Uddrag af Anders Borgens publikationsliste



Borgen. A 2006: Hvordan kan det private forbrug vokse med 40% de næste ti år samtidig med, at miljøbelastningen mindskes? Slutdokument og ekspretindlæg fra konsensuskonference 1.-4. november 1996. Teknologirådets Rapporter 1996/7: 60-62





1. Hvordan kan det private forbrug vokse med 40% de næste ti år samtidig med, at miljøbelastningen mindskes?


Som udgangspunkt er det vigtigt at slå fast, at uanset hvilken målestok man lægger til grund for en miljøvurdering af dansk landbrug, vil ethvert seriøst svar være, at dansk land­brugs­produktion som helhed ikke er bæredygtig.

Landbruget tilføres langt flere næringsstoffer end der sælges med produkterne, og der er derfor er væsentlig foru­rening/ophobning af næringsstoffer i eller fra landbrugssy­stemet. Tilsvarende er der en udpinings af næringsstoffer andre steder, bl.a. i visse U-lande.

Landbruget tærer hårdt på begrænsede ressourcer, bl.a. Fosfor og fossil energi.

Den store animalske produktion forbruger så meget pro­tein og kulhydrat, at dansk landbrug ikke kan siges at bi­drage positivt til den globale fødevareforsyning.

Biodiversiteten er stærkt på retur i det danske agerland på grund af landbrugsmetoderne, bl.a. anvendelsen af pestici­der og sløjfningen af småbiotoper.

Forureningen fra dansk landbrug kan registreres over­alt i naturen i have, grundvand, regnvand, fødevarer i Danmark og i resten af vor verdensdel.


Enhver snak om udvidet anvendelse af denne produktions­form inden for Danmarks område vil komme i konflikt med ønsket om mere bæredygtighed. Spørgsmålet kan dog forstås på flere måder, så svaret kan nyanceres.


40% udvidelse af forbruget lyser spørgsmålet. Danskerne har næppe noget ønske om at spise 40% mere end i dag. Imidlertid er mad ikke bare mad. Hvor dyrkning af 1,5kg korn kræver godt en m2 landbrugsareal kræver 1,5kg kød omkring 5-10 m2 land­brugs­areal til foderproduktion afhængig af kødtypen. Man kan således godt have en udvidet produktion eller forbrug, hvis der samtidig sker en omlægning til vegetabilsk forbrug/pro­duktion.


Samtidig vil det også være muligt at opretholde et sammen­ligneligt produktionsomfang med væresentligt mindre miljøbe­lastning ved anvendelse af moderne renere teknologi i land­bruget, herunder hel eller delvis omlægning til økologi land­brug.


En samlet omlægning af dansk landbrug til mindre animalsk produktion til fordel for vegetabilsk produktion kombineret med omlægning til ressourcemæssig forsvarlig økologisk pro­duktion vil godt kunne øge Danmarks bidrag til den globale fødevareproduktion med 40% samtidig med, at dansk landbrugs sam­lede miljøbelastningen mindskes.




Hvordan kan producenterne tilskyndes til at fremstille varer og tjenesteydelser, som belaster miljøet mindst muligt?

Inden for landbruget har der været flere tendenser i retning af mindre miljøbelastende produktion.


Offentlig indgriben med lovgivning eller trudsler om afgifter har haft en vis effekt.


Forbrugerne/den offentlige opinion har de sidste 15 år øget opmærksomheden omkring landbrugets produktionsformer, og har bidraget til at også landmændene har fået et mere nyanceret syn på landbrugets bæredygtighed. Landmandens vilje til at forbedre miljøet er i denne forbindelse en forudsætning for, at lovgivning kan gennemføres og virke i praksis.


Den politiske forbrugers valg af økologisk produkter har været en forudsætning for denne produktionforms eksistens, og dette har haft en afgørende betydning for udviklingen og afprøv­ningen af renere teknologi i landbruget, og har haft betydelig indflydelse på opmærksomheden omkring landbrugets bæredygtig­hed og for perspektiverne for alternative produk­tionsformer.


Offentlig miljømærkning af den økologiske produktionsform har i denne forbindelse været af stor betydning.



9.A og B: Hvilken betydning og indflydelse har den politiske forbruger sam­menlignet med lovgivere, producenter og detaihan­delskæder?


