From Anders Borgens List of Publications

Vend tilbage til:./ Return to:


12. danske Planteværnskonference 1995

Svampesygdomme



Bekæmpelse af hvedens stinkbrand uden brug af pesticider

Control of common bunt (Tilletia tritici) without use of pesticides



Anders Borgen, Lars Kristensen og Per Kølster

Agroøkologi

Institut for Jordbrugsvidenskab

Agrovej 10

2630 Tåstrup



Summary

In order to reduce pesticide use in conventional agriculture, and to enhance the development of organic agriculture, it is necessary to develop a strategy for seed production without pesticides. The objectives of this paper are to present results from experiments with alternative control measures of common bunt (Tilletia tritici) in winter wheat (Triticum aestivum), and to discuss control measures based on needs rather than on routine treatments. The alternative control measures are investigated in field trials in two years. The majority of the treatments demonstrate promising control of common bunt, but show enough variation to make them unqualified for immediate use in practice. Methods such as hot water treatment, and skimmed milk powder in combination with mustard extract (Sinapis spp), liquid manure or horse radish extract (Armoracia rusticana) in most cases gave above 95 percent control, defined as reduction in number of infected tillers compared to untreated control. It is expected, that these methods can be improved further by development of appropriate technical equipment, and by improvement in application methods.



Indledning

Hvedens stinkbrand forårsages i Danmark af Tilletia tritici (Bjerk.) Wint. (syn. Tilletia caries(DC) Tul.). Hvedens stinkbrand har i de senere år fået større betydning og opmærksomhed i konventionelt jordbrug.

Landbrugets bekæmpelsesstrategi mod stinkbrand har siden 1920'erne bygget på kemisk bejdsning. Frem til 1980'erne anvendtes organiske kviksølvmidler, og efter forbudet mod disse anvendes nu kviksølvfrie organiske fungicider. I dag er kun Sibutol LS 280 (Bitertanol + Fuberidazol) og Derosal M (Carbendazim + Maneb) anerkendt til bekæmpelse af stinkbrand i vinterhvede (STATENS PLANTEAVLSFORSØG 1994, NIELSEN & NIELSEN 1994). 70% af vinterhveden til konventionel produktion bejdses rutinemæssigt med Sibutol LS 280, i de resterende 30% af såsædspartierne anvendes Panoctine 30 (PLANTEDIREKTORATET 1994b). Sibutol LS 280 er det mest effektive middel med en effekt på nær 100%.

Det er i dag almindeligt anerkendt, at landbrugets pesticidforbrug bør nedsættes af hensyn til miljøet. I 1992 udgjorde bejdsemidlerne ca. 8% af fungicidforbruget som igen udgjorde ca. 29% af pesticidforbruget. Ialt blev således ca. 2½% af det samlede pesticidforbrug brugt på bejdsemidler (MILJØSTYRELSEN 1994). Anvendes behandlingshyppigheden som målestok for bejdsemiddelforbruget ser billedet noget anderledes ud, idet stort set al korn bejdses (PLANTEDIREKTORATET 1994b), og kornarealet udgør ca. 60% af landbrugsarealet. Bejdsemidlerne omfattes imidlertid ikke af miljøstyrelsens bekæmpelsesmiddelstatistik vedrørende behandlingshyppigheder (MILJØSTYRELSEN 1994), og er således i princippet heller ikke omfattet af Folketingets pesticidhandlingsplan om nedsættelse af behandlingshyppighederne.

