gevinster totalt set er reelle, eller om der blot er tale om, at regningen falder til betaling senere eller hos nogle andre. Denne tvivl deler i dag samfundet i to lejre: Den konventionelle, overvejende liberalistiske lejr, der tror på, at udviklingen, som den kører nu, bringer reelle fremskridt og så den økologiske lejr, som tror på, at brudene på naturens orden i sidste ende vil skade mere end den gavner.

Forskellene i vurdering af udviklingen bygger på forskelle i vurderingen af, i hvilken grad de forskellige beregninger og vurderinger har medtaget alle faktorer, herunder risikoen for uforudsete skader. Det er vigtigt her at slå fast, at begge vurderinger er (netop) vurderinger, og de kan i sagens natur ikke beregnes eller bevises. Der er tale om tro uanset om man tilslutter sig den ene eller anden vurdering.

Når man traditionelt har delt miljødiskussionen op i lejre har man ofte delt den op i to lejre med kapitalisterne, de konventionelle landbrugere, de højre-orienterede m.v. på den ene side og miljøbevægelsen, økologerne og venstrefløjen på den anden. Denne opdeling yder dog ikke fuld retfærdighed hverken mod de miljøvenlige kræfter på højrefløjen, eller mod miljø-ignoranterne på venstrefløjen. Jeg vil gerne argumentere for en anden måde at dele argumenterne op på. Jeg vil vurdere, at det væsentligste skel går på, om man i vurderingen af miljøspørgsmål tager udgangspunkt i beregninger af mennesker fordel, eller om man tager udgangspunkt i, hvad der er imod naturens orden. I denne opdeling falder store dele af venstrefløjen og miljøbevægelsen på den anden side af opdelingen end økologerne, og denne forskel skal vise sig at være af betydning for prioriteringen af indsatsen i det kommende miljøarbejde.

Opinion og politiske muligheder

Store dele af befolkningen køber økologiske varer, og udgangspunktet er ofte en protest mod det konventionelle landbrugs produktionsmetoder snarere end bevidst søgen efter de særlige karaktertræk ved de økologiske varer. Samtidig viser meningsmålinger, at store dele af befolkningen ønsker afvikling af pesticidanvendelsen i landbruget og øget overgang til økologiske dyrkning.

I 1997-9 udarbejdede det såkaldte Bichel-udvalg en rapport om afviklingen af pesticider i Danmark og om mulighederne for overgang til økologisk drift. Her blev det entydigt konkluderet, at selv om Danmark havde den holdning, at man ønskede at forbyde pesticider eller ønskede, at landbruget overgik til total økologisk drift, så var det ikke muligt inden for de internationale organisationer (f.eks. EU og WTO), som vi i dag betragter som en forudsætning for, at Danmark kan eksistere som industrination i en globaliseret økonomi. Det centrale er her, at vi ikke kan, selv om vi gerne ville. Selv hvis 95% af befolkningen ved en folkeafstemning tilkendegav, at vi ønskede at forbyde pesticider, fordi det strider imod vort natursyn at sprede den slags i naturen, så har vi (Danmark) ikke den demokratiske ret til forbyde det. Vi kan se af sagen om behandling af husdyr med hormoner, at selv om der er stor enighed i hele EU om det, så skaber det vidtgående problemer for den internationale handel. Selv ikke på et så begrænset område som brugen af pesticider i private haver er der lykkedes Danmark at forbyde dem på grund af modstanden fra EU. Diskussionen om dyrkning af gensplejsede planter støder på de samme vanskeligheder.

