Fra Anders Borgens Publikationsliste

Internetadresse: http://www.agsci.kvl.dk/~anboj5/webdok3.htm


Vend tilbage til:.

Publikationslistens indholdsfortegnelse:

1998

1997

Forsiden


Hvedens stinkbrand i økologisk jordbrug

Af Anders Borgen

Hvedens stinkbrand er en plantesygdom som de fleste efterhånden har hørt om, men som heldigvis kun de færreste har oplevet problemer med. Det betyder dog ikke at problemet ikke er der.

Stinkbrand ses stort set ikke i marken, da syge planter umiddelbart ligner raske planter. For den uøvede ses forskellen kun, hvis man åbner akset og knuser en kerne. I stedet for hvid, er kernen helt sort indeni, idet der i stedet for mel dannes svampesporer i kernerne. Når mejetærskeren kommer, knuses alle de syge "kerner", og svampesporerne spredes lige så fint ud over alle de sunde kerner. Svampesporerne udskiller nogle stinkende stoffer, der får de det høstede korn til at lugte af rådne fisk. Det er det, der har givet sygdommen navnet, og det, der er problemet. For bagerne og møllerierne er ikke begejstrede for at købe korn, der lugter grimt.

Stinkbrand er primært en frøbåren sygdom. Det betyder, at sygdommen stort set kun bryder ud i afgrøden, hvis svampesporerne er tilstede i såsæden. Og da de fleste økologiske landmænd køber certificeret såsæd, som er kontrolleret for sygdommen, så får de ikke denne sygdom. Er sygdommen dog først kommet ind på bedriften kan den dog holdes ved lige gennem jorden. Sygdommen er derfor normalt kun et problem, hvis man laver såsæd, enten som kontraktfremavl, eller såsæd til eget brug. Jeg vil her koncentrere mig om det almindelige kommercielle fremavlssystem.

Situationen for den almindelige fremavl i dag er den, at såsædsfirmaet skaffer ubejdset konventionelt såsæd. Hvis den ved en analyse findes fri for stinkbrand sås den ud hos en økologisk fremavler. Ved høst analyseres den igen for stinkbrand, og findes den igen fri for stinkbrand, kan den sælges som økologisk såsæd. Det store problem i dag er, at en stor del af den økologiske såsæd må kasseres, fordi der er stinkbrandsporer i såsæden. Omkring ¼ eller af al såsæd i hvede kasseres, og det er ikke sjov for såsædsfirmarene og fremavlerne, men det er heller ikke sjov for økologien som helhed, for det betyder, at udbuddet og sortsvalget bliver lille, og i en eller anden grad, at såsædsprisen bliver højere.

Der stiller sig i den forbindelse nogle spørgsmål:h

Er skadetærskelen for stinkbrand i såsæd korrekt?

Håndterer såsædsfirmaerne sygdomsproblemet optimalt?

Er der muligheder for at redde kasseret såsæd ved behandling?

Kan angreb forebygges bedre hos fremavlererne?

Er skadetærsklen for stinkbrand i såsæd korrekt?

Såsæden analyseres ved, at man tager en kornprøve, som vaskes i vand, og så kikker man groft sagt i vandet for at se, hvor mange svampesporer man kan finde. Når man finder en spore, og man ganger op med, hvor mange gram korn, der er i prøven og hvor meget vand, der er undersøgt, så svarer det normalt til, at der er omkring 10-15 sporer pr. gram, og det er det resultat, landmanden ser i analyseresultatet. Hvis man i Plantedirektoratet finder bare éen sporer fraråder de at så kornet ubejdset, og såsædsfirmaerne vil ikke sælge det som økologisk såsæd.

Min erfaring er, at man i enkelte tilfælde kan få uacceptable angreb af stinkbrand i marker, hvor der er sået korn med 50 sporer pr gram. Hvis man sår såsæd ud med 10 sporer pr gram, så tror jeg ikke, at man vil komme ud for stinkbrandangreb af væsentlig betydning. Men det vil have en anden konsekvens: Den landmand, der køber såsæden, vil få sygdommen ind på sin bedrift. Der vil sandsynlivis komme et svagt angreb i marken, og det vil give smitte i jorden, og i mejetærskeren, som vil kunne sprede det til andre hvedemarker, hvis mejetærskeren bruges til andre marker. Der vil komme sporer i siloen, og tilbage til kornfirmaet, der ofte også er såsædsproducent osv.

