Fra Anders Borgens Publikationsliste, Internetadresse: http://agrologica.dk/pub-list.htm


Vend tilbage til:

Publikationslistens indholdsfortegnelse:

Artiklen er i en lettere beskåret udgave trykt som to artikler i Økologisk Jordbrug:

Borgen, A. 2000: Stinkbrand kan styres. Økologisk jordbrug. 226:11

Borgen, A. 2000: Stinkbrand resulterer i store tab. Økologisk jordbrug. 226:11



Stinkbrand

Kun de færreste landmænd har set stinkbrand i deres hvedemarker; og heldigvis for det! Alligevel er det et aktuelt og meget alvorligt problem. Som hovedregel mærker landmanden ikke sygdomme ved at den findes i marken, men han mærker den ved, at der ikke er økologisk såsæd nok af de ønskede sorter.

Sygdommen udvikler sig fra svampesporer på såsæden, som inficerer hvedespirerne kort efter såning. Herefter ligger svampen og hygger sig, gemt inde i hvedeplanten. Planten er lidt kortere i strået og får en lidt anden farve, men det kræver stor træning at kunne finde syge planter i marken. Først når man får fat i et sygt aks, og maser en af kernerne vil man opdage, at de indvendig er helt sorte af svampesporer. Hvis disse sporefyldte kerne (brandbytter) kommer ind i mejetærskeren knuses de, og sporerne spredes til alle de sunde kerner, som så vil blive inficeret, hvis kornet bruges til såsæd.

Heldigvis undersøger alle de økologiske såsædsfirmaer såsæden inden den sælges, og hvis der er stinkbrand-sporer i såsæden, så kasseres den. Det er derfor, at der sjældent er ret meget stinkbrand i hvedemarker, der er tilsået med certificeret såsæd.

Det største problem med stinkbrand er, at svampesporerne stinker. Det skyldes, at stoffet trimethylamin fordamper fra sporerne. Det er faktisk det samme stof, som hos visse hønseracer får æggene til at lugte af fisk, hvis de fodres med raspkager. Det er ikke specielt giftigt, men da der er meget store mængder i svampesporerne, skal der ikke meget til for at få hele høste til at lugte grimt. En enkelt plante per 10 m2 i en hvedemark er rigeligt til at få al kornet til at lugte som Esbjerg fiskerihavn. Er der én plante eller mere i hver kvadratmeter i marken vil det høstede korn få et smudsigt udseende, og kikker man nærmere efter vil man se, at hårene i den ene ende af hvedekernerne er helt sorte af svampesporer. Fodrer man med store mængder af sådant foder, er der i sjældne tilfælde risiko for sundhedskader hos husdyr. Hvis kornet lugter kraftigt, eller man tydeligt kan se at der er mange sporer, skal man nok være forsigtig med at fodre med store mængder af det korn, men der er ingen grund til at være hysterisk. Så slemt er det heller ikke.

Det største problem med sygdommen er, at den spreder sig epidemisk fra år til år. En enkelt syg plante i en mark ét år bliver næste år nemt til 100 syge planter, og året efter igen til 10.000 o.s.v. Da planterne er så svære at se i marken opdager man det ikke før det år, hvor der i marken er så mange, at al kornet bliver fyldt med sporer ved høst, og man derfor ikke kan sælge det. Denne type økonomiske øretæver har flere økologiske landmænd oplevet mens de kørte med en sort sky af svampesporer omkring mejetærskeren, og hvor de dagen før troede, at de skulle ud at høste en første klasses bagehvede. Det er pokkers ærgerligt, og i langt de fleste tilfælde kan det undgås ved at foretage en analyse af såsæden inden såning, eller at købe såsæd, som man ved er analyseret. I det tilfælde er der kun risiko for angreb af stinkbrand, hvis der tidligere har være angreb af stinkbrand i marken, og svampesporerne derfor ligger i jorden som sædskiftesygdom.

Hvor meget sygdomme opformeres fra år til år er meget forskelligt, da sygdomme er meget afhængig af vejret omkring såning. Især temperaturen og jordens fugtighed er af stor betydning, men desværre er det jo ikke noget den enkelte landmand kan styre, så mulighederne for at udnytte det i praksis er beskedne. Generelt forekommer de største angreb ved såning i september-oktober, men der kan også komme meget kraftige angreb ved såning helt hen i december.

Svampen inficerer primært gennem sår i spiren. Sår vil altid kunne forekomme når spiren vokser på gennem jorden, men muligvis vil en tromling eller blindstriling skabe flere sår, og dermed fremme infektionen. Det er aldrig undersøgt.