Kun hvis det kan beregnes og videnskabeligt bevises, at brugen af et konkret middel er til skade for menneskelig interesser, herunder naturinteresser, og at disse beregninger anerkendes internationalt, så kan der skrides ind med begrænsninger i brugen af dette middel. Dette bygger altså på den holdning, at alle effekter kan beregnes, og at vi besidder den nødvendige viden og fantasi til at forudse eventuelle skadevirkninger, og at skaden ved at løbe en risiko ved anvendelse af en bestemt teknologi ikke kan være større end skaden ved at lade være i en periode, indtil eventuelle skader er påvist. Den modsatte holdning er per definition uvidenskabelig og må ifølge internationale aftaler ikke lægges til grund for begrænsninger i anvendelsen af varer som f.eks. pesticider. Fra dette er der kun en enkelt undtagelse, og det er i tilfælde, hvor det er i strid med regler i de store anerkendte religioner. Og det økologiske natursyn betragtes ikke som værende en af disse.

Hvis man ønsker et økologisk bæredygtigt samfund, hvor beslutningen om at løbe en risikoen ved anvendelsen af en teknologi kommer miljøet til gode, og hvor etisk funderede holdninger til naturen får indflydelse på lovgivningen, så kræver det enten fundamentale ændringer i de internationale handelsaftaler, eller også at det økologiske natursyn anerkendes på lige fod med de anerkendte religioner som så fundamentalt for mennesker, at det for dem er vigtigere end videnskabelige beviser.

Det er uacceptalbelt, at befolkningen har mistet sin demokratiske ret til at lovgive om emner, der i landene er enighed om. Hvem styrer verden, hvis det ikke er befolkningsflertallene? Vi har her et tydeligt eksempel på, at varernes frie bevægelighed i markedet i lovgivningssammenhæng står over demokratiet, hvilket grundloven ellers er et forsøg på at værne imod.

Et økologisk natursyn

For nogen tid siden var der en del debat om anvendelsen af menneskefostre i kosmetikindustrien. Et menneskefoster fra en abort (frivillig eller ej) er ikke et rigtigt menneske (det er jo derfor, det er tilladt at slå det ihjel) og skal derfor heller ikke begraves på samme måde som rigtige mennesker. Men hvad skal man så stille op med dem? Der var ikke noget lovgivningsmæssigt, der forbød anvendelsen af fostrene til kosmetik, og netop det, at det jo er menneskeligt væv, giver dem visse fordele til visse former for ansigtscremer. Miljømæssigt er der vel ikke noget argument imod denne anvendelse - alternativet er afbrænding, og sundhedsmæssigt er der heller ikke noget i vejen, tværtimod er det sikkert sundere end de syntetiske stoffer, som ellers er alternativet. Alligevel er vi mange, både religiøse og ateister, der synes at det er uacceptabelt; det opfattes som uetisk, respektløst og ulækkert, uden at man kan sætte ord på konkrete argumenter.

På samme måde som med anvendelsen af fostre i kosmetik, så er vi mange, der har en holdning til spredningen af syntetiske stoffer i naturen. Det er uacceptabelt - det hører ikke hjemme der. Den samme holdning ligger til grund for manges forhold til udsætning af genetisk manipulerede planter i naturen. Vi ønsker ikke en udvikling i den retning. Det er respektløst overfor naturen at tage denne teknologi i anvendelse. At det også er miljømæssigt betænkeligt er et yderligere argument. Det ændrer ikke ved, at manges holdning til GMO bygger på en generel holdning til vort forhold til naturen, og at man godt kan have en holdning, som ikke bygger på en konkret risikovurdering.

Denne indstilling til naturen er central i økologien. Da økologerne for nogle årtier siden formulerede de første regler og forbød pesticider, var det ikke fordi man vidste, at det ville gå i grundvandet. Det erkendte man først langt senere. Økologerne frasagde sig brugen af pesticider, fordi det strider mod det økologiske natursyn at bekæmpe levende organismer i naturen med syntetisk fremstillede giftstoffer. På samme måde er gensplejsning ikke noget økologerne frasiger sig alene ud fra en analytisk risiko-vurdering. Det er ud fra et natursyn, der afviser at manipulere med noget så fundamentalt som generne blot for at opnå tvivlsomme dyrkningstekniske fordele. Selv om alverdens uafhængige risikovurderingseksperter var enige om, at udsætningen af en bestemt gensplejset plante sandsynligvis ikke ville medføre nogen påviselige miljøskader, og at vi kunne tjene mange penge på det, så ville mange økologers holdning stadig være den, at kunstigt gensplejsede planter ikke hører hjemme i naturen.

