This text is downloaded from the homepage of the author Anders Borgen

Please consult his list of publications for reference of the publication and for more publications on the subject

Potentialet for økologisk omlægning

et oplæg til debat i SiD af

Anders Borgen, ph.d. Agrologica

I det globaliserede marked har befolkning mistet sin demokratiske ret til at indføre forbud mod det, vi ønsker at undgå. Det gælder eksempelvis anvendelsen af pesticider og udsætning genmanipulerede planter i naturen. Til gengæld har vi en stigende bevidsthed om forbrugernes ansvar overfor, hvilke varer vi køber. Samfundet kan ikke forbyde en vare, men man kan mærke det med en etikette, der mere eller mindre direkte udtrykker, om varen er samfundsmæssig ønskelig eller uønsket. Når politikerne ikke magter at forbyde ozonnedbrydende drivmidler i køleskabe, så kan man i stedet mærke køleskabe med ‘freonfri’, og så lade det være op til den enkelte forbrugers viden og moral, om han/hun ønsker at købe det med de konsekvenser det har for det globale klima. Når man ikke kan forbyde pesticider i private haver, så kan man i stedet give tilskud til kampagner, der opfordrer til at undlade at bruge det. Det kan opfattes som negativt, at politikernes arbejde på denne måde er blevet privatiseret og amputeret, men det giver også en mulighed for, at forbrugerne kan få indflydelse på områder, hvor politikerne ikke (endnu) vil gribe ind. Ofte er det dog vanskeligt for forbrugerne at afgøre, om politikernes manglende indgriben skyldes, at de ikke VIL gribe ind, eller om det skyldes, at de indser, at de ikke KAN gribe ind.

Økologisk jordbrug er et godt eksempel på en mærkning, hvor det er op til den enkelte forbrugers betalingsvillighed at afgøre landbrugs fremtidige udvikling. Hvad er potentialet for en sådan udvikling? I hvilken udstrækning kan den enkelte forbrugeres viden og moral erstatte lovgivning, og kan vi af denne vej få det økologiske jordbrug, som det politiske system ikke kan eller vil sikre?

Dansk landbrug eksporterer omkring 70% af sin produktion. Hvis alle danskere således udelukkende spiste dansk økologisk produceret mad, ville dette kun medføre en omlægning af 30% af landbrugsarealet, mens de 70%, der går til eksport, i princippet ville være upåvirket. Det er således hverken de danske forbrugere eller politikere og vælgere, der er herrer over dyrkningsformen i dansk landbrug. Det er de eksporterende danske fødevarerkoncerner og deres kunder i udlandet. Også den bevidste forbrugerbevægelse har således kun begrænset magt ved kun effektivt at kunne agere internationalt.

Danmark havde i 1988 et økologisk areal på under 6000 ha. Siden da er arealet steget med omkring 30% om året til næsten 175.000 i år 2001 svarende til ca 6,5% af landbrugsarealet (Figur 1).

Udviklingshastigheden i Danmark svarer meget godt til det europæiske gennemsnit (Figur 2), hvor det økologiske areal dog kun dækker omkring 2,9% af landbrugsarelaet i EU (år 2000), bl.a. fordi den danske udvikling startede tidligere end i de fleste andre lande. Med den omlægningshastighed, der finder sted i Danmark og det øvrige Europa, kan man sige, at den danske omlægning er 2-3 år foran EUs gennemsnit.

Ved vurderingen af udviklingstakten er det vigtig at bemærke, at udviklingen i det enkelte land ikke strengt følger en eksponentiel vækst, men ofte foregår i trappetrin. Eksempelvis blev der stort set ikke tilmeldt nye arealer til omlægning i Danmark i perioden 1991-1994, men til gengæld en meget kraftig stigning i perioden 1996-1999. Tilsvarende udvikling er set i mange andre lande. Set i Europa som helhed udvikler økologien sig dog som gennemsnit meget harmonisk med omkring 34% om året. Det danske forspring på 2-3 år kan således hurtigt sættes over styr, hvis udviklingen i Danmark går i stå i en periode, eller udviklingen tager fart i de øvrige store lande på samme måde som der er set i Italien, hvor det økologiske areal har samme andel af landbrugsarealet som Danmark.

Det er kun en begrænset del af befolkningen, der hver gang de køber ind er parate til at betale en merpris for at få lov til at markere en holdning til landbrugspolitikken, hvis de overhovedet har en sådan. Der vil derfor sandsynligvis være en øvre grænse for, hvor stor markedsandel de økologiske varer kan få. Spørgsmålet er endvidere, hvor længe udviklingen kan fortsætte med at være eksponentiel i Danmark og i Europa.