Bejdsning efter behov vil kunne fjerne en stor del af bejdsemiddelforbruget, idet det som regel kun er få procent af kornet der er inficeret med frøbårne sygdomme. Det er i denne forbindelse relevant at koncentrere sig om stinkbrand, idet de øvrige frøbårne sygdomme på hvede kun sjældent forekommer i et omfang, der kan begrunde anvendelse af bejdsemidler. I certificeret sædekorn af 2.generation er der fundet stinkbrandsporer i 12% af prøverne i 1989 og i 20% af prøverne i 1992 (PLANTEDIREKTORATET 1994b). Dette skal ses i relation til, at stinkbrand netop var hyppigere forekommende i perioden 1989-93 end tidligere (NIELSEN & NIELSEN 1994). Grænseværdien for bejdsebehov overfor stinkbrand er i dag fastsat til detektionsgrænsen for Plantedirektoratets analysemetode, hvilket svarer til ca. 5-15 sporer pr. gram såsæd. At grænseværdien er fastsat til detektionsgrænsen skyldes et forsigtighedsprincip, idet den aktuelle viden om sammenhæng mellem sporeindhold i såsæden og angreb i marken er begrænset. Hvis grænsen ændres til f.eks. 100 sporer pr. gr. kerne, er det kun 2% af prøverne i 1989 og 0% i 1992, der overskrider denne grænse (PLANTEDIREKTORATET 1994b).

I økologisk jordbrug er der efter nogle enkelte alvorlige angreb i 1990 ligeledes stor opmærksomhed omkring sygdommen. Hvedens stinkbrand er den alvorligste frøbårne sygdom på hvede i økologisk jordbrug (BORGEN ET AL. 1992). I økologisk jordbrug er det ikke tilladt at anvende pesticider, herunder bejdsemidler (PLANTEDIREKTORATET 1994a). Der er derfor behov for at udvikle en strategi for økologisk såsædsproduktion, som tager højde for, at frøbårne sygdomme skal reguleres uden brug af pesticider. Denne strategi må nødvendigvis bestå af flere elementer, med speciel fokus på forebyggelse, men også med mulighed for direkte bekæmpelse i de tilfælde, hvor der er behov for det. Muligheden for direkte bekæmpelse eksisterer ikke i dag, og der er derfor et akut behov for udvikling af effektive alternative bekæmpelsesmuligheder.

Det er vist, at flere organiske forbindelser som f.eks. hvedemel (NORDIN 1982, BECKER 1992) eller mælkepulver (BECKER 1992, BECKER & WELTZIEN 1993) påført såsæden hæmmer udviklingen af stinkbrand. Bejdsning med visse planteekstrakter af kålfamilien har ligeledes vist god effekt mod stinkbrand (SPIESS & DUTSCHKE 1991, BOSH 1993, HEYDEN 1993). I tabel 1 findes en oversigt over udvalgte behandlingers bekæmpelseseffekt overfor stinkbrand, som den er beskrevet i litteraturen.



Tabel 1: Oversigt over udvalgte alternative bekæmpelsesmetoders effekt. Tallene angiver procent reduktion i forhold til kontrol. Effect of selected alternative bunt control measures. Figures are given as percentage reduction compared to an untreated control.
Metode

Method

Reduktion %

Reduction %

Referencer

Reference

Skummetmælkspulver

Skimmed milk powder

97,1

96,9

Becker & Weltzien 1993

Becker 1992

Sennepsekstrakt

Mustard extract

99,5

ca.34

31,2

Spie & Dutschke 1991. Gns. af 4 års forsøg. Heyden 1993

Bosch 1993

Peberrodsekstrakt

Horse radish extract

99,6

ca. 4

37,0

Spie & Dutschke 1991. Gns. af 4 års forsøg. Heyden 1993

Bosch 1993

Hvedemel

Wheat flour

95,8

93,2

82,4

Becker & Weltzien 1993

Becker 1992

Nordin 1982

Ajle

Liquid manure

45,2 Bosch 1993






Der er naturligvis variation i det anvendte sorts- og patogen-materiale, samt i hvordan behandlingerne er udført, men tallene giver en idé om metodernes potentiale. De store forskelle, der er opnået indenfor flere af de anvendte metoder, indikerer ligeledes problemer med metodernes reproducerbarhed.