Hvis man kun ser problemet i et etårrigt perspektiv, dvs om der er risiko for et angreb i marken, der er så alvorligt at kornet ikke kan sælges som brødhvede eller foder, så er skadetærskelen nok sat rigeligt lavt. Men hvis man i kornbranchen ønsker en strategi, hvor man for en sikkerheds skyld vil holde sygdomstrykket så lavt som muligt for at forhindre, at problemet bliver endnu større i fremtiden, så er den nok meget fornuftig.

Den økologisk fremavl løber over to generationer, men skadetærsklen er den samme for både fremavl og brugskorn. For at nedsætte risikoen for, at der kommer angreb i fremavlsmarkerne ville jeg nok til gengæld anbefale, at man sætter skadetærskelen endnu længere ned i denne generation, d.v.s. at man foretager flere uafhængige analyser af kornet inden det lægges ud i fremavl.

Spørgsmålet om skadetærskel er et spørgsmål om strategi og risikovillighed. Her vil jeg som forsker gerne hjælpe, men jeg mener, at det er firmaerne og landmændene, der skal tage beslutningen, og netop derfor hilser jeg en økologisk planteavlsbranche velkommen! Her har I jeres første opgave: Tag en beslutning om I tør løbe risikoen, og sætte skadetærskelen op til f.eks. 15 sporer pr gram ved salg af økologisk såsæd.

Håndterer såsædsfirmaerne sygdomsproblemet optimalt ?

Alle firmaer, der har været på det økologiske marked i nogle år er opmærksomme på sygdommen, og de anvender Plantedirektoratets bejdsebehovsgrænse som grænse for, om de vil sælge såsæden som økologisk. Der kommer hele tiden nye firmaet til, og især de firmaer, der ikke handler med økologisk såsæd, men kun med konventionelt ubejdset, tager nogen gange lidt let på det, men der er mig bekendt ikke opstået stinkbrand problemer for nogen købere af økologisk såsæd. Til gengæld vil det være oplagt for firmaerne at aftale hvilke kvalitetskriterier de kan garantere. Anvendelsen af såsædsanalyser er stadig en frivillig sag, men det er oplagt for en Branceforening at kræve, at økologiske såsæd er kontrolleret for frøbårne sygdomme.

Der er muligheder for at anvende resistente sorter. Hidtil har der kun været én dyrkningsrelevant sort med fuldstændig resistens, og den er fremavlet. Det er Stava. Hvis firmaerne mener, at de gerne ville lave mere af den, men avlerne ikke er så ville efter at købe den, så må de jo sætte priserne ned på den sort i forhold til de modtagelige sorter, som der er større kassationsrisiko ved. I løbet af et årstid vil der komme flere resistente sorter på markedet, og om få år tror jeg, at der vil være et rimeligt sortsvalg. Der er en del resistente sorter på vej, og nogle af de kendte sorter har vist sig at være resistente ved et "tilfælde". Det er dog mit indtryk, at forædlerne ikke er beviste om, hvor sultne de økologiske såsædsfirmaer er for at få fat i resistente sorter.

Er der muligheder for at redde kasseret såsæd ved behandling?

Stinkbrandsporerne sidder løst uden på kernerne. Hvis man kan fjerne sporerne, bliver såsæden "rask" igen. Det er muligt at vaske sporerne af med vand, men det bliver dyrt, for kornet skal jo tørres ned igen. Vi er så småt begyndt at se på, om det er muligt at børste eller centrifugere sporerne af. Det ser ud til, at der er visse muligheder, men resultaterne har hidtil været meget svingende, så jeg tør ikke love, at det bliver muligt helt at fjerne dem. Til gengæld er jeg sikker på, at man med fysisk behandling kan reducere sporeindholdet. Og det kan være relevant i partier, der ligger omkring skadetærskelen.

Der er også muligheder for at bejdse med forskellige midler. Bejdsning med sennepsmel og/eller med eddike kan reducere angrebet med omkring 90% uden at det har påviselig effekt på spiringsvitaliteten. En effekt på 90% vil vurdere er tilstrækkeligt til de meget lave forekomster, vi finder i det almindelige fremavlskorn. Der er endnu nogle problemer med disse midler. Dels er det usikker, om der er tilladte efter økologireglerne. De kan anvendes i Tyskland, man kan de også anvendes i Danmark? Og ønsker avlerne i Danmark, at de skal tillades. Et andet problem er, at de kun er afprøvet i lille målestok med bejdsning af ca 100g korn. Men korn, der ligger i en silo på 25 tons kan godt reagere anderledes, ligesom firmaernes egne industrielle gennemløbsbejdsemaskiner ikke alle vil kunne anvendes til økologisk korn og med andre midler og andre doser. Men hvis nogen firmaer er interesseret, så har vi altså nogle muligheder her.

En anden mulighed er varmtvandsmetoden. Den var meget anvendt omkring århundredeskiftet, og blev til nøgen bygbrand anvendt helt op i 1960'erne, men den er igen nok dyr, fordi kornet skal tørres ned igen fra ca 50% vand. Desuden kræver det investeringer i nyt issenkram.

Der er muligheder for, at der i løbet af få år kommer mikrobiologiske midler på markedet, men også her er der usikkerhed omkring både de danske økologiregler og den almindelige miljøgodkendelse og anerkendelse. Men de teknologiske muligheder er bestemt til stede.

Kan angreb forebygges bedre hos fremavlererne?

Når der kommer stinkbrand i en mark, så kommer det altid et eller andet sted fra. Det er ikke ligesom meldug, der kan transporteres flere tusinde kilometer med vinden. Og der er to muligheder: Enten kommer de med såsæden, eller også ligger de i jorden i forvejen. Til fremavl levers såsæden jo af fremavlsfirmaet, så her er der ikke meget landmanden selv kan gøre ved det. Og risikoen for, at meget små og uerkendte mængder får mulighed for at udvikle sig er til stede, men mulighederne for at forhindre det er desværre begrænsede.

Stinkbrand påvirkes af jordbundsforholdene og af klimaet omkring såning. Meget tidlig og meget sen såning kan hæmme angreb væsenligt i forhold til normal såtid, men det vil jo også ramme udbyttet. Meget svær lerjord, og udpint sur jord er dårlige for stinkbrandens udvikling, men igen er det desværre sådan, at det største angreb får man i god luftig jord med gode fugtighedsforhold. Jo mere kompost der er i jorden, og jo tættere det er på kernerne i jorden, jo større bliver angrebet. Desværre!

Stinkbrand kan ligge i jorden i mange år, hvis der har været stinkbrand en gang. Hver gang man pløjer kommer nye sporer tilbage op i såbedet. Især når en nedpløjet hvede pløjes op første gang igen er der stor risiko. Er man opmærksom på, at der har været stinkbrand i en mark, bør man gå langt uden om den i fremavlen, med mindre man anvender en resistent sort. Og har der været hvedemarker i sædskiftet, som ikke er blevet kontrolleret for stinkbrand bør marken være pløjet flere gange siden da, før der lægges fremavlskorn på arealet. Man skal også være opmærksom på, at smitte kan komme fra nabomarker, der engang har været smittet. Med mindre der er et effektivt læhegn, vil de yderste 25m derfor være mere udsatte.

Konklusion

Stinkbrand er en sygdom, der resulterer i kassation af en del af såsæden til økologisk hvede. Årsagen er dels, at der lægges fremavl ud på arealer, hvor der er stinkbrandsmitte i jorden. Desuden kan der være små uerkendte smittekim i såsæden til fremavlen. Den økologiske planteavlsbrance bør tage stilling til, om man vil ændre praksis for regulering af sygdomme i fremavlen.

Problemet vil i løbet af kort tid kunne begrænses ved øget anvendelse af resistente sorter, dels ved at introducere metoder til direkte bekæmpelse, bl.a. i form af fysisk rensning og bejdsning. Desuden kan fremavlsmarkernes placering i sædskiftet muligvis forbedres ved forbedret oplysning om sygdommens smitteveje.

Overheads til den økologiske korndag

Graferne bygger på rådata, og er kun foreløbige



Fysisk rensning af korn
Spore per gram korn
Rensemetode sporeindhold efter mejetærskning Sporeindhold efter rensning reduktion
Stigluft renser 1450 750 48%
Børsterenser 1.720.000 14.900 99%