For nogle varegrupper er det danske hjemmemarked for økologiske varer ved at være dækket, mens der for andre fortsat er mulighed for at øge afsætningen. Det gælder især på kødområdet og i cateringsektoren. En meget stor del af de økologiske varer på hjemmemarkedet, der kunne produceres herhjemme, er dog importeret, og ville derfor kunne erstattes med danske økologiske varer og dermed mulighed for øget national omlægning. Alt i alt vil det dog være begrænset, hvor meget mere, der kan afsættes på hjemmemarkedet. Til gengæld er markedet for økologiske produkter på eksportmarkedet meget stort, og den aktuelle eksport forsvindende lille.

De europæiske lande kan opdeles efter, hvor langt omlægningen er kommet i de enkelte lande, og Danmark placerer sig pænt som en af sprinterne med en økologisk andel svarende til Italiens og Finlands, og kun overgået af Lichtenstein, Sverige, Schweiz og Østrig. I konkurrencen om eksportmarkederne vil dette forspring være en fordel.

For at kunne konkurrere er det vigtigt at have eksporterfaring, distributionskanaler og anden logistik, og blandt sprinterne i Europa, er det Danmark, der har den mest eksportorienterede landbrugsstruktur. Danmark har derfor enestående muligheder for at erobre store eksportmarkeder, og dermed for yderligere national omlægning af landbrugsarealet. At omlægningen i de sidste to år har været lille er derfor ikke nødvendigvis ensbetydende med, at omlægningen er ved at stabilisere sig. Mere sandsynligt er det, at vi befinder os på et af de trappetrin, som er set mange gange tidligere både i Danmark og i udlandet, og at omlægningen vil starte igen næste gang en skandale i det konventionelle landbrug bringer emnet på avisernes forsider eller en ny støtteordning får landmændene og deres konsulenter til at gennemføre en ny økonomisk beregning af konsekvenserne af en omlægning.

Omfanget af økologisk landbrug er snævert forbundet med støtten. Sverige og Østrig har haft den største støtte i EU, og har også haft den største omlægning. I Danmark steg tilgangen af økologer stærkt i 1995, efter at der blev indført nye støtteordninger. Siden da er støtten til økologisk landbrug faldet med over 50% fra 1400,-kr/ha til 600,-kr/ha. Dette er den mest sandsynlige forklaring den faldende tilgang af nye økologer. Faldet i økologistøtten begrundes i en faldende kornpris og stigende hektarstøtte til korndyrkning, der gør behovet for økologistøtte mindre. Dette kan dog ikke helt kompensere for faldet i økologistøtte og det ændrer ikke ved, at det psykologisk har stor betydning, at økologitilskuddet er faldende.

På baggrund af eksportmulighederne, forbrugertrends og de generelle udviklingstendenser er det min vurdering, at omlægningen i Danmark vil kunne komme i gang igen og som gennemsnit vil kunne fastholde det europæiske niveau på omkring 30% i endnu omkring 5 år. På dette tidspunkt vil omkring 40% af landbruget kunne være omlagt til økologisk dyrkning. Herefter er det sandsynligt, at omlægningstakten vil gå ned. Ikke fordi eksportmarkedet ikke kan bære yderligere omlægning, men fordi de resterende 60% af de danske landbrug er så specialiserede i deres konventionelle produktion, at de vanskeligere lader sig omlægge. Det har hidtil været sådan, at de landbrug, der nemmest kunne omlægges, blev omlagt først. Det var først de harmoniske malkekvægsbesætninger og frilandsfjerkræet. Siden er frilandsgriseproduktionerne og planteavlsbrugene begyndt at omlægge, mens minkavlere, burhønserier og svinebaroner har meget store investeringer bundet i produktionsapparatet, som ikke vil kunne udnyttes, hvis produktionen skal foregå under økologiske betingelser. Omlægningen af disse brug må forventes at foregå i et langsommere tempo end landbrug, hvis produktionsapparat bedre kan udnyttes i den økologiske produktion. Hvis man landbrugspolitisk ønsker øget økologisk omlægning i fremtiden, er det derfor vigtigt, at man allerede nu sikrer sig mod, at der bliver investeret yderligere i produktionsformer, som ikke vil kunne udnyttes efter en omlægning.

Dansk udviklingsstrategi

Den danske stat gik forholdsvis tidligt ind i arbejdet med økologisk jordbrug. Allerede i 1987 blev der første gang lovgivet på området, og der er siden hvert år blevet afsat midler til udvikling af området, som er blevet koordineret af Det Økologiske Fødevareråd under ledelse af Direktoratet for FødevareErhverv. Dette har været helt centralt for den danske udvikling.

Bevillingerne til den økologiske sektor lå i starten på omkring 30 mio. kr om året, og af disse har information og forskning fået en forholdsvis høj prioritet, mens direkte støtte til omlægning fik forholdsvis mindre sammenlignet med andre lande. Det er nok overdrevet at sige, at der lå en enig og langsigtet strategi bag dette. Større betydning havde det nok, at Landbrugsministeriet hellere støttede deres sædvanlige kunder i Landbrugsministeriets egne forskningsinstitutioner og i organer under landbrugets generelle organisationer, end de ville give til de økologiske græsrødder.

Alt i alt har prioriteringen af midlerne til økologi haft den effekt, at der er blevet investeret langsigtet. Danmark har i dag en førerposition, når det gælder forskning og befolkningens kendskab til økologi. Danmark indtager også en førerposition, når det gælder forbrug af økologiske varer, og det er sandsynligt, at dette hænger sammen med den investering, der tidligt blev gjort i information om økologi. Der er i perioder ligefrem opstået mangel på økologiske varer. Andre lande som f.eks. Sverige og Østrig har i højere grad satset på støtte til omlægning og produktion. I disse lande har der været stor tilgang til omlægning med det resultat, at omlægningen er gået i stå eller direkte er gået tilbage, fordi afsætningen ikke har kunnet følge med. I Sverige er økologistøtten givet af miljøhensyn snarere end for at udvikle et marked. Støtten gives derfor uafhængigt af den økologiske autorisation, således at kun godt halvdelen af de økologiske landbrug i Sverige kan sælge varerne på det økologiske marked. I Danmark har økologipolitikken i en årrække indtil for få år siden alene været markedsfokuseret, og formålet med økogistøtten var, at forbrugerne skulle have deres efterspørgsel efter økologiske varer dækket af dansk producerede økologiske varer for at begrænse importen. Den miljømæssige effekt var i denne forbindelse nærmest at betragte som en positiv sidegevinst til den økonomiske politik. Først med Vandmiljøhandlingsplan II og Pesticidhandlingsplan II er økologien kommet ind med som et instrument til at opnå miljøpolitiske mål. Dette har dog indtil nu ikke haft politiske konsekvenser i form af ændret støttepolitik eller udviklingsstrategi, og i alle politiske redegørelser fremhæves det, at den økologiske udvikling i Danmark skal være markedsdrevet og ikke som i Sverige fremmes af miljøpolitiske hensyn uafhængig af de aktuelle afsætningsmuligheder. Også i det netop vedtagne oplæg til udarbejdelse af en europæisk aktionsplan for økologisk landbrug (Københavner-deklarationen) fremhæves det, at udviklingen skal være markedsbaseret, hvilket vil sige, at potentialet for økologiens udvikling skal afgøres af forbrugerne, ikke af landbrugspolitikken.

Forskning

Økologisk jordbrug er teknisk tilbagestående. I mange årtier har fokus i forskning og udvikling ligget på udbytteoptimering med pesticider, kunstgødning og andet, som økologien afviser brugen af. Økologien har behov for problemløsninger af en type, som har haft meget lav prioritet i forskning og udvikling i efterkrigstiden. Dette hænger bl.a. sammen med, at hovedprincippet i økologisk jordbrug er forebyggelse frem for behandling. På godt og ondt er der et tæt samspil mellem forskning og kommercielle interesser, og det er ulige nemmere at gøre en behandling kommercielt interessant end en forebyggende metode. Plantesygdomme kan ofte reguleres ved enten sædskifte eller med et pesticid. Pesticider kan sælges, men det kan et forbedret sædskifteprincip ikke. Der er derfor ingen firmaer, der investerer noget i udvikling af sædskifter, men mange, der investerer i pesticider. Dette har været en stærkt medvirkende årsag til udviklingen i det konventionelle landbrug, og som økologisk landbrug er opstået som en reaktion imod. Økologisk jordbrug står dermed i et forsknings- og udviklingsmæssigt underskud, og der kan ikke forventes samme grad af samspil mellem offentlig forskning og kommerciel udvikling, som tilfældet er inden for det konventionelle landbrug. Denne forskel vil blive yderligere udbygget i fremtiden, hvor der investeres betydelige midler i bioteknologisk forskning, som økologerne enten afviser brugen af, eller på bekostning af metoder, som for økologerne har højere prioritet.

Sammenlignet med andre lande har Danmark øremærket forholdsvis mange offentlige midler til forskning og udvikling i økologisk jordbrug, men pengene er primært blevet afsat til i forvejen ret konventionelle forskninginstitutioner, og der er ikke kommet ret mange banebrydende resultater i Danmark set i forhold til investeringen i forskning på de økologiske forskningsinstitutioner i f.eks. Schweiz og Tyskland. Til gengæld har det haft den effekt, at mange almindelige offentligt ansatte danske forskere har beskæftiget sig med økologisk jordbrug i større eller mindre grad, og med tiden har lært noget af det, hvorimod økologiforskningen i udlandet primært er foregået på isolerede økologiforskningsinstitutioner, og hvor udvekslingen mellem forskningenmiljøerne derfor har været mindre.

Arbejde med økologi medfører ofte en mental omlægning ikke blot hos landmænd der omlægger, men også hos forskere, der begynder at arbejde med det. De begrænsede resultater fra den danske økologiforskning skyldes netop, at de deltagende forskere ikke på forhånd har haft særlig kendskab til økologi og ikke har været ‘mentalt’ omlagt, og at midlerne så at sige er blevet brugt på denne omskolingsproces. Til gengæld står Danmark i dag med en stab af forskere med økologikendskab, der vil kunne bringe Danmark et langt stykke fremad, hvis der fortsat investeres i området. Det er derfor min vurdering, at der er store potentialer i teknologiske fremskridt indenfor den økologiske sektor, og at dette kan udnyttes både til at fremme økologien ved dyrkningsmæssige forbedringer, men muligvis også i teknologieksport.

Selv om Danmark teknologisk set ikke har været førende indenfor økologisk jordbrug, så vil jeg vurdere, at vi i de kommende år kan blive det, hvilket vil kunne bidrage med en konkurrencefordel på eksportmarkedet.

Ø-mærket og eksporten

For at Danmark skal kunne udnytte sin ideelle situation til at eksportere økologiske varer, er det nødvendigt, at der fra politisk side bakkes op om at fastholde positionen. Ø-mærket har været et udmærket instrument for at konsolidere økologien på hjemmemarkedet, idet de statslige myndigheder nyder en høj grad af tillid hos danske forbrugere kombineret med, at der reelt ikke har været noget alternativt økologimærke. For eksporten er situationen anderledes. På eksportmarkederne vil Ø-mærket ikke have en monopolagtig position, men vil være et alternativt mærke til de mere kendte mærker i modtagerlandet. For at kunne gøre sig gældende dér, kræver det, at mærket er troværdigt, og en garanti fra en offentlig myndighed i et fremmed land er næppe nok alle steder.

På grund af den danske informationsstrategi, er der i Danmark et stort kendskab til økologi generelt, men danskerne skelner ikke særlig meget mellem økologiske produkter med forskellige mærker. I andre lande er dette anderledes, fordi informationen om økologi primært er kommet fra økologiske organisationer, der har deres egen kontrol og egne mærker at tage hensyn til. Betydningen af mærker er derfor generelt større i udlandet end i Danmark.

En afsætningsstrategi på eksportmarkedet kunne være at benytte lokale mærker, der er kendt af forbrugerne i forvejen. De store mærker i vore nabolande er f.eks. KRAV i Sverige, Soil Association i England, og Bioland i Tyskland. Alle disse certificeringsorganer er akkrediteret af IFOAM, og erfaringen er, at de ikke ønsker at sætte deres mærker på produkter, der ikke også er akkrediteret af IFOAM. Flere supermarkedskæder i vore nabolande stiller ligeledes krav om, at deres økologiske varer er kontrolleret af et certificeringsorgan, som er akkrediteret af IFOAM. Det gælder bl.a.og Sainsbury i England og Grönna Konsum i Sverige.

IFOAM er den internationale sammenslutning af økologiske foreninger. En akkreditering af IFOAM vil sige, at IFOAM siger god for reglerne og kontrollen af dem. Det har den danske stat hidtil ikke ønsket, hvilket har besværliggjort eksporten af danske økologiske varer især til England. Den danske stat, som står for kontrollen i Danmark, har hidtil været imod IFOAM-akkreditering ud fra den betragtning, at man bør have så få mærker som muligt for ikke at forvirre forbrugerne, og da EU samtidig arbejder for at indføre et EU-mærke, vil et IFOAM-mærke så at sige konkurrere med EU-mærket om forbrugernes tillid og kendskab. I denne konkurrence er EU-mærket dog på forhånd dømt til at tabe i hvert fald i konkurrencen om tilliden.

Økologiske varer må ikke sælges uden at være godkendt af et organ, der er godkendt af EU. Et EU-mærke vil derfor ikke tilføje et produkt nogen garanti eller troværdighed, som det ikke allerede har ved at blive kaldt økologisk. Et IFOAM-mærke derimod vil vise forbrugeren, at dette produkt adskiller sig fra andre produkter, som ikke har den samme kvalitetsgaranti. Samtidig er der det forhold, at økologiske forbrugere jo netop køber økologiske varer, fordi de mener, at den gældende lovgivning og kontrol af almindelige varer ikke er god nok. En kvalitetsgaranti fra en uafhængig organisation, der mener det samme som forbrugeren selv, vil derfor alt andet lige være mere troværdig for denne forbrugergruppe end den myndighed, der giver tilladelse til, at det konventionelle landbrug overhovedet får lov til fortsat at eksistere.

Det er på denne baggrund min klare vurdering, at en IFOAM-akkreditering af den danske eksportproduktion ville være til klar fordel for eksporten, og økonomisk ville være en rentabel investering. Om også produktionen til hjemmemarkedet skal akkrediteres er en anden sag. Man kan godt forestille sig en supplerende certificering af eksporten, som ikke nødvendigvis dækkede produktionen til hjemmemarkedet. Ulempen ville naturligvis være, at vi så måtte have to kontrolorganer eller kontrolprocedurer, hvilket alt andet lige skaber omkostninger og bureaukratiske problemer. Samtidig vil det stille det spørgsmål, om den ikke akkrediterede produktion er ringere eller ringere kontrolleret end den akkrediterede, og dermed stille spørgsmålstegn ved Ø-mærkets garanti.

På denne baggrund vil det være ideelt, hvis det danske Ø-mærke bliver IFOAM-akkrediteret, og at IFOAMs mærke markedsføres sammen med Ø-mærket på varerne både på hjemmemarkedet og på eksportmarkedet. Dette vil samtidig medføre den fordel, at de danske forbrugere får kendskab til IFOAM-mærket, og dermed bedre vil være i stand til at vurdere troværdigheden af importerede økologiske varer. I dag kan alle økologiske varer produceret eller godkendt af EU sælges som økologiske i Danmark, og hvis det er pakket eller forarbejdet i Danmark, kan der endvidere anvendes det danske Ø-mærke. Forbrugerne har derfor ikke mulighed for at skelne mellem gode og mindre goder regel- og kontrolsystemer. Det er dog langt fra alle EU-godkendte varer, der har en kvalitet eller et kontrolsystem, der svarer til hverken den nuværende danske eller til kravene fra IFOAM. En markedsføring af IFOAMs mærke vil derfor medvirke til at højne kravene til de importerede økologiske varer i Danmark til glæde både til for de danske forbrugere og for udviklingen af den økologiske sektor i de pågældende lande.

Det er min vurdering, at statens modstand mod IFOAM-akkreditering og de administrative problemer med det, desværre vil være så stor, at IFOAM-akkrediteringen vil komme til at foregå som et supplement til Ø-mærket. Landsforeningen Økologisk Jordbrug (LØJ) har allerede taget initiativ til at forberede en sådan supplerende kontrol med henblik på akkreditering, men det er også sandsynligt, at flere certificeringssystemer vil dukke op for at konkurrere på dette marked. En sådan konkurrence vil næppe være til fordel for hverken avlere eller forbrugere, men jeg tror den vil være svær at undgå med mindre staten går ind i arbejdet for at opretholde sit monopol på mærkningsområdet, hvilket realistisk set kun kan lykkes ved at Ø-mærket IFOAM-akkrediteres.

Den økologiske landbrugsstruktur

Danmark har i dag en massiv import af økologisk korn og foder og har til gengæld en overproduktion af økologisk mælk, hvor kun ca. halvdelen af den producerede økologiske mælk afsættes som økologisk. Til gengæld er avancen på den økologiske mælk større, hvorfor det ikke nødvendigvis er en underskudsforretning for mejerierne at handle med økologisk mælk heller ikke i den aktuelle overskudssituation.

Det aktuelle overskud af økologisk mælk bunder dels i, at Arla ønsker at fastholde sin monopolagtige position på mælkeområdet. Hvis Arla lod markedskræfterne råde, ville de mindre økologiske mejerier utvivlsomt erobre store markedsandele, da deres produkter generelt er bedre og deres forretningsmetoder mere populære hos kunderne. Kun ved at fastholde de økologiske mælkeproducenter med gunstige kontrakter kan Arla derved forhindre, at de går over til de mindre mejerier, der bedre ville være i stand til at afsætte den økologiske mælk. En anden faktor er, at Arla har en medansvarsaftale med de økologiske landmænd der siger, at der udbetales en merpris til de økologiske landmænd for den del af mælken, der afsættes økologisk på det danske hjemmemarked. Ved at have overskud på det danske hjemmemarked indtil næste genforhandling af den økologiske mælkepris vil Arla forbedre sin forhandlingposition overfor de økologiske landmænd og dermed på sigt kunne afsætte mælken til en lavere pris på eksportmarkedet. For Arla er det dog en betingelse for at få succes på eksportmarkedet, at de udover at have en lav pris også har tilstrækkelige mængder til at tilfredsstille deres sædvanlige kunder, som typisk er de meget store supermarkedskæder. Det kan derfor også være en taktisk overvejelse i, at overskuddet på det danske hjemmemarked skal være tilstrækkeligt stort før det kan betale sig for Arla at satse på eksporten. Samtidig er overskuddet af økologisk mælk dog stort nok til, at Arla af økonomiske grunde bliver nød til at tage eksporten alvorligt. Hvor de tidligere f.eks. i 1991-3 kunne betragte et overskud af økologisk mælk som den nødvendige pris, der måtte betales for at opretholde et monopol, så kan Arla ikke i længden leve med et økologisk mælkeoverskud af den størrelse, der i dag er tale om. Da det ikke er sandsynligt, at Arla vil risikere at miste avlerne til de økologiske mejerier, har de et særdeles effektivt incitament til på sigt at få afsat overskudsproduktionen på eksportmarkedet.

At der aktuelt er overskud i produktionen af økologisk mælk kan derfor ikke tages som et endegyldigt bevis for, at økologien er stagnerende i Danmark. Mere sandsynligt er der tale om en latensperiode, inden der kommer gang i eksporten.

Underskudsproduktionen af økologisk korn i Danmark skyldes også til dels de økonomiske forhold i mælkesektoren. På grund af de merpriser, der har været på økologisk mælk i Arlas forsøg på at opnå monopol på mælkemarkedet, har køernes “købekraft” overfor potentielle foderemner så at sige været større end forbrugernes. Samtidig har det i strid med alle økologiske principper været tilladt at have langt flere dyr på de økologiske malkekvægsbesætninger, end der var mulighed for at producere foder til på den enkelte ejendom. Malkekvæget har derfor drænet markedet for korn til foderbrug, og forbrugerne har derfor i stedet måtte købe importeret brødkorn. Den særlige omlægningsstøtte, der blev indført til producenter uden mælkekvote, har til en vis grad hjulpet på denne situation. Ikke fordi kornmarkedet er blevet dækket med dansk produceret korn, men det forhold, at der er omlagt en række større planteavlsbrug, har bevirket, at der er stukket hul i myten om, at kommerciel økologisk produktion kun kan finde sted hos mælkeproducenter. Derved er der igangsat en teknologisk udvikling i økologisk planteavl, som vil bane vejen for yderlige omlægning af producenter, der ikke i første omgang turde lægge om af frygt for de faglige problemer som planteavlerne havde tidligere på grund af manglende erfaring. Derved er Danmark kommet på faglig højde med økologerne i Tyskland og Østrig, hvor større økologiske planteavlsbrug blev etableret langt tidligere.

Problemet med overskuddet af økologisk mælk samtidigt med underskudet af økologisk korn er altså opstået ved dels, at mejerierne har støttet omlægningen til økologisk mælkeproduktion mere end de har støttet udviklingen af markedet, og samtidigt har reglerne for husdyrtætheden på de enkelte bedrifter været for slap. Man har derfor fået e uharmonisk bedriftstruktur afkoplet fra afsætningen. Løsningen på dette dilemma er at skærpe kravet til bedre harmoni på de enkelte økologiske bedrifter, og ikke ved at indføre endnu en støtteordning, der fremmer ensidige planteavlsbrug, som i en vis forstand også er uharmoniske, blot i den anden grøft.

Dynamikken i den økologiske udvikling

Økologisk jordbrug startede i græsrodsbevægelser, der udviklede sig til foreninger og organisationer til i dag at være et marked reguleret af staten, EU, FAO og WTO.

Reglerne for økologisk jordbrug er et udtryk for det kompromis, der er imellem det man gerne vil, og det der aktuelt er muligt at gennemføre. Man har principper om, at monokulturer er uønskede, men på den anden side vil der i mange afgrøder opstå så mange dyrkningstekniske problemer, at det ikke er indført forbud mod det i reglerne. Sygdomme bør forebygges ved dyrkningstekniske foranstaltninger som f.eks. blandingskulturer, men eksempelvis skurv i æbler har det vist sig vanskeligt at håndtere, og derfor er det fortsat tilladt at sprøjte med svovl, selv om det bestemt ikke er noget godt økologisk princip at løse problemer på den måde.

De kompromiser, som de økologisk regler er et udtryk for, bør revideres efterhånden som den tekniske udvikling forbedrer mulighederne for mere ideelle løsninger. Internationaliseringen af økologien bevirker, at der udefra stilles stigende krav til reglerne, fordi vi kan lære af andres erfaringer med, hvad der kan lade sig gøre, men samtidig hæmmer det stramninger af reglerne fordi reglerne ideelt set bør være ens i alle lande, og der skal tages hensyn til, at nogle ikke har de samme muligheder som andre.

Reglerne var tidligere meget dynamiske. Et flertal på en generalforsamling kunne skifte, og reglerne skifte fra år til år. Dette var godt for udviklingen af de økologiske regler, men skidt for de økologiske avlere, hvis investeringer gøres ud fra, hvilke regler der er gældende. Med statens involvering i de økologiske regler er der lagt en rimelig dæmper på de tilfældige regelskift, men det har også forsinket udviklingen mod et økologisk landbrug, der er mere økologisk. Med EU er dette dilemma blevet yderligere forstærket, og når der i FAO i dag arbejdes på fælles internationale regler i regi af det såkaldte Codex Alimentarius, bliver reglerne stadig sværere at ændre, når der først er indgået et kompromis.

Økologisk jordbrug, som det findes i dag, er ikke økologisk eller bæredygtig i ideel forstand. Det er bedre end konventionelt landbrug og tættere på de økologiske principper, men langt fra målet. Energiforbruget og kvælstoftabet er for stort, hønsene trives ikke, afstanden fra producent til forbruger er for lang, listen over tilsætningstoffer til fødevarerne er for lang og så videre. Alle disse eksempler er forhold, som er indgået som et kompromis i forhold til, hvad der aktuelt er muligt, og hvor der fremover skal arbejdes på at forbedre forholdene. I andre lande har forholdene været anderledes, og prioriteringerne anderledes. I nogle lande, eksempelvis nogle U-lande, findes der ingen afsætning for økologiske varer på et særligt marked, og motivationen for at arbejde med økologi har været en helt anden, end den vi kender fra Danmark. For nogle har formålet med arbejdet med økologi været at sikre tættere kontakt mellem producent og forbruger, eller formålet har været at forhindre ørkenspredning. Det er stadig grundlæggende de samme økologiske principper, der definerer økologisk jordbrug, men prioriteringen i udformningen af regler vil naturligvis være forskellig. I Danmark har vi tilladt at sælge økologiske varer i supermarkeder, selv om det strider med princippet om lokal selvforsyning og gennemskuelighed i afsætningen af varer. Vi har tilladt at jordbehandle med dieseltrukne traktorer, selv om dette strider mod princippet om ikke at tære på jorden begrænsede ressourcer og forhindre forurening. Et selvforsynende eller lokalt afsættende landbrug med en hestetrukken plov kan således betragtes som lige så økologisk som en dansk økologisk landmand, også selv om der måske bruges lidt kunstgødning på bedriften. Man har blot prioriteret anderledes og valgt at gå på kompromis med andre af de mange økologiske principper.

Visionen for fremtidens udvikling af økologisk jordbrug er, at vi i Danmark skal blive bedre til det vi er svage til, f.eks. gennemskuelighed i afsætningen og energiforbruget, og de andre skal blive bedre til det, som de ikke er kommet så langt med, f.eks. pesticidfrihed. Spørgsmålet er dog, om denne vision er mulig i lyset af det aktuelle internationale regelarbejde.

Revision af regler tager længere tid, jo flere involverede parter der skal blive enige. Eksempelvis annoncerede EU ved den første forordning om økologisk planteavl, at regler om økologisk husdyrhold “skal fremsættes af kommisionen snarest mulig og inden den 1. juli 1992“. Disse regler træder dog først i kraft i år, 9 år senere. I den første forordning blev det tilladt at anvende konventionelt såsæd, hvis økologisk produceret såsæd ikke var tilgængeligt, men denne mulighed er foreløbig blevet forlænget indtil år 2004, og vil efter alt at dømme blive forlænget yderligere, da økologisk såsæd ikke vil være tilgængeligt i alle lande på det tidspunkt.

