Fra Anders Borgens Publikationsliste

Internetadresse: http://www.agsci.kvl.dk/~anboj5/webdok3.htm


Vend tilbage til:.

Publikationslistens indholdsfortegnelse:

1998

1997

Forsiden


Borgen. A 1996: "Vi har gjort en masse". Jord og viden ??????

Samfundet udenfor landbruget stiller i stadig stigende grad krav til måden landbruget drives på. Det er en udvandt situation for landbruget og den dertil knyttede forskning. De første ti år, efter at den aktuelle kritik startede i starten af 1980'erne, blev landbruget kritiseret hårdt for, ikke blot forureningen af grundvandet, men måske især, at landbruget enten benægtede at problemerne eksisterede, eller påstod, at de indførte tiltag blot skulle have tid til at virke. Dette har skabt en utroværdighed i den øvrige befolkning, som tilsyneladende har vist mere om forholdene, end landbruget har troet.

Jord og Viden nr 4 var et temanummer om miljøets som pejlemærke primært for jordbrugsforskningen, og her får blandt andre en række af lederne inden for jordbrugsforskningen lejlighed til at give deres bud på jordbrugsforskningens udvikling nu og i fremtiden.

Naturligt nok indtager økologisk jordbrug en central plads i de fleste af indlæggene. Økologisk jordbrug er så åbenlyst et forslag til løsning på de udfordringer, som samfundet stiller til landbruget, at det i denne forbindelse næppe er til at komme uden om. Særligt, når man får centrale personer inden for administrationen af forskningsmidler i tale er det interessant at få oplyst, hvorfor forskningen, som jo burde være lidt foran udviklingen, ikke har taget økologisk jordbrug op til forskningsmæssig vurdering og udvikling inden forbrugerne begyndte at stå i kø for at købe, og dermed støtte udviklingen i økologisk retning.

I temanummeret får vi ikke svar på dette oplagte spørgsmål, selv om indlæggene giver tydeligt præg af, at man er opmærksom på, at det er det, der er i hvert fald et af spørgsmålene. Tværtimod møder man den samme reaktion, som er kendt fra landboorganisationernes top, når de spørges om miljø eller økologi: "Vi har gjort en masse, og den linie vil vi fortsætte". Men dette er jo tom tale for de, der kender til sagerne, eller som nærlæser indlæggene.

Når forskningsminister Frank Jensen f.eks. skal redegøre om SJVFs indsats for økologisk jordbrug, så er det nærmeste han kan komme, at der forskes i kvælstofomsætning, og da kvælstof er en forudsætning for plantevækst i både økologisk og konventionelt jordbrug må det jo også være relevant forskning for økologiske landmænd. Ja, det er imponerende så lidt der skal til, for at en politiker mener han har gjort en særlig indsats. Frank Jensen skriver videre: "Ud over at ville satse på området også i den kommende strategiperiode, har SJVF konkret valgt at styrke forskningen i økologisk jordbrug ved i 1994 at tildele KVL et fem-årigt forskningsprofessorat i systemøkologi". Også rektor Bent Schmidt-Nielsen fra KVL nævner i sit indlæg forskningsprofessoren som et eksempel på, hvordan økologisk jordbrug styrkes. Det nævnes ikke i artiklerne, at forskning i systemøkologi ikke behøver, og heller ikke i det aktuelle tilfælde har andet end navnet tilfældes med forskning i økologisk jordbrug, da det primært handler om non-food/energiafgrøder. Det er bestemt udmærket og relevant forskning, men at kalde det en særlig indsats for økologisk jordbrug, det er nok at stramme den.

Forskningsministerens indlæg virker på det generelle plan på mange områder fremadrettet, og nogle steder næsten visionært. Men ord er jo nemme at sætte ned på papir, og hvis det ikke er andet end ord på samme måde, som det er på det konkrete felt om økologisk jordbrug, så er læsningen af artiklen i bedste fald spild af tid.

