From Anders Borgens List of Publications

Vend tilbage til:./ Return to:

Hvedens stinkbrand (stinksot, Tilletia caries) har op gennem dette århundrede været bekæmpes effektivt i konventionelt jordbrug med kviksølvholdige bejdsemidler. Dette har betydet, at det generelle smittetryk af sygdommen har været lavt, og også i økologiske dyrkningssystemer, hvor bejdsemidlerne ikke har været anvendt, har angreb derfor været sjældne.

Efter at kviksølvmidlerne blev forbudt af miljømæssige årsager er stinkbranden igen dykket op i det traditionelle jordbrug, bl.a. fordi de midler, der erstattede kviksølvmidlerne, ikke var så effektive, og/eller at der krævedes bedre bejdsningsteknologi for at virkede tilfredsstillende. Under alle omstændigheder bevirkede det, at det generele smittetryk blev øget, og det igen bevirkede, at de økologiske hvedemarker var mere udsat for smitte. I Danmark var der udbrud af stinkbrand i 1989, og igen i 1990 var der flere steder alvorlige tilfælde af stinkbrand. En undersøgelse af de økologiske hvedemarker i 1990 viste, at der var signifikant sammenhæng mellem antallet af år, som kornpartiet blev dyrket økologisk og infektionsgraden af stinkbrand i marken (Borgen et al. 1992). Det samme viste sig at være tilfældet med stribesyge i byg (Dreshlera graminea) og byggens bladplet (Dreshlera teres), men ikke for brunplet (Septoria nodorum), byggens nøgenbrand (Ustilago nuda) og de spiringsskadende akssygdomme (Fusarium sp og Bipolaris sorokiniana). Den mest betydende frøbårne sygdom i økologisk hvede- og bygavl var hvedens stinkbrand. I et andet eksamensarbejde (Kristensen et al 1992) konkluderes det udfra teoretiske overvejelser, at udbredelsen i økologisk jordbrug af stinkbrand og stribesyge primært er afhængige af såsædens infektionsniveau, mens bladplet, brunplet og de spiringsskadende akssygdomme primært er afhængige af den aktuelle dyrkningssæsons vejrbetingelser. Nøgen bygbrand vil primært være afhængig af den pågældende sorts resistensegenskaber.

Siden de alvorlige udbrud viste sig i 1990 har der været meget oplysning og opmærksomhed om sygdommen, men der forekommer forstat lejlighedsvis angreb af stinkbrand i økologiske hvedemarker, der er dyrket på såsæd, som ikke er kontroleret for indhold af stinkbrand. Erfaringerne viser, at især bedrifter, hvor der en gang har været alvorlige angreb er udsatte for en hurtig opformering af stinkbrand. Blot en enkelt års dyrkning af egen ikke kontrolleret hvede kan her risikere at medføre alvorlige angreb.

Angreb giver sig udslag aks, hvor normale korn er erstattet af sporeholdige brandbuttet, og bare få aks pr. m² i en mark er tilstrækkeligt til at gøre hveden ugenet til melproduktion på grund af sporernes stærke lugt. Sporernes lugt afhænger meget af kornets vandindhold og af stinkbrandens smitterace og mølleriernes grænser for tilladt indhold er helt individuelle. Det er derfor ikke muligt at fastsætte præcise grænser for, hvor stor et angreb, der skal til, for at hveden bliver kasseret. Der er eksempler på, at hvede er blevet afvist på grund af et sporeindhold på under 200 sporer pr. gram. Et sådant niveau kan nået ved blot få angrebne planter pr. da.

Regulering af stinkbrand

Resistens

Næsten alle sorter på den danske sortsliste er meget modtagelige for stinkbrand. Der er dog en vis variation i modtageligheden, men ingen sorter på det danske marked er fuldt resitstente. Weibüll-Svalöf i nogle år arbejdet med stinkbrandresitens. Tjelvar var fuldt resistent, men den er nu gået ud af sortslisten, fordi spørgelslen var for lille, antagelige på grund af et for lille udbyttepotentiale. En nyere sort Stava forventes at blive sortsgodkendt snart med et lidt høgere udbyttepotentiale. Også denne sort er fuldt stinbrandresistent, og skulle minde en del om sorten Kosack, der for 3-6 år siden blev dyrket en del i økologisk jordbrug i Danmark.

Efter at flere såsædsproducenter i Danmark har kasseret deres hvedefremavl på grund af stinkbrand må det forventes, at de, ligesom økologiske avlere der bruger deres egen såsæd, vil være interesseret i at gå over til stinkbrandresistente sorter, også selv om disse ikke udbyttemæssigt kan følge helt med konkurrerende sorter. Dette vil nok især være på brødkornsområdet, hvor kravene til stinkbrandfrihed er størst. I foderhvedeproduktionen kan der accepteres et noget højere indhold.