Det er sjældent, at der kommer alvorlige angreb fra jordsmitte, men det forekommer, og sporerne kan være levedygtig i mange år i jorden (5 år er bestemt ikke mange år i denne sammenhæng). Har man derfor haft stinkbrand i en mark, vil jeg fraråde at dyrke vinterhvede i denne mark igen, medmindre man har en fuldstændig resistent sort. Sorten Stava, er pt. den eneste sort, der kan leve op til dette krav.

For den almindelige økologiske landmand er stinkbrand således en sygdom, der kan håndteres. Køber man sin såsæd hos et såsædsfirma, eller analyserer man sit eget korn inden man sår det, vil man sjældent opleve problemer med sygdommen. Landmænd, der dyrker hvede til fremavl derimod, har langt større risiko for problemer. Findes der mere end 10 sporer pr. gram i den høstede vare, bliver kornet kasseret som såsæd. Landmanden mister sit fremavlstillæg og såsædsfirmaet mister kornet som såsæd. Omkrig en tredjedel af vinterhveden kasseres hvert år på grund af stinkbrand, og fremavl af økologisk vinterhvede er således ikke uden risiko. Dette er en af grundene til, at økologisk såsæd er dyrere end konventionelt såsæd.

Bekæmpelse

Indtil nu har kassation af såsæd med svampesporer været det eneste, de økologiske såsædsproducenter kunne stille op mod sygdommen. Det er en meget effektiv strategi, men den er dyr og ikke holdbar, da det mange år viser sig, at der kasseres så meget såsæd, at der bliver udsolgt inden alle har fået. Andre år bliver der kasseret mindre, og så er der for meget såsæd. Noget må gøres, men hvad?

Det første der kunne gøres var at fokusere mere på at forebygge sygdommen. Når man analyserer såsæden kan man ikke registrere mindre en 10 sporer pr gram. Det vil sige, at hvis der er 1 spore pr. gram vil analysen sige 0. Det betyder normalt ikke så meget, for det kan godt accepteres, at der er 10 sporer pr. gram i almindelig såsæd. Men i såsæd, der skal bruges til fremavl, vil det sandsynligvis betyde, at der næste år vil være mere end 10 sporer/gram, og dermed bliver kornet kasseret. Der er derfor behov for en bedre analysemetode, der kan sikre, at det såsæd, der bruges til fremavlsmarkerne, er helt fri for stinkbrandsporer. Stinkbrand vil så kun komme i marker, hvor der forekommer jordsmitte.

Sporerne sidder løst uden på kernerne. Hvis såsæden renses grundigt er det muligt at fjerne hovedparten af sporerne. En Sigma-renser, som flere såsædsfirmaer har indstaleret som forrensere, fjerner ofte omkring 80% af sporerne, og hvis den blev indstillet specielt til såsædsrensning ville der sikkert blive renset mere fra. En amerikansk undersøgelse viste, at over 95% af sporerne blev renset fra, når bagehvede blev renset på et mølleri før formaling. En børsterenser eller hamser, som bruges til f.eks. afskalling af spelt, renser også typisk 80-90% sporer fra ved normal indstilling. Det er oplagt at udnytte denne teknik i forbindelse med rensning af hvede til såsæd, men det gøres ikke systematisk i dag.

Når en fremavlsmark høstes, er det første der gøres, at tage en kornprøve, der analyseres for stinkbrand. Hvis der er mere end 10 sporer pr. gram korn, kasseres kornet som såsæd. Det er muligt, at kornet alligevel kunne blive til udmærket såsæd efter rensning. Under rensningen af kornet til såsæd, vil mange af sporerne også i almindelige såsædsrenserier blive renset fra sammen med ukrudtsfrø, støv og andre urenheder. Der er mig bekendt ikke lavet undersøgelser af, hvor mange sporer, der renses fra i almindelige såsædsrenserier, og der vil nok også være meget store forskelle, afhængig af hvilke rensemaskiner, der anvendes, og hvordan de er indstildet. Mit gæt vil være, at 80% af sporerne normalt vil blive renset fra i de fleste anlæg. Det vil sige, at hvis en høstprøve viser, at der er er f.eks. 40 sporer pr. gram korn, så vil der efter rensning kun være 8 sporer pr. gram, og dermed under grænseværdien. Det er kun et gæt, men det er bestemt noget, der bør arbejdes videre med. Der er ingen grund til at kassere såsæd unødigt.