Det er en udbredt misforståelse, tilsyneladende også blandt flere af skribenterne i temanummeret, at økologisk jordbrug erstatter kunstgødning med husdyrgødning, og da husdyrgødning er sværere at styre end kunstgødning må økologerne forurene mindst lige så meget eller mere.

Argumentationen bygger imidlertid på en misforståelse. Forholdet er, at både det konventionelle og det økologiske jordbrug bruger den husdyrgødning, der er til rådighed ud fra de husdyr der er på bedrifterne. Og det er i både det konventionelle og i det økologiske system omkring 0,9 DE pr hektar i gennemsnit. Forskelle i kvælstoftab kan således ikke tilskrives forskelle i forholdet mellem husdyr og areal, men må tilskrives, at det konventionelle jordbrug udover husdyrgødningen også bruger i gennemsnit 135 kg kvælstof i kunstgødning pr hektar. En sådan mængde kan ikke kompenseres af biologisk kvælstoffixering med de sædskifter, der anvendes i økologisk jordbrug, så uanset, hvordan man stiller regnskabet op, må kvælstoftabet fra et økologisk jordbrug være mindre end tilsvarende konventionelle.

Som det fremgår af de fleste artikler i temanummeret, er emnet om økologisk jordbrugs kvælstofregnskab ikke færdigdebateret, men for mig burde det dog tværtimod pege på behov for forskning, end den konklusion, som forfatterne tilsyneladende har draget i deres praktiske virke, nemlig at økologisk jordbrug ikke er værd at støtte med strategiske forskningsmidler.

At jeg således må konkludere, at der er et stort behov for både forskning i økologisk jordbrug, og i uddannelse og oplysning om faktiske forhold i økologisk jordbrug for jordbrugsforskere, det gør det særligt interessant at læse indlægget af rektor ved KVL Bent Schmidt-Nielsen.

Som forsker i økologisk jordbrug er det meget deprimerende læsning. Jeg kan kun læse indlægget på samme måde, som i beskrivelsen af indsatsen fra SJVF: Forskning i økologisk jordbrug er et centralt element i tilpasningen til fremtidens krav til landbrugets udvikling, men KVL har hidtil stort set intet foretaget sig, og KVL vil heller ikke i fremtiden foretage sig noget i den anledning. Indholdet er pakket ind i et diplomatisk væveri af beslægtede emner, men realiteten kan man ikke løbe fra.

Schmidt-Nielsen nævner som et af KVLs initiativer på økologiområdet, at hovedparten af de forskere, der med eksterne midler forsker i økologiske jordbrug på KVL nu er blevet fysisk samlet, sammen med den enlige lektor, som KVL selv finansierer. Det er vi da også meget glade for er lykkedes; særligt efter at vi har arbejdet for det flere år, hvor KVLs ledelse forhindrede det.

Modstanden mod etableringen af en enhed omkring økologisk jordbrug kommer også tydeligt til udtryk i Schmidt-Nielsens artikel. KVL skal være grundlagsskabende og modarbejder interdisciplinær forskning. Personligt har jeg aldrig set dokumenteret, at grundlagsskabende forskning nødvendigvis skal være disciplinorienteret. Inden for den grundlagsskabende forskning for økologisk jordbrug ved jeg derimod, at det er en klar ulempe, og det kan her næppe lade sig gøre at forske indenfor snævre fagdiscipliner og i snævre fagmiljøer, uden at kvaliteten påvirkes negativt. Men det er vilkårene altså på KVL.

KVLs aktiviteter på økologiområdet viser derimod konsekvensen af disciplinfixeringen: Alle aktiviteter på KVL, der kan henføres til forskning i økologisk jordbrug foregår inden for ret snævre planteavlsdiscipliner. På de fagområder, hvor KVL har valgt ikke at prioritere arbejdet med økologisk jordbrug, f.eks. veterinærområdet, husdyrproduktion, levnedsmiddelkvalitet, økonomi etc., er der heller ikke kommet eksternt finansierede aktiviteter, hvilket er forståeligt; hvis jeg ville skaffe penge til f.eks. et fodermiddelprojekt i relation til økologisk jordbrug, så ville jeg da ikke vælge at lægge det på KVL, hvor jeg ville komme til at sidde alene med emnet og således blive fagligt isoleret. Dette er sikkert en af hovedårsagerne til, at KVL er gået glip af hovedparten af de forskningsmidler, der er afsat til økologisk forskning i de senere år, og efter alt at dømme også vil gøre det fremover.