Forebyggende foranstaltninger

Før man udsår vinterhvede, bør man sikre sig, at såsæden er fri for stinkbrandsporer. Der er ikke i Danmark fastlagt en kvalificeret skadetærskel for sporeindhold i såsæden, men vore hidtidige erfaringer viser, at såsæd med et sporeindhold på 50 sporer pr. gram resulterer i et markangreb på 0-5 angrebne aks pr 10m². 5 angrebne aks pr 10m² må betegnes som absolut maximum ved anvendelse til brødkorn, så i betragtning af, at man aldrig kan kende prøvens repræsentativitet, og at usikkerheden i målemetoden (Kietrieber 1984), ligger på omkring ±10 sporer pr gram, må det frarådes, at anvende såsæd med et sporerindhold på over 50 spore pr. gram ved brug af egen såsæd. Såsædsfirmaer, der er ansvarlig for kvaliteten af deres produkt, og hvor blot en enkelt sag kan skade renomeet, bør ikke sælge såsæd, hvis der overhovedet er konstateret sporer i den.

Ved fremavl, herunder fremavl til eget brug, bør man tage visse forholdsregler for at minimere risikoen for at introducere sporer i sin fremavl. Sporer kan komme mange forskellige steder fra, men kortdistancetransport fra nabomarker og med maskiner har anstagelig størst betydning, og det er også her, man har de største muligheder for at begrænse smitterisikoen.

Med henblik på at kvantificere betydningen af spredningen med maskiner, har vi på Landbohøjskolen gennemført nogle forsøg, der viser spredningen med mejetærskere (Kristensen et al 1996). Mejetærskeren har kørt i en stinkbrandinficeret mark (tank 0), og er derefter begyndt at tærske en mark uden infektion. Hver gang mejetærskeren er blevet tømt, er der udtaget en prøve, som er blevet analyseret for indhold af stinkbrandsporer. Resultatet af undersøgelsen fremgår af tabel 1.

Tabel 1: Forekomst af stinkbrandsporer pr. gram korn i forskellige tanktømninger efter kørsel i inficeret mark. Tank 0 er lig med kørsel i inficeret mark. Number of spores of common bunt in different emptyings of the combiner after harvesting an infected field. Tanktømning 0= infected field.

Forsøg	1993	1994-1	1994-2	1995-1	1995-2	1995-3
Tank 0	167.250	-	-	385.000	720.500	120.000
Tank 1	630	170	4.167	2.567	22.450	200
Tank 2	111	0,00	50	50	365	20
Tank 3	111	10	20	0,00	40	0,00
Tank 4	0,00	80	30	0,00	70	-
Tank 5	0,00	-	-	0,00	0,00	-
Tank 6	-	-	-	-	0,00	-
Tank 7	-	-	-	-	0	-
-. ingen prøve udtaget

Resultatet viser, at med den anvendte mejetærsker (Dronningborg 14'') kan man risikere at overføre sporer fra en inficeret mark til en anden de første 5 gange mejetærskeren bliver tømt.

Når man mejetærsker en fremavlsmark, eller en mark hvorfra man vil tage såsæd til eget brug, må man sikre sig, at mejetærskeren ikke kommer lige fra en inficeret mark. Bruger man maskinstation eller på anden måder ikke er sikker på, at mejetærskeren ikke er inficeret med bransporer, bør man derfor ikke bruge de første 5 tanke til såsæd, eventuelt tærske 5 tankfulde i en anden afgrøde, inden man påbegynder tærskningen af fremavlsmarken.

Direkte bekæmpelse af stinkbrand

Er såsæden først inficeret, og man ikke har mulighed for at skaffe anden sporefri såsæd til de givne formål, må man iværksætte en bekæmpelse. Der er flere muligheder.

En effektiv metode er varmtvandsmetoden, hvor såsæden dyppes i varmt vand længe nok til at dræbe stinkbrandsporerne, men ikke så længe, at spiringen tager skade. I vore forsøg har vi behandlet tørt korn i 5 minutter i 55C, og derefter hurtig afkøling. Fremspiringen i marken er ikke blevet påvirket af denne behandling, men metoden er effektiv overfor stinkbrand med en bekæmpelse på over 99% (Borgen et al 1995).

En anden mulighed er at bejdse med forskellige midler. Et udvalg resultaterne fra forsøgene i 1994-5 er medtaget i tabel 2 (Upubliceret):

Middel	Bemærkning	Angreb
Kontrol		53,0%
vand		46,2%
Sibutol LS 280	Konventionelt bejdsemiddel	0%
Sennepsekstrakt	Vandigt ekstrakt	1,7%
Mælkepulver	Kernerne pilleret med mælkepulver	2,2%
Kalk		10,9%
Urea		12,2%
Saatgut Behandlungs Mittel	Kommercielt præperat (Shätte)	21,0%
Thujamel		28,9%
Saltvand		31,1%
Rapskageekstrakt		47,5%
Eucaluptusolie		49,1%
Canabis sativum saft		52,0%

Resultaterne stemmer udmærket overens med tidligere års resultater for de midler, der har været afprøvet gennem flere år (Borgen et al 1995), og med udenlandske forsøg (Spie og Dutschke 1992, Becker et al 1994, Heyden 1993, Bosch 1993).

