Et økologisk videnskabssyn

Afløsningsopgave i 4-point Ph.D.-kursus





Indholdsfortegnelse

Forord 4

Begrebet videnskab 6

Videnskaben som social institution6

Den videnskabelig metode 7

Grænser for viden 8

Rekrutering og evaluering i forskningsverdenen 8

Det videnskabelige verdensbillede 9

Konklusion på begrebet videnskabelighed 10

Det økologiske projekt 11

Veje til en ny erkendelse 11

Videnskabens troværdighed 12

Reduktionisme contra holisme 12

Forskning i økologisk jordbrug 15

Emnevalg 16

Troværdighed - brugerdialog 17

Bilag 1 18

Bilag 2 21

Bilag 3 27

Bilag 4 31



0

Forord

Nærværende kursusopgave er udarbejdet på baggrund af et Ph.D.-kursus på Landbohøjskolen, som jeg har taget i tilknytning til mit Ph.D.-projekt "Regulering af hvedens stinkbrand i økologisk jordbrug". Selve mit projekt er et plantepatologisk projekt, der har fokuseret på strategier for behandlinger af kornet for at undgå sygdommen under økologiske dyrkningsbetingelser, og det har naturligt nok været koncentreret omkring markforsøg med forskellige behandlinger. Imidlertid er det min opfattelse, at man i arbejdet med økologisk jordbrug ikke kan nøjes med at lave dosis-respons kurver, og derud fra konkludere, at det, der er bedst og billigst inden for rammerne af statens økologiregler, også vil være det mest adequate at anvende. Jeg har derfor følt et behov for at analysere, om der inden for økologiforskningen var brug for særlige parametre, der skulle tages hensyn til.

Kurset har således haft det primære formål at gå i dybden med at forstå den økologiske tankegang - det økologiske paradigme. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg synes det har været svært. Kurset har primært været et selvstudie, og grænserne for kurset vil jeg definere meget bredt. Jeg har selv dyrket økologisk landbrug i 14 år, og har i den tid i perioder været stærkt involveret i flere af de økologiske organisationer, især Landsforeningen Økologisk Jordbrug. Også i forbindelse med mine forsøg med stinkbrand har jeg haft en tæt kontakt med mange af de økologisk landmænd, især de, der har været i gang i flere år. Her igennem har jeg lært meget om de økologiske landmænds forhold til natur og landbrug, uden at der har været tale om en systematisk sociologisk undersøgelse. Alligevel har det givet et meget væsentligt bidrag til min forståelse af emnet.

De økologiske landmænd er meget forskellige. Nogle har holdninger, der ligget tæt på de konventionelle landmænds. Nogle har religiøst funderede grunde til at dyrke økologisk, og det drejer sig både om kristne, biodynamiske, buddhistiske eller hinduistiske argumenter. Jeg har, for ikke at kaste mig over det hele, koncentreret mig om den retning inden for økologien, som jeg mener er den mest udbredte, og som jeg selv også opfatter som min egen. Det er dog min opfattelse, at de færreste har adopteret filosofien i sin rene form. Jeg har erfaret, at de fleste går ind i økologien ud fra delargumenter, og først ad åre erkender flere og flere sider af den økologiske filosofi. Jeg har søgt efter filosofien i sin yderste konsekvens, fordi det er nødvendigt for at få en konsistent teori at arbejde med. Det medfører den fare, at man kommer til at lægge nogle ord i munden på "økologerne" som de færreste økologer måske er bevidste om, er en nødvendig følge af deres holdninger i andre sammenhæng.

Jeg har suppleret dette med litteraturstudie, hvor jeg har forsøgt at finde skriftligt materiale, hvor jeg kunne genfinde de tanker, som jeg kender fra praksis. Og det har ikke været let! De officielle papirer fra de økologiske organisationer som LØJ, IFOAM og lignende er argumentationsteoretisk ikke gennemarbejdede og konsistente, og er ofte er udtryk for politiske/holdningsmæssige kompromisser. Og andre kilder kan man diskutere, og de er udtryk for enkeltpersoners holdninger, eller om de virkelig er talerør for en økologisk bevægelse. De originalkilder, som jeg selv bedst synes beskriver de holdninger, som jeg har erfaret i den økologiske bevægelse har jeg fundet i Lao-Tzu: Tao-Te-Ching (og sekundær litteratur om denne i f.eks. Fung-Yu-Lan: Short history of chinease philosopy, Fung-Yu-Lan: History of chinease philosopy I-II, David Favrholt: Kinesisk Filosofi, J.C.Cooper: Taoism, the way og the mystic, H.G.Creel: Chinese thought, from Confucius to Mao-Tse-Tung, Yong Chong Kim: Oriental thoughts og H.G.Creel: What is Taoism?). Jeg mener her at have fundet et konsistent tankesæt, som jeg kan genfinde i økologernes forhold til naturen. Taoismen er dog meget langt fra moderne menneskers hverdag, og jeg vil ikke kalde økologerne for taoister, selv om der er mange fælles træk. I Edward Goldsmith: The Way - an ecological world view (1992) har jeg fundet det bedste bud på at forene grundtankerne i taoismen med en moderne økologisk virkelighed.

Efter at folk med stenalderteknologi har ødelagt de skånsomme økosystemer i det sydlige Afrika, Nordamerika og Australien, og her har skabt Kalahari-ørkenen, den amerikanske prærie og den Central-Australske ørken, har folkene her udviklet kulturer, hvor skånsomhed overfor naturen har en central plads, og de har på dette grundlag været i stand til at leve videre som en del af naturen i årtusinder uden yderligere at degradere den. Økologernes forhold til naturen har mange fælles træk med flere disse naturfolks. Det tror jeg ikke er nogen tilfældighed. Efter at vi må erkende, at fundamentet for vor kulturs eksistens er ved at smuldre, fordi naturgrundlaget er opslidt, vil det være nødvendigt at tilpasse sig til de ændrede forhold. Jeg tror, at økologernes naturopfattelse er et udtryk for en erkendelse af de ændrede miljøvilkår, som er vor fælles fremtid. Argumenter for en sådan sammenhæng har jeg især fundet i Marvin Harris: Canibals and Kings - The origin of cultures og Jeremy Rifkin: Entropy - a new world view. Jeg tror på denne baggrund, at økologernes naturopfattelse er spiren til vort samfunds fremtidige kulturgrundlag, og det gør jo arbejdet så meget desto mere spændende.

Pernille Kaltoft beskriver i sin Ph.D.-afhandling Naturetik som Praksisbegreb (1997) 4 paradigmer inden for den økologiske bevægelse. Disse er beskrevet i fugleperspektiv, altså set udefra og dokumenteret ud fra kvalitative interview med økologiske landmænd. Denne kursusopgave kan ses som et forsøg på at beskrive et af paradigmerne, nemlig det økologiske - Jord-Frugtbarheds-paradigmet set "indefra". Altså et forsøg på at udlede de konsekvenser paradigmet har på forskningsområdet, og formen er nærmest at betegne som en manifestform.

Afløsningsopgaven består af en hoveddel, der sammenfatter emnet. Herudover har jeg skrevet 4 artikler, som hver beskriver delelementer. Da artiklerne ikke er endelig udkommet, er det ikke sikkert, at de vil blive trykt i præcis den form, som de foreligger i på nuværende tidspunkt. Det fremgår, til hvilke tidsskrifter de er sendt til, eller påtænkes sendt til. Jeg har i denne afløsningsopgave valgt at skrive om den del af økofilosofien, der handler om forholdet til videnskaben, selv om kurset som helhed også har omfattet mange andre emner. Jeg har taget denne frihed, fordi det er aftalt at evaluere kurset i både afløsningsopgave og ved mundtlig eksamen. Andre dele af kurset kan derfor eksamineres ved denne lejlighed.



KVL, August 1998

Anders Borgen



1

Begrebet videnskab

Videnskaben som social institution

Ifølge gældende lovgivning på en række områder kræves der videnskabelig dokumentation for, