Fra Anders Borgens Publikationsliste

Internetadresse: http://www.agsci.kvl.dk/~anboj5/webdok3.htm


Vend tilbage til:.

Publikationslistens indholdsfortegnelse:

1998

1997

Forsiden


Kronikforslag til Berlingske Tidende

Af Anders Borgen,

Sektion for Agroøkologi,

Institut for Jordbrugsvidenskab,

Landbohøjskolen



Mine kolleger Kathrine Hauge Madsen og Annette Olesen fra Institut for Jordbrugsvidenskab, Landbohøjskolen, stiller sig i kronikken den 9.januar spørgsmålet "Gensplejsede planter - hvad skal vi med dem?". Kronikørerne fremstiller de gensplejsede planter som en kontrast til de tidligere tiders teknologier, og det er formodenligt først og fremmest pesticidteknologien, der her tænkes på. Hvad kontrasten består i, er mig dog uklart. For det forhold, at hvert enkelt gensplejset produkt skal vurderes af myndighederne m.h.t. sundhed og miljø ud fra et forsigtighedsprincip er jo fuldstændig parallelt med den godkendelse af pesticider, som vi har kendt i Danmark i de sidste 30 år. Og vi kender også konsekvensen af den, nemlig hvad kronikørerne selv kalder "Uheldige erfaringer". Og det kan vist ikke kaldes en overdrivelse.

I 1700'tallet anvendte man arsenik som bejdsemiddel på korn, men i 1807 blev det forbudt. Det er mig bekendt det første pesticid, der blev forbudt af miljø- eller sundhedsmæssige årsager. I 1970'erne forbød man DDT, i 1980'erne bladan-midlerne og i det kommende årti render timeglasset ud for RoundUp og Pirimor, som for bare få år siden blev betragtet som nogle af de mest miljøvenlige pesticider man kendte. Vi har således meget lang erfaring med anvendelsen og risikoen med pesticider. I al den tid har man til enhver tid følt, at tidligere tiders problemer skyldes, at man ikke sidste nok om miljøeffekterne, men at det gør man nu. Det er derfor ikke korrekt, at "tidligere tiders forurenende teknologier sandsynligvis kunne have været sparet, vis man i tide havde foretaget en langsigtet risikovurdering". Ved introduceringen af DDT vidste man intet om bioakkumulering, og ved introduceringen af Pirimor vidste man intet om inhibering af cholinesterase. Det er derfor et tomt løfte de to kronikører giver, når de skriver at de vil lave en langsigtet risikovurdering. Der er jo ingen, der på nuværende tidspunkt ved hvilken type af konsekvenser, der kan forventes ved udsætning af gensplejsede planter i naturen.

Brugen af pesticider er steget stille og roligt i de sidste 200 år, og de miljømæssige effekter er blevet gradvist mere komplekse, fra arsenikkens direkte giftighed til de hormonlignende effekter, som vi i dag erkender er knyttet til en række pesticider. Vi har således haft gode muligheder for hele tiden at følge udviklingen og skride til handling, når der opstod problemer. Alligevel står vi nu med en forarmet natur, hvor dyrebestanden i agerlandet er halveret på de sidste 40 år, med forurenet grundvand og en udvikling i hormonforstyrrelser hos dyr og mennesker, der alt sammen direkte kan relateres til den aktuelle pesticidanvendelse i landbruget. I dag bliver pesticiderne på trods af forudgående undersøgelser og risikovurderinger som hovedregel forbudt efter 20-30 år på markedet, og det er åbenbart den tid, det tager at erkende de miljømæssige konsekvenser af anvendelsen. Tilbage står i hvert fald jeg med spørgsmålet: Er det det værd? Kan vi have tillid til et system, der på denne måde hele tiden haler bag efter problemerne?

Det aktuelle spørgsmål er så: Vil det være anderledes med de miljøproblemer, der må forventes i forbindelse med gensplejsning?

Der er i hvert fald nogle klare forskelle. Hvis det bliver tilladt, vil det ikke tage 200 år at udbrede anvendelsen af de gensplejsede planter. Hvis ikke udviklingen ændres radikalt, må vi forvente, at hovedparten af landbrugsarealet vil blive tilsået med gensplejsede afgrøder om 10-20 år. På det tidspunkt er det ikke sandsynligt, at vi har det fulde overblik over de miljømæssige konsekvenser. Jeg mener, at et af de alvorligste problemer med indførelsen af gensplejsning i naturen vil være, at det kommer til at gå så hurtigt med nogle for naturen radikale ændringer.

Med pesticiderne kan vi glæde os over, at den del af vort forurenede grundvand, der bruges til drikkevand kunne blive pesticidfrit igen om 50 år, hvis vi standsede pesticidanvendelsen nu. Selv DDT-indholdet i vor jord vil forsvinde på et tidspunkt, i hvert fald, hvis man holdt op med at bruge det i resten af verden også. Der er faktisk stadig håb for vore børnebørn på dette område, og på andre områder undtagen selvfølgelig, hvor der er tale om en total udryddelse af en biologisk art. Dette håb må man nok stille spørgsmålstegn ved, når man taler om gensplejsning, for spredningen af et gen i naturen har ikke nødvendigvis nogen nedbrydningstid. Gener kan regenerere evigt gennem de organismer, der indeholder dem. En undervurderet risiko ved godkendelsen af en plante i et eller andet land kan således få meget langsigtede konsekvenser for fremtiden.

Den første generation af gensplejsning har koncentreret sig om udvikling af pesticider, der er tolerante overfor bestemte pesticider. Det nævnes i kronikken som lidt af en tilfældighed, og at man senere vil se andre anvendelser. Men det er jo ikke tilfældigt, at det er pesticidtolerance, der kommer først. Gensplejsning er lige som udvikling af et nyt pesticid økonomisk meget ressourcekrævende. Der er derfor ikke nogen, der går i gang med et projekt uden at der er chance for, at pengene kommer ind igen. Udvikling af pesticidtolerance er derfor i vort økonomiske system et bedre investeringsområde, end udvikling af planter med bedre konkurrenceevne overfor ukrudt. Dette forhold kender vi allerede i "pesticid-alderen", hvor der er flere penge i at markedsføre et ukrudtsmiddel end i at markedsføre en kornsort med god konkurrenceevne overfor ukrudt. Denne drivkraft vil fortsætte i "gensplejsningsalderen", hvor hovedvægten vil blive lagt på behandlinger, der kræver gentagelser, og ingen eller langt mindre på forebyggelse, der løser problemerne.

Pesticiderne har vist os meget alvorlige miljømæssige konsekvenser og det bruges i både kronikken og andre steder som et af hovedargumentet for gensplejsning, at teknikken skal erstatte pesticiderne eller nedsætte brugen af dem. Det er derfor her på sin plads at undersøge, hvad det egentligt er man sprøjter for.

Sygdomme og skadedyr er biologisk set naturens reaktion på en ustabilitet eller ubalance i den økologiske niche. Hovedparten af pesticiderne bruges i dag i korn som en direkte reaktion på den udbredte og ensidige måde kornet dyrkes på, og som igen er en konsekvens af, at der politisk gives særligt store tilskud til dyrkning af netop denne afgrødetype. Derved opformeres de skadegørere, som er baggrunden for, at der må anvendes mange pesticider for at skjule symptomet på naturens ubalance. Nogle af disse pesticider kan sandsynligvis erstattes af planter, der er gensplejset med gener f.eks. fra andre planter, så man på den måde snyder naturen, så den på et afgrænset område reagerer, som om kornet blev dyrket i sædskifte med en anden afgrøde. Men ensidig korndyrkning er fortsat en unaturlig arealanvendelse på vore breddegrader, og dermed består alle de andre problemer, som er nødvendige følger af ensidig korndyrkning. Det gælder f.eks. humustabet fra muldlaget og udvaskningen af næringsstoffer.

Alle organismer i naturen har deres fjender. Således også svampesygdomme, ukrudt og skadedyr. En hyppigt anvendt teknik indenfor gensplejsningen er derfor at tage et gen fra en naturligt forekommende fjende og splejse det ind i en plante, som derved bliver resistens overfor sin plageånd. Lige som med pesticider og anden antibiotika er det erfaringen, at skadegørerne udvikler resistens. Blot udvikles resistensen ofte hurtigere i forbindelse med gensplejsning, dels fordi selektionstrykket er større, dels fordi "fjenden" er kendt i naturen i forvejen. Men i modsætning til pesticidresistens, så vil der her være tale om en resistens over for en af naturens egne reguleringsmekanismer, som derved bliver sat ud af kraft. Hvilke økologiske konsekvenser det vil medføre, kan vi indtil videre kun gætte på.

Et af verdens største miljøproblemer er ørkenspredningen, som igen er en direkte konsekvens af overudnyttelsen af sårbare landbrugsområder. Om 50 år regner men med, at 20% af verdens nuværende landbrugsareal er forsvundet på denne konto. Når kronikørerne nævner gensplejsning af planter, så de bedre kan modstå tørke som eksempler på gensplejsningens fremtidige anvendelsesmuligheder, så virker det da sandsynligt, at man på den måde kan forsinke det ene symptom på problemet, der hedder mindre fødevareproduktion i de berørte områder. Men intensiv dyrkning i de disse områder stopper jo ikke ørkenspredningen, men speeder tværtimod processen op.

Det fremstilles i kronikken, som om der kun er to alternativer, nemlig pesticidløsningen med de følger det medfører og så den gensplejsede løsning. Men i virkeligheden er begge dele "ikke-løsninger", for problemerne består. Kun nogle af symptomerne fjernes. En alternativ løsning, der går ud på at forebygge problemerne, og dermed overflødiggøre anvendelsen af pesticider og gensplejsning, mener de ikke har relevans for de 93% af landbrugsarealet, som om i år 2000 stadig må forventes at blive drevet uden hensyn til de økologisk konsekvenser.

Tilbage fremstår problemet for mig langt mere komplekst, end den fremstilling kronikørerne giver. Jeg mener, at vi har at gøre med et fagområde, der har langt farligere økologiske konsekvenser end f.eks. pesticidområdet. Og den eneste garanti vi som borgere sidder tilbage med er, at planterne vil blive risikovurderet af de to kronikører og andre "kompetente" folk, som tilsyneladende enten ikke har forstået problemets potentielle omfang, eller lægger skjul på det. I betragtning af den store risiko, der er uløseligt forbundet med problemet, sidder vi stadig tilbage med den helt store gåde i debatten om de gensplejsede planter: Hvad skal vi egentligt med dem?