Virkningsmekanismerne for de i litteraturen beskrevne metoder er kun undersøgt i ringe omfang, men BECKER & WELTZIEN (1993) undersøgte mælkepulvers virkning på spiring og vækst af patogenet, samt på visse antagonistiske bakterier. De fandt, at virkningen af mælkepulveret dels bygger på en direkte vækst- og spirehæmning af patogenet forårsaget af den organiske substans som vækstmedie, dels på en vækstfremmende effekt på visse bakterier Pseudomonas spp, Bacillus spp, og aerobe sporedannende bakterier, hvoraf især den sidste gruppe havde en antagonistisk effekt på vækst og spiring af patogenet. Effekten af ekstrakter af kålfamilien bygger antagelig på det naturlige indhold af fungitoxiske metabolitter bl.a. allylisothiocyanat, som DREIER & SCHLÖSSER (1990) fandt havde en stærk hæmmende virkning på spiring af Tilletia-sporer.

Ajle har historisk set haft en stor betydning i bekæmpelsen af stinkbrand, og er beskrevet allerede i 1758 (BUTTRESS & DENNIS 1947). Også i vor tid har biodynamiske forskerkredse i Tyskland arbejdet med ajlebehandlinger og fundet god effekt (SPIESS & DUTSCHKE 1991, BOSCH 1993, HEYDEN 1993), omend det ofte har været i kombination med andre behandlinger.

På denne baggrund er der på Institut for Jordbrugsvidenskab, KVL, indledt forsøg med undersøgelse af mulighederne for at bekæmpe hvedens stinkbrand alene ved hjælp af midler tilladt efter reglerne for økologisk dyrkning. Formålet med denne artikel er at præsentere forsøg med nogle alternativer til konventionelle kemiske pesticider, samt at diskutere behovsbestemt bekæmpelse af stinkbrand i vinterhvede.

Materialer og metoder

I vækstsæsonerne 1992-93 og 1993-94 er der gennemført screeningsforsøg med alternative bekæmpelsesmetoder overfor stinkbrand. Forsøgene var udlagt på Landbohøjskolens forsøgsgård, Højbakkegård.

I 1993 blev 21 behandlinger undersøgt og i 1994 blev 45 behandlinger undersøgt. Af de 45 behandlinger i 1994 præsenteres i denne artikel kun de 11 behandlinger, som er identiske med behandlingerne i 1993 (+ Sibutol LS 280, der i 1994 blev indraget som reference). I tabel 2 findes en oversigt over behandlingerne. Behandlingerne udførtes dels som en grundbehandling (vådbehandlinger på nær kontrol), dels som grundbehandling plus efterfølgende coatning (tørbehandling) med hvedemel (1993) eller med skummetmælkspulver (1993 og 1994). Kornet blev sået samme dag som behandling.

Der blev anlagt 6m² parceller i 4 gentagelser med et tilstræbt plantetal på 300 planter/m². Opgørelse blev foretaget i perioden umiddelbart efter skridning. I 1993 ved bestemmelse af samtlige aks i parcellen (ca. 2000) på nær i parceller med mere end 20% angrebne aks, hvor kun halvdelen af parcellen blev opgjort. I 1994 blev halvdelen af parcellen opgjort (ca. 1000 aks) i alle tilfælde. Den anvendte såsæd var Kosack-hvede. Forsøget blev gødet med 80 kg N og herbicidbehandlet i foråret.



Tabel 2: Oversigt over behandlinger. Med mindre andet er anført er behandlingerne identiske i 1993 og 1994. Treatments used. Unless noted here treatments are identical in 1993 and 1994.
Grundbehandling

Treatment

Beskrivelse

Description

Kontrol

Control

1993: Naturligt inficeret (1,2-1,7 mill. sporer/gr. frø)

1994: Kunstigt inficeret (5 g friske (høst 94) sporer/kg)

Vand

Water

Tilsat 70 ml vand/kg korn.
Peberrod

Horse radish

Ekstrakt af 100 g revet peberrod (Armorácia rusticana) i 300 ml vand. Trækker 1½ time og sigtes. Tilsat 70 ml ekstrakt/kg korn under omrøring.
Sennep

Mustard

Coleman's: Ekstrakt af 100 g fintmalet Coleman's sennep (skalfrie frø af gul sennep (Sinapis alba) og brun sennep (Brassica juncea) 1:1) opløstes i 1 l vand i ca. 16 timer. Kun den klare supernatant blev anvendt. Tilsat 70 ml ekstrakt/kg korn.

Gul sennep: Samme metode, men kun med gul sennep (S.alba)

Ajle

Liquid manure

ca. 1 kg korn neddyppes i 10 l ajle (blandet svine- og kvægajle) i ca. 30 minutter under lejlighedsvis omrøring. Kornet blev straks derefter lufttørret ved udbredning i tyndt lag. I 1993 benyttedes tyndtflydende ajle, og i 1994 tyktflydende.
Varmt vand

Hot water

ca. 1 kg korn neddyppes i 55C varmt vand (ca. 20 liter) i 5 minutter. Kornet blev straks afkølet i koldt vand og derefter lufttørret ved udbredning i tyndt lag. (I 1993 blev vandtemperaturen holdt konstant på 55C ved tilførsel af kogende vand under omrøring, i 1994 blev benyttet dyppekoger med termostat og omrører).
Sibutol LS 280

Sibutol LS 280

Bejdsning udført af Statens Planteavlsforsøg, Afdelingen for Plantepatologi og Jordbrugszoologi efter gældende forskrifter (1 ml/kg korn)
Coatning
Hvedemel

Wheat flour

Kornet tilsættes overskud af fuldkornshvedemel under omrøring/omrystning. Overskydende mel sigtes fra inden såning.
Mælkepulver

Milk powder

Kornet tilsættes overskud af instant skummetmælkspulver under omrøring/omrystning. Overskydende pulver sigtes fra inden såning. Den færdigbehandlede prøve bærer ca. 50-100 g. mælkepulver/kg.








Resultater



Tabel 3: Reduktionsprocent i forhold til kontrol i antallet af aks angrebet af hvedens stinkbrand. Behandlinger med forskellige bogstaver er statistisk forskellige indenfor år (p0,05) ved RYAN-test på transformerede data. Percentage reduction in tiller numbers infected with common bunt compared to control. Treatments with different letters are significantly different within years (p0.05) due to RYAN-test on transformed data.

1993

1994

Grundbehandling

Treatment

intet tilsat

no coating

mælkepulver

milk powder

hvedemel

wheat flour

intet tilsat

no coating

mælkepulver

milk powder

Kontrol*

Control

0,0 b 10,6 ** 33,2 d 0,0 a -
Vand

Water

-23,0 a 78,1 g 37,0 d -25,1 a 95,0 d
Peberrod

Horse radish

20,0 c 91,7 h 49,1 e - -
Sennep Mustard

Coleman Coleman

Gul S.alba



97,7 i

-



99,4 i

-

96,7 i

-



2,0 a

0,7 a



79,6 c

95,4 d

Ajle

Liquid manure

63,7 f 99,3 i 93,3 h 36,9 b 98,5 d
Varmt vand

Hot water

99,2 i 99,8 i 99,5 i 96,2 d 99,8 d
Sibutol LS 280

Sibutol LS 280

- - - 99,9 d -




* Angreb i kontrol var: 1993=66,2% og 1994=39,8%

** På grund af stor spredning indgår behandlingen ikke i den statistiske analyse.



Generelt er effekten af kombinationen af grundbehandling og coatning mere effektiv end både grundbehandling og coatning alene (med vand som bindemiddel). Den eneste væsentlige undtagelse er ekstrakt af Coleman's sennepspulver coated med skummetmælkspulver 1994 (79,6% reduktion), som dog er mere effektiv end grundbehandlingen alene (2,0% reduktion), men mindre effektiv end coatningen med mælkepulver alene (95,0%).