Resistens 10 12 linier

En anden mulighed er at bruge resistente sorter. Som omtalt er der én sort, der fuldstændig resistent, nemlig Stava. Sorten er ikke en helt så eftertragtet bagehvede som f.eks. Terra, udbyttet ligger også i mange forsøg under Terra, og sorten er ret sen både i vækst om foråret og i modningstidspunkt. Det er derfor ikke en populær sort hos de fleste økologiske landmænd, og sorten fremavles derfor ikke længere økologisk.

At Stava ikke længere fremavles viser, at der er et problem her. Hvis der ikke er risiko for jordsmitte har landmanden ingen interesse i at vælge en resistent sort. Hvorfor skulle han det? Såsædsfirmaet sørger jo for, at såsæden er fri for sporer, og dermed for risiko for angreb, og for landmanden er det lige så godt som en resistent sort. Men det er et problem for den økologiske branche som helhed, at en så alvorlig sygdom som stinkbrand ikke bliver reguleret med den mest oplagte mulighed, nemlig resistente sorter, når muligheden faktisk er til stede. Først den dag et såsædsfirma er parat til at sælge resistente sorter til en billigere pris, vil er ske noget på dette område. Det vil nok først ske, når fremavlerne og såsædsfirmaerne er så trætte af at kassere såsæd p.g.a. stinkbrand, at de er villige til at aftale et mindre fremavlstillæg for resistente sorter, og såsæden derfor kan blive billigere end såsæden fra mere modtagelige sorter.

Der bliver lavet registreringer af sorternes resistens mod stinkbrand, og det har vist sig, at der er store forskelle i sorternes modtagelighed. Der er en hel række sorter med god resistens, men bortset fra Stava er disse blot ikke sortsgodkendt og markedsført endnu. Der er derfor grund til at håbe på, at der i de kommende 3-5 år vil komme et større udvalg af resistente sorter.

Udover de fuldstændig resistente sorter er der nogle sorter, der gennem flere år har vist sig at få væsentlig lavere angreb end de mere modtagelige sorter. Der er derfor et håb om, at opformeringen af sygdommen i disse sorter vil være mindre, og at de derfor vil have mindre risiko for at blive kasseret som såsæd.

I dag accepteres der 10 sporer pr. gram såsæd, men der er usikkert, om denne grænseværdi er den rigtige i alle tilfælde. Sandsynligvis er den rimelig i de mest modtagelige sorter, men i mindre modtagelige sorter er den sandsynligvis lavere end nødvendigt. Der bliver derfor sandsynligvis kasseret meget såsæd, som kunne have været anvendt, fordi sorten ikke er ret modtagelig.

Varmebehandling

Vådt korn kan ikke tåle ret meget varme, mens tørt korn bedre kan tåle det. Sådan er det også med svampesporer. Hvis man dypper tørt korn ned i varmt vand vil de små sporer hurtigere blive så våde, at de taget skade af varmen. Dette kan udnyttes til bekæmpelse af mange udsædsbårne sygdomme, her under stinkbrand. Dypper man tør såsæd i 1-3 minut i 55 ºC vand vil stinkbranden blive fuldstændig bekæmpet uden at der kan måles skade på spiringen. Det er dog en noget besværlig affære at styre temperaturen præcist når det er store mængde der skal behandles, og kornet skal efterfølgende tørres ned fra næsten 50% vandindhold. Ingen såsædsfirmaer har derfor endnu forsøgt sig med metoden i nyere tid. Før den kemiske bejdsning blev udbredt i det konventionelle landbrug var metoden dog udbredt, især til bekæmpelse af nøgen brand i byg.

For at reducere omkostningerne til varmtvandsbehandlingen er der lavet forsøg med varm luft. Tør varm luft har ingen effekt, da man opnår den modsatte effekt, nemlig at sporerne bliver mere tørre end kornet, og dermed mere varmetolerente, men behandling med damp ser ud til at være effektivt. Hvis der bliver investeret yderligere i udvikling af dette princip, vil det sandsynligvis kunne blive en rentabel og effektiv metode.

Bejdsning 10-12 linier + boks

Bejdsning anvendes i konventionelt jordbrug på næsten al hvede-såsæd for at bekæmpe stinkbrand. Der er ingen midler med effekt, der kan anvendes efter reglerne for økologisk jordbrug i Danmark. Det skuldes, at der ikke er opført nogen midler i bilag 2 i vejledningen om økologisk jordbrugsproduktion. I Tyskland, Holland og andre EU-lande fortolkes EU-forordningen om økologisk jordbrugsproduktion anderledes, og i disse lande er der derfor en række midler, som må og bliver anvendt. Det er nok uholdbart at den samme EU-forordning fortolkes så forskelligt på et så klart defineret område, så det kan derfor være relevant at undersøge de metoder, der anvendes i økologisk jordbrug i andre lande.