Økologisk jordbrug bygger på meget andet en holdninger. Konkrete miljøvurderinger af forskellige jordbrugsforhold er også centrale i udformningen af regler, men det er vigtigt af forstå, at holdninger til naturen også er en del, og en vigtig del i forståelsen af økologien. Økologisk jordbrug adskiller sig fra andre bud på miljøvenligt jordbrug netop ved at økologien har en holdning til menneskets forhold til naturen, som ligger udover, hvad der tjener menneskelige interesser og hvad der kan videnskabeligt bevises.

Naturen har i økologien en ren, jomfruelig, ja næsten hellig status, som i mindst mulig omfang må påvirkes af menneskelige indgreb. Menneskene har i økologien ret til at dyrke jorden for at skaffe sig føde, energi, klæder m.m., men det skal gøres på en skånsom måde ud fra naturens principper. Den menneskelige påvirkning må således ikke være uoprettelig.

Netop det ‘naturlige’ skaber problemer i forhold til det videnskabelige arbejde med økologien, for hvad der er naturligt kan ikke defineres videnskabeligt. Vi har efterhånden udviklet en moral, der byder os ikke at smide al mulig affald, når vi er i skoven. Vi må dog gerne smide naturligt affald på steder, hvor det ikke skæmmer, f.eks. en bananskræl i skovbrynet gør ikke noget, for det omsættes jo, og en ispind af træ er også i orden, men ikke en af plastik. For de fleste af os er det ikke nødvendigt at opstille en liste af ting, der er i orden og ting, der ikke er. Vi ved det instinktivt. Men videnskaben kan ikke håndtere det naturlige. Videnskabeligt set kan man kun lave en liste over nedbrydningshastigheder, men et kyllingelår kan godt være meget længere tid om at blive nedbrudt end et stykke ispapir. Nedbrydningshastighed er altså ikke et dækkende begreb for det ‘naturlige’.

Greenpeace har, uden at lægge skjul på det, hentet megen inspiration fra natursynet hos flere indianske stammer, og det er da også påfaldende så megen lighed, der er imellem natursynet i den moderne økologibevægelse og hos naturfolk ikke bare hos oprindelige folk på den amerikanske prærie, men også hos mange andre naturfolk i sårbare naturområder, f.eks. hos buskmænd i Kalahari-ørkenen og aboriginere i Australien. Fælles for disse naturfolk er desuden, at de er indvandret til områderne for mange tusinde år siden, hvor jorden og dyrelivet dengang var frodigere, men hvor den menneskelige indvandring medførte miljømæssige katastrofer i form af ørkendannelse og omfattende udryddelse af jagtvildt-arter. Det er sandsynligt, at deres natursyn er udviklet netop på baggrund af denne erfaring, og som går på at gøre naturen til noget helligt, som man skal værne mest muligt om, og kun bruge i begrænset omfang til sin egen overlevelse. Ikke på den måde, at der har siddet nogle kloge medicinmænd og udtænkt en religion, der kunne styre befolkningen, men ved at folkene instinktivt har været tilbøjelige til at følge en religion, som udtrykte den visdom, som de inderst inde godt kunne indse var rigtig.

Videnskabens utilstrækkelighed

På samme måde som naturfolk i sårbare naturområder godt kan indse, at der må lægges visse begrænsninger på den menneskelige udfoldelse for at undgå skade på naturgrundlaget, så er der i vort samfund ved at brede sig en holdning til, at også vi er ved at nå grænserne for naturens bæreevne.