Alle forbrugere bør være bevidste om, at deres valg ved køle­diske er af betydning for produktionsformen og dermed for vort miljø. Det er vor pligt som samfundsborgere og forbrugere i et demokratisk kapi­talistisk sam­fund at tage politisk stilling i alle samfundsanliggender. Og lige som vi er moralsk forpligtet til at stemme ved en folkeafstemning er vi også moralsk for­pligtet til at udnytte vor økonomiske magt som forbru­gere.


Dette skal dog ikke opfattes på den måde, at den politiske forbruger bør aflaste lovgivernes arbejde. Den politiske forbrugers magt ligger i, at man mellem folketingsvalgene ved køledisken kan protestere over politikernes manglende evne til at løse deres del af opgaven.


Selv om man har pligt til at udøve sin politiske magt, der ligger i indkøbet, så skal man samtidig være sig bevidst, at det grundliggende er en udemokratisk proces. For vor man i det demokratisk system stemmer efter hoveder, så stemmer man ved køledisken efter høveder, således at de, der har det største forbrug også har den største magt; her er penge = magt.


Som politiske forbrugere kan vi vælge gode ting, men vi kan ikke dermed forhindre andre i at vælge dårlige ting.



Som politiske forbrugere har vi indflydelse på pro­duktionen af den varerandel, som vi har råd til. Men vi har ikke indflydel­se på den måde resten af landbruget dyrkes på. Her er det de japan­ske og amerikanske forbrugere, der har indflydelse, fordi hovedparten af den danske landbrugspro­duktion eksporteres. Er det rimeligt, at det er forbrugerne i disse lande, som be­stemmer over dansk miljøpolitik? Skal landbrugsproduktionen i Danmark styres af, om man i resten af verden kan finde til­strækkelig mange menne­sker, der ikke vil betale en frivillig merpris (miljøskat) for at holde dansk grundvans rent? Det er en indlysende absurd tanke, som vi ikke kan være tjent med.


I forbindelse med landbrugsproduktionen har dette f.eks. betydet, at de danske forbrugere primært får udenlandske økologiske varer eller animalske produkter produceret på importeret foder fra lande med bedre politiske/økonomiske forhold for den økologiske produktion, mens dansk landbrug produceres med pesticider til eksportmarkedet. Selv om hjem­memarkedet er udækket kan det altså bedre betale sig at pro­ducere med pesticider til eksportmakedet. Man tvinges derfor som økologisk forbruger mellem at købe udenlandsk økologisk eller konventionelt. Vi har reelt ikke det frie valg til at påvirke dansk landbrug til økologisk produktion, sålænge der er frie eksportmuligheder for konventionelle produkter.


Et valg af f.eks. økologiske varer bør derfor ikke bruges til at pro­testere mod land­manden, men til at protestere mod de politi­kere, der tillader det konventionelle landbrug at pro­ducere at anvende de produktionsmetoder, som de gør.


En anden begrænsende faktor vi har som politiske forbrugere er vor viden. Det er umuligt at vide tilstrækkeligt til at vælge fornuftigt i alle forhold. Vi kan have specialviden om et lille udsnit af vareudbuddet, mens de 90% af vore varer må købes i blinde. Eller sagt på en anden måde, kun måske 10% af markedet kan styres af de politiske forbrugere. I forbindelse med kampagner kan en større del af forbrugerne blive oplyst om Brent Spare og Shell, men det er kun en forsvindende brøkdel af vareudbuddet der kan styres af kampagner. En nødvendig forudsætning for, at den politiske forbruger kan få afgørende indflydelse på produktionsforholdene er derfor, at der bliver miljømærkning på hoved­parten af varegrupperne.


Vi skal altså bruge vor indflydelse ved køledisken, men vi skal primært bruge den til at protestere over de manglende politiske muligheder der er for gennem lovgivningen at løse problemer­ne.


Nogle, herunder også flere politikere, ønsker at overlade miljøpolitikken til den politiske forbruger. Det må betegnes som ansvarsfors­fygtigelse, hvis en politiker med indflydelse på denne måde fralægger sig sit ansvar. Det er en uaccceptabel privatisering af miljøpolitikken.