De mest effektive af midlerne (sennepsekstrakt og mælkepulver) giver ikke en tilfredsstillende bekæmpelse i disse forsøg, men dette skal ses på baggrunf af, at der anvendes et infektionsniveau i forsøgene, som er urealistisk højt i praktisk jordbrug. Forsøg med disse midler på korn med et moderat infektionsniveau gav fuldstædig bekæmpelse af sygdomme (1994 upubliceret).

Effektiviteten af de alternative bejdsemidler er dosisafhængige, og høje doser giver i visse tilfælde spiringsskader. Mælkepulveret gav i det beskrevne forsøg spiringshæmning ved spiringsforsøg i laboratoriet, og gav i et storskalaforsøg mærkbar reduceret markspiring. Senere erfaringer med bejdsning af spelt (Triticum spelta) med sennepsekstrakt gav fuldstændig misvækst på grund af spiringsskader, da spelt tilsyneladende er væsentlig mere følsom end vinterhvede (Triticum aestivum). Selv om forsøgene således på papiret ser lovende ud, er der grund til at advare mod ukritisk at bejdse korn i kommercielt jordbrug før yderligere forsøg har belyst forholdene omkring dosering i forhold til spiringsskader og bekæmpelseseffekt.

Konklusion

Hvedens stinkbrand er den alvorligste af de frøbårne sygdomme på korn i økologisk jordbrug. Der begrundet håb om, at problemet i fremtiden kan begrænses væsentligt ved anvnedelse af resistente sorter. Indtil disse sorter er forædlet og implementeret, må sygdommen reguleres ved sanitære foranstaltninger, der begrænser risikoen for, at sporer bliver introduceret i fremavlspartierne. Dette kan bl.a. gøres ved at undgå fremavl i marker, hvor der året i forvejen er dyrket hvede, eller hvor der året i forvejen blev dyrket hvede i nabomarkerne. Desuden bør maskineri, som for eksempel mejetærskere, såmaskiner, siloer og andet kornbehandlingsudstyr, ikke anvendes til fremavlskorn, hvis der er risiko for, at der forud har været inficeret korn i dem. Al såsæd bør kontrolleres for indhold af stinkbrandsporer inden udsåning, og inficeret såsæd bør kasseres, hvis der kan skaffes ikke inficeret såsæd. Kan der ikke skaffes rent såsæd kan alternative bejdsemidler tages i anvendelse. Et vandigt sennepsekstrakt eventuelt i kombination med mælkepulver er en billig og teknisk ukompliceret metode med rimelig effektivitet, men der er risiko for, at bejdsningen ved overdosering skader kornets spiringsvitalitet. Behandling med varmt vand er en dyrere og mere kompliceret metode, men samtidig også mere effektiv. Ved korrekt udførelse er risikoen for spirengsskader mindre.

Litteratur:

Becker, J & H.C.Weltzien 1993: Bekämpfung des Weizensteinbrandes (Tilletia caries (D.C.)Tul. & C.Tul.) mit organischen Nährstoffen. Zeitschrift für Pflanzenkrankheiten und Pflanzenschutz 100(1):49-57.

Borgen, A., L.Kristensen og P.Kølster 1995: Direkte bekæmpelse af hvedens stinkbrand uden brug af pesticider. 12. Danske Planteværnskonference 12:147-158.

Borgen, A., C.Markussen og L.Kristensen 1992: Frøbårne svampesygdomme på byg og hvede i økologisk jordbrug - udbredelse og betydning i 1990. KVL 131 sider

Bosch, H.-T. 1993: Bekämpfung des Steinbrands an Weizen (Tilletia caries und Tilletia controversa) im biologish-dynamischen Landbau. Diplomarbeit, Fachhochschule Nürtingen. 50 sider.

Heyden, B. 1993: Zum Pilzproblem. Mitteilungen aus der arbeit des Johanna und Carl Graf Keyserlingk-Instituts 9:5-32

Kietrieber 1984:

Kristensen, L, A. Borgen og P.Kølster 1995: Stinkbrandspores spredning via mejetærskere. 13. Danske Planteværnskonference. In press

Kristensen, L., C. Markussen og A. Borgen 1992: Frøbårne svampesygdomme på byg og hvede i økologisk jordbrug-Betydning, biologi og regulering. KVL, 211 sider

Spie,H & J.Dutschke 1991: Bekämpfung des Weizensteinbrandes (Tilletia caries) im biologisch-dynamischen Landbau unter experimentellen und praktischen Bedingungen. Gesunde Pflanzen, 43(8):264-270

.