Af de to coatnings-behandlinger, der blev benyttet i 1993, var mælkepulver den mest effektive, hvorfor forsøget udelukkende videreførtes med denne form for coatning i 1994.

Varmtvandsbehandlingen er begge år den mest effektive behandling med en effekt på 96-99% reduktion. Ekstrakt af Coleman's sennep havde meget god effekt i 1993 (97,7% reduktion), men meget ringe virkning i 1994 (2%). Ekstrakt af gul sennep, som kun blev benyttet i 1994, var praktisk taget uvirksomt. Peberrodsekstrakt havde ikke særlig god virkning, og blev derfor taget ud af forsøget i 1994.

I begge år resulterede tilførsel af vand i samme mængde som det ekstrakt, der blev benyttet til grundbehandlinger (70 ml/kg) i en negativ effekt, idet angreb blev forstærket i forhold til kontrol. Denne virkning tilskriver vi en primings-effekt på patogenet, hvorved dette får et forspring i forhold til den spirende kerne.

Diskussion

Bekæmpelsesforsøg

Vores forsøg viser, at nogle behandlinger har et bekæmpelsespotentiale overfor hvedens stinkbrand, men i lighed med forsøg beskrevet i litteraturen, en noget svingende bekæmpelseseffekt. Det betyder, at metoderne ikke umiddelbart kan anbefales til praksis.

Kombinerede behandlinger har i de fleste tilfælde vist en additiv effekt, og således sikret en god effekt når både den våde behandling og coatningen var mest effektiv. I det første år var mælkepulver-coatningerne alene ikke så effektive som det andet år. Dette tilskriver vi primært, at coatningerne var mindre homogene, og at ikke alle kerner derved har været effektivt behandlet. Heller ikke andet år var alle kerner ensartet coated, og det må derfor forventes, at behandlingerne kan forbedres væsentligt ved at forbedre applikationsmetoden.

Den meget store forskel på virkningen af Coleman's sennepsekstrakt de to år er ikke umiddelbart forklarlig, da der begge år er anvendt samme behandling. Kun det første år er den effekt vi har opnået på højde med hvad SPIESS & DUTSCHKE (1991) har vist, idet de har effekt på 99,5% reduktion som gennemsnit over 4 år (se tabel 1). SPIESS & DUTSCHKE (1991) anvender sennepsekstrakt opslæmmet i vand i forholdet 1:3, hvor vi i dette forsøg har opslæmmet i 1:10, og de anvender desuden en ekstraktionstid på 24 timer, samt et anderledes udgangspunkt for ekstraktionen, idet de benytter en 1:1-blanding af gul sennep (S. alba) og agersennep (S. arvense). Både BOSH (1992) og HEYDEN (1993) bruger gul sennep (S. alba) og opnår omkring 30% reduktion (se tabel 1). I vores forsøg opnås ingen virkning af gul sennep. De forskellige forsøg indikerer, at der kan være tale om en artsforskel imellem Sinapis-arterne, samt at koncentrationen af ekstraktet har betydning. En faktor af betydning for koncentrationen kan være formalingsgraden af sennepsfrøene. Således har det sennepspulver af gul sennep vi har brugt, ikke været så fint formalet som det indkøbte Coleman's pulver. Peberrodsekstrakten er som nævnt kun afprøvet det første år. Den begrænsede effekt for dette middel kan lige som for Sinapis-ekstrakterne skyldes, at der blev anvendt et "tyndt" ekstrakt, idet SPIESS & DUTSCHKE (1991) har opnået væsentligt bedre bekæmpelseseffekt ved at anvende ren pebberrodssaft blandet i vand 1:1. HEYDEN (1993) har dog med denne metode ikke fundet væsentlig effekt (4% reduktion), hvorfor ekstraktkoncentrationen formentlig ikke udgør forklaringen alene.