Schmidt-Nielsen fremhæver, at undervisningen på universitetsniveau skal være forskningsbaseret. Heri er jeg helt enig, men hvordan får vi det til at hænge sammen med virkeligheden for undervisningen i økologisk jordbrug på KVL? Indenfor økologisk jordbrug udbyder KVL et enkelt kursus, som primært må bygge på eksterne og ubetalte forelæsere, da KVL ikke selv har kvalificeret personale inden for de fleste af de relevante fagområder og heller ikke har afsat økonomiske midler til at betale folk fra andre forskningsinstitutioner. Vi andre, eksternt finansierede på KVL, er desuden tidsmæssigt hårdt belastet af det store udækkede informationsbehov fra studerende og udefra kommende henvendelser. Men vi får ikke vores løn for at undervise, og må derfor som hovedregel afslå henvendelserne og henvise til andre, udenfor KVL-regi.

Udover deciderede KVL-undervisning udbyder Den Økologiske Landbrugsskole et erhvervsindsigtskursus, som ganske vist af navn ikke hidtil har måttet hedde noget med økologisk jordbrug, hvis det skulle indgå i KVL-uddannelserne, men som dog følges af en del studerende fra KVL, fordi lærerne på denne skole har bred viden om økologisk jordbrug.

Schmidt-Nielsen stiller af og til spørgsmålet, hvorfor det ikke er KVLs forskning, der sætter gang i den offentlige debat og interessen i økologisk landbrugsproduktion. Og her har han svaret: Fordi KVL har valgt ikke at kvalificere sig inden for de relevante fagområder. KVL har derimod valgt at indgå i f.eks. i markedsføringen af "Miljø-grønt" og "Miljø-frugt", selv om Schmidt-Nielsen i artiklen erkender, at markedsføring af integreret produktion er en dødssejler. (Markedsføring af "Miljø-grønt" og "Miljø-frugt", som KVL har indgået i, er desuden nu blevet stoppet af forbrugerombudsmanden).

Nu kan enhver jo begå en fejl, og jeg skal være den sidste til at fordømme nogen af den grund. Det, der deprimerer mig ved at arbejde på KVL, og ved at læse Bent Schmidt-Nielsens indlæg i Jord og Viden, er at der ikke er udsigt til at holdningen til, og indsatsen for økologisk jordbrug bliver bedre.

Det forekommer derfor som hul tale, når Schmidt-Nielsen forsøger at argumentere for, at landbrugsministeriets økologiske forsøgsgård burde ligge i tilknytning til KVL. Havde KVL lyttet til de utallige opfordringer, som der i de sidste ti år er kommet, og havde gået aktivt og bredt ind i fagområdet, så havde KVL i dag været det naturlige sted at placere en sådan aktivitet, som vi i det daglige står og mangler. Det er korrekt, at KVL som en forsknings- og undervisningsinstitution tæt på hovedstadsområdet burde være den naturlige vært for en sådan aktivitet, men hvis man skal se problemet fra Landbrugsministeriets side, så kan jeg godt forstå, at man i dag ser sig om efter andre steder. Det forekommer således mere naturligt at etablere en økologisk forsøgsgård som en selvstændig enhed frem for at presse det ind i nogle institutionelle rammer, hvor det på grund af sin interdisciplinære struktur ikke passer, og tilsyneladende kun er velkomment på grund af de økonomiske midler, der følger med.

Hvad angår økologisk jordbrug så ligger KVL som det har redt: nemlig på gulvet. Og der er tilsyneladende ingen tegn på forandring. Der er derfor stor risiko for, at Schmidt-Nielsens frygt går i opfyldelse: "At den store offentlige interesse løber pusten af sig, inden der er sat store skelsættende initiativer i gang" - i hvert fald på KVL.