Kobber anvendes udbredt som bejdsemiddel i bl.a. Frankrig, men midlet er ikke miljøgodkendt i Danmark. Midlet er effektivt mod stinkbrand, men da midlet efter EU-forordningen kun må anvendes indtil år 2002 og generelt betragtes som uønsket i økologisk jordbrug, er det nok ikke værd at investere ressourcer på at få det indført til Danmark.

Biologisk bekæmpelse med svampe eller bakterier er også tilladt efter de økologiske regler, men ingen midler er tilladt i Danmark. Et svensk produkt 'Cedomon' er godkendt i de fleste EU-lande, men ikke Danmark. Midlet bruges især mod sygdomme i byg, men kan også være ret effektivt mod stinkbrand. Der er dog problemer med spireskader i hvede, og der er fortsat problemer med behandlingsproceduren som gør, at det ikke altid lever op til forventningerne. Det er muligt, at disse problemer bliver løst, og at der om nogle år vil være en mulighed her, som økologierne må tage stilling til, om de ønsker.

Mælkepulver kan anvendes til bekæmpelse ved at lægge en coatning over kernen. Mælken virker derved som næringsstof for mikroorganismer på frøet og i jorden, som hæmmer stinkbrandsvampen på samme måde som anden biologisk bekæmpelse. For at få en fuldstændig bekæmpelse skal der anvendes 70-80 g/kg, men en så høj dosering risikerer at skade spiringen. Ved at kombinere mælkepulver med biologisk bekæmpelse kan man nedsætte doseringen, og derved undgå spiringsskade, og man kan anvende nogle af de biologiske midler, som ellers ikke kan anvendes, fordi deres effekt er for lille når det anvendes alene.

Sennep indeholder som bekendt nogle kradse stoffer, som udover at smage skarpt også kan bekæmpe stinkbrand. I Tyskland produceres midlet Tille-kur, som primært består af sennepsmel. Midlet sælges til økologisk landbrug i mange europæiske lande, men må altså ikke bruges i Danmark. Sennepsmel anvendt i en dosis på 10 g/kg kan bekæmpe stinkbrand fuldstændig uden målelig skade på spiringen.

I Tyskland findes endnu et produkt, 'Keyserbeize' som består af klinte- og pebberrodsmel. Jeg har ikke selv afprøvet midlet, men i tyske forsøg ser det ud til at være på linie med sennep og Tille-kur i effekt.

Eddike er surt, og stinkbrandsvampen kan ikke spire i et surt miljø. Husholdningseddike kan derfor anvendes som bejdsemiddel, og i en dosis på 20 ml/kg kan stinkbrand bekæmpes uden målelig skade på spiringen. Midlet er dog forbudt både efter økologireglerne og efter miljøreglerne.

Der er flere problemer med anvendelse af bejdsemidler i økologisk jordbrug. Som omtalt er der problemet med spiringsskade på kernerne. De konventionelle pesticider er så effektive, at man kan anvende meget små doseringer. Det behøver ikke at være så præcist. Får den enkelte kerne dobbelt dosis eller halv dosis, så virker det alligevel og uden spiringsskade. For de "økologiske" midler er grænsen mellem effekt og spiringsskade meget lille, og de skal derfor doseres meget præcist. Da det konventionelle landbrug gik fra at bejdse med kviksølv til at bejdse med de moderne midler skabte det store problemer, da de krævede større og mere præcis dosering. De økologiske midler kræver endnu større og endnu mere præcis dosering, og det vil utvivlsomt skabe endnu større problemer at vænne sig til i produktionen.

Derudover er der er der et problem med reglerne, som det politiske system må tage stilling til. "Økologiske" bekæmpelsesmidler må kun anvendes i tilfælde af akut fare for afgrøden, og hvor forebyggende metoder har slået fejl. Det skal derfor vurderes, og muligheden for anvendelse af resistens og rensning er tilstrækkeligt udnyttet, og om skadetærsklerne er tilstrækkelig dokumentation for akut fare for afgrøden.



Forskning i økologisk såsæd

Anders Borgen forsvarer den 30. oktober sin ph.d.-afhandling om stinkbrand i økologisk jordbrug.

FØJO har iværksat en vidensyntese om økologisk såsæd. Yderligere forskning vil næppe blive iværksat før denne er færdig i starten af år 2002. Indtil da vil screeningen af sorternes modtagelighed for stinkbrand være den eneste forskning der gennemføres i Danmark med relevans for økologisk såsæd.