Vi hører på, at vi har stigende realløn, samfundet generelt er i vækst og miljøpolitikken sikrer, at verden omkring os ser mere og mere pæn og ren ud. Alligevel får vi kræft, allergi, mister fertiliteten og kan se på en stadig mere forarmet natur. Vi har ikke dokumentation for, om det er det ene eller andet kemikalie der er synderen, men vi er klar over, hvor omkring problemet ligger.

EU har godkendt 4 kemiske stoffer, og vi har også et nogenlunde miljøkendskab til yderligere et par tusinde syntetiske kemikalier, men i det daglige omgiver vi os med flere hundrede tusinder af forskellige syntetiske stoffer. Miljøvurderingen af disse vil aldrig forekomme i vores eller vore børns eller børnebørns tid og fremskomsten og ibrugtagningen af nye stoffer går langt hurtigere end miljø- og sundhedsvurderingen af allerede anvendte stoffer. Vi ved det godt, og derfor ved vi også, at vi ikke kan pantsætte vort miljø og sundhed hos videnskabens godkendelse og administration af miljøet. Derfor breder der sig i samfundet en holdning, en ideologi eller måske endda religion, der siger fra overfor den ukontrolable anvendelse af naturfremmede teknologier. Fra underbevidstheden drages vi mod en naturetik, der pålægger os den begrænsning i anvendelsen af syntetiske stoffer og andre naturfremmede teknologier. En begrænsning, som vi inderst inde godt ved er nødvendig, men som miljømyndighederne ikke magter at gennemføre.

Den demokratiske proces er sat ud af kræft på miljøområdet, og er i stedet pantsat hos videnskaben med et krav om videnskabelig dokumentation for, at der kan skrides ind med begrænsninger. Videnskaben evner dog ikke at begrænse brugen af stoffer, da der ikke er overblik over effekterne af dem eller samspillet mellem dem. Derfor drages befolkningen mod en holistisk holdning til naturen, som stiller krav om, at regler kan fastsættes ud fra en overordnet vurdering af, hvad vi vil med vort forhold til naturen. Økologisk jordbrug er et eksempel på denne overgang fra analytisk/videnskabelig regulering til en holdningspræget regulering. Tendensen til øget brug af alternative behandlere i sundhedsvæsnet er et andet eksempel på dette.

Tilslutningen til den alternative, økologiske holdning breder sig i samfundet, og det har i dag nået et omfang, hvor man kan sige, at samfundets generelle natursyn har ændret sig. Vi går stadig til den alment praktiserende læge og spiser konventionelt producerede varer, men grundlæggende har mange ændret natursyn i retning af økologien. Dette holdningsskifte har ikke slået igennem i den offentlige administration. Her er kun miljøvenligheden slået igennem, men den administrative regulering er fortsat baseret på videnskabelig dokumentation, og en afvisning af at tage hensyn til, hvilken holdning vi ønsker skal præge vort forhold til naturen. Det er fortsat urealistisk, at vi kan tage en generel debat om GMO eller pesticider, og ud fra denne debat tage stilling til, om det er noget vi ønsker. Selv om der er miljøvenlige miljøministre i en række europæiske lande, så er det minimalt, hvad der opnås af miljøgevinster, fordi det politiske system simpelthen ikke har mulighederne for at gennemføre en konsekvent økologisk miljøpolitik.

Vi ser altså, at økologien har en naturforståelse, som ikke umiddelbart kan videnskabeligt beskrives, og som derfor er i modstrid med den administrative regulering af den internationale handel. Kravene fra økologien om selvforsyning og forsigtighed strider imod globaliseringen af markedet, og den måde det internationalt reguleres på. En folkelig opbakning til det økologiske natursyn skaber i stigende grad konflikt med de internationale handelsregler, der afviser hensyn til etiske/ikke videnskabelige argumenter. Konflikten kommer bl.a. til udtryk i politikerlede, når politikerne ikke magter at gennemføre lovgivning på områder, som har opbakning i befolkningen.