EU-reglerne er i princippet minimumsregler forstået på den måde, at det er regler, som skal overholdes af alle, men det er meningen, at der oven på disse skal bygges andre regler, der kan stramme op ud fra hvad der er muligt under de lokale forhold. Under markedsforhold bliver minimumsregler dog hurtigt til maximumsregler. Når økologiske produkter, der er produceret under lavere standarder, kan sælges som økologiske på lige fod med produkter, der er produceret efter strammere standarder, bliver konkurrencen ulige, og dette vil der blive taget hensyn til, når de lokale regler bliver udformet. Selv om kobber i Danmark generelt betragtes som uønsket som sprøjtemiddel i økologisk jordbrug, så er der et stærkt pres på fra en række frugtavlere på at få det tilladt, fordi det må anvendes i andre lande i økologisk avl.

I Danmark har vi hele tiden forsøgt at holde fast i, at der kun bør være ét mærke for økologiske produkter ud fra den betragtning, at kendskabet til økologi var den begrænsende faktor for salget. Strategien har derfor været at markedsføre begrebet ‘økologi’ i forhold til ‘konventionel’. I andre lande har der været mange mærker for økologi, og dette kan være en af grundene til, at markedet for økologiske produkter er større i Danmark end i mange andre lande. Prisen for denne strategi har været indholdet i begrebet ‘økologi’.

Ø-mærket bliver i stigende grad kritiseret for ikke at være et kvalitetsmærke. Det er især forbrugerkredse, der mener, at økologiske produkter med hensyn til smag, mørhed og ensformighed bør have en bedre kvalitet end andre, når nu produkterne er dyrere. Når de økologiske produkter ikke har det, så skyldes det, at udgangspunktet for økologisk jordbrug er et andet. Udgangspunktet er at skabe et mere bæredygtigt produktionsalternativ ud fra de økologiske principper. Tværrebbet fra en gammel malkeko har naturligvis en anden kvalitet end mørbradden fra en ung Hereford, men de kan begge være lige økologiske. Hvis økologiske varer kun repræsenterer den fineste kvalitetssortering, hvem skal så aftage malkekøerne og de krumme agurker? Hvis de skal afsættes på det konventionelle marked uden økologisk merpris, betyder det, at merprisen på de økologiske førstesorteringsvarer skal finansiere hele merprisen på den økologiske produktion også for den del af produktionen, som ikke er første-sortering. Hvis malkekøernes kød ikke kan afsættes økologisk, fordi det ikke bliver mørt nok til kvalitetsmærket, så skal merprisen på den økologiske mælk være tilsvarende højere, og hvis kun de 50% fineste gulerødder kan opnå den økologiske merpris, så bliver de tilsvarende dyrere, fordi de også skal finansiere de økologirelaterede udgifter for den del, der kun opnår 2.sortering. Og er det særlig økologisk kun at sælge den bedste sortering? Hvad med den fattige studerende, der er ligeglad med mørheden i bøffen, men gerne vil give en merpris for at hjælpe miljøet. Skal han tvinges ud i valget mellem konventionelle bøffer og ekstra dyre øko-bøffer. Man skal således være sig bevidst om, at ændring af økologimærket i retning af et kvalitetsgarantimærke har en pris.

Spørgsmålet er i dag, om den hidtidige meget succesrige strategi med ét økologimærke stadig er den bedste. De fleste markeder kan håndtere to højst tre dominerende mærkevarer. For formiddagsbladene er det Ekstrabladet og BT og for sæbepulver der det Omo, Ariel og ???. På ølområdet har De Forenede Bryggerier valgt at markedsføre to mærker, Hof og Tuborg som mærkevarene, og konkurrerer dermed sig selv for at sikre, at det ikke er en konkurrent der udnytter denne mulighed. Udover disse mærkevarer ligger der så en hob af mindre mærker, som generelt sælges i kraft af en billigere pris. Det er min vurdering, at økologien nu har opnået et kendskab og en status i befolkningen, der giver mulighed for at der kan være plads til to konkurrerende økologi-mærker, og at dette kan rykke de konventionelle produkter ned i rækken af billige mærker. Hvis ikke der kommer reel konkurrence til økologimærket, vil udviklingen af dette gå i stå, og konkurrencen vil i stedet stå mellem økologi på den ene side og et eller flere af de konventionelle mærker på den anden, det være sig IP, den blå lup eller andre.

Det er derfor ikke sikkert, at det ville være en dårlig udvikling, hvis det statslige Ø-mærke udviklede sig til et kvalitetsgarantimærke, mens et andet, f.eks. LØJs mærke blev introduceret som et IFOAM-akkrediteret mærke med særlig høj økologi- og kontrolprofil. Produkter, der ikke opfyldte kriterierne til disse mærker kunne blot sælges som økologiske, men uden mærke eller evt med EU-logo.

Figur 22. Udviklingen i det økologiske areal i Europa. Kilde: Nic Lampkin

Figur 11. Udviklingen af det samlede areal på økologiske bedrifter i Danmark