Det må på denne baggrund forventes, at effektiviteten af ekstrakterne af Brassica-arterne kan forbedres ved at forbedre ekstraktionsteknikken m.h.p. at øge koncentrationen af aktivstoffer i bejdsevæsken.

Ved ajlebehandlingen og ved varmtvandsbehandlingen arbejdes der med så store væskemængder, at der har været en vis afskylningseffekt, idet stinkbrandsporerne sidder som løst pulver uden på kernerne. Dette har i sig selv haft en vis bekæmpende effekt. Der blev ikke i dette forsøg talt sporer på kornet efter behandling, ligesom der ikke er lavet afskyllet kontrol med samme væskemængde, og det er derfor ikke muligt at afgøre, hvor stor en del, der kan tilskrives afskylning, og hvor stor en del der kan tilskrives kemisk/biologisk eller termisk effekt.

Behovsbekæmpelse og såsædsstrategi i økologisk jordbrug

Som det fremgår af indledningen, vil behovsbestemt bekæmpelse eller udvælgelse af partier uden bekæmpelsesbehov være langt den vigtigste foranstaltning i udviklingen af en pesticidfri såsædsstrategi. Dette element i strategien kan umiddelbart tages i anvendelse i C2-brugsgenerationen i konventionelt jordbrug.

I økologisk jordbrug er forholdene anderledes. Certificeret økologisk såsæd fremavles i dag under økologiske dyrkningsbetingelser, d.v.s. ubejdset, i C1-generationen. Da den efterfølgende C2-brugsgeneration ligeledes dyrkes ubejdset, må infektionsniveauet i udgangsmaterialet ikke være større, end at ubejdset dyrkning i 2 år ikke medfører "unødvendig" risiko for opformering til skadelige niveauer. Da Plantedirektoratets undersøgelser viser, at 10% og 20% af prøverne i henholdsvis 1989 og 1992 ligger på angreb mellem 0-100 sporer pr. gram såsæd i certificeret såsæd af 2. generation, er det ikke realistisk at forestille sig to års ubejdset økologisk dyrkning uden angreb overhovedet. Der er derfor behov for undersøgelser, der kan belyse forholdet mellem angreb i såsæden og i marken, for derigennem at kvalificere og kvantificere en "skadetærskel" bedre. Med det nuværende smittetryk, må det derfor anses for nødvendigt, at der også i økologisk jordbrug findes en mulighed for at anvende direkte bekæmpelse som supplement til en såsædsstrategi, der baserer sig på udvælgelse af ikke inficerede partier.











Konklusioner

På baggrund af de beskrevne forsøg arbejdes der videre med udviklingen af en pesticidfri såsædsstrategi indenfor følgende områder:

- Forbedring af effekten af de afprøvede midler gennem optimering af koncentration og applikationsmetode, samt i forbindelse hermed vurdering af metodernes betydning for kernernes spiring.

- Der undersøges løbende en række andre alternative midler, som litteratur eller historiske erfaringer peger på har en effekt overfor stinkbrand.

- Afklaring af virkningsmekanismen i de forskellige behandlinger er nødvendigt for at forstå variationen de enkelte behandlinger udviser, for derigennem at blive istand til at optimere og sikre metodernes effekt yderligere.

- Varmtvandsbehandling er den metode, der er tættest på anvendelse i praksis, men hertil kræves udvikling af tidsvarende teknisk udstyr.



Sammendrag

Som led i landbrugets nedsættelse af pesticidforbruget, herunder udviklingen af økologisk jordbrug, er det nødvendigt at udvikle en pesticidfri såsædsstrategi. Formålet med denne artikel er at præsentere resultater fra forsøg med nogle alternativer til konventionelle kemiske pesticider til bekæmpelse af stinkbrand (Tilletia tritici) i vinterhvede (Triticum aestivum), samt at diskutere mulighederne for behovsbestemt bekæmpelse. Alternative bekæmpelsesmetoder er undersøgt i markforsøg i 2 år. Flere behandlinger, specielt kombinerede behandlinger, viser et lovende bekæmpelsespotentiale. Metoderne har en svingende bekæmpelseseffekt, der betyder, at de ikke umiddelbart kan anbefales til praksis. Midler som varmtvandsbehandling, og kombinationer mellem mælkepulver og sennepssekstrakt, ajle eller peberrodsekstrakt, har i indledende forsøg i de fleste tilfælde kunnet bekæmpe stinkbrand med en effekt på over 95%, hvilket dog ikke er helt på højde med anerkendte konventionelle bejdsemidler. Det forventes dog, at de alternative metoder ved udvikling af tidsvarende teknisk udstyr samt forbedring af applikationsmåde- og mængde vil kunne forbedres yderligere.













Litteratur

Becker, J. 1992: Untersuchungen zur bekämpfung des Weizensteinbrandes (Tilletia tritici (Bjerk.) Wint.) mit nährstoffreichen organischen Substanzen und Mikroorganismen. Dissertation. Institut für Pflanzenkrankheiten der Rheinischen-Friedrich-Wilhelms-Universität, Bonn. 132 pp.

Becker, J. & H.C.Weltzien 1993: Bekämpfung des Weizensteinbrandes (Tilletia caries (D.C.)Tul. & C.Tul.) mit organischen Nährstoffen. Zeitschrift für Pflanzenkrankheiten und Pflanzenschutz 100(1):49-57.

Borgen, A., C.Markussen og L.Kristensen 1992: Frøbårne svampesygdomme på byg og hvede i økologisk jordbrug - udbredelse og betydning i 1990. KVL. 131 pp.

Bosch, H.-T. 1993: Bekämpfung des Steinbrands an Weizen (Tilletia caries und Tilletia controversa) im biologisch-dynamischen Landbau. Diplomarbeit, Fachhochschule Nürtingen. 50 pp.

Buttress, F.A. & R.W.Dennis 1947: The early history of cereal seed treatment in England. Agricultural History 21:93-103.

Dreier, M. & E.Schlösser 1990: Wirkung verschiedener Stoffe auf die Entwicklung von Tilletia caries(DC) TUL. in vitro. Med. Fac. Landbouww. Rijksuniv. Gent, 55(3a):869-875

Heyden, B. 1993: Zum Pilzproblem. Mitteilungen aus der arbeit des Johanna und Carl Graf Keyserlingk-Instituts 9:5-32

Miljøstyrelsen 1994: Bekæmpelsesmiddelstatistik. Orientering fra Miljøstyrelsen nr. 1.

Nielsen, B. & G.C.Nielsen 1994: Stinkbrand og jordsmitte. 11. Danske Planteværnskonference. Statens Planteavlsforsøg rapport 7:89-103.

Nordin, K. 1982: Några forsök avseende möjligheten för vanligt stinksot Tilletia caries, att angripa vårhvete. Sverige Landbruksuniversitet, Institutionen för växtskydd. Examensarbeten. 23 pp.

Plantedirektoratet 1994a: Bekendtgørelse om økologisk jordbrugsproduktion af 27.oktober 892:1-13

Plantedirektoratet 1994b: Beretning 1993. 104 pp.

Spie, H. & J.Dutschke 1991: Bekämpfung des Weizensteinbrandes (Tilletia caries) im biologisch-dynamischen Landbau unter experimentellen und praktischen Bedingungen. Gesunde Pflanzen, 43(8):264-270.

Statens Planteavlsforsøg 1994: Plantebeskyttelsesmidler anerkendt til bekæmpelse af plantesygdomme, skadedyr og ukrudt m.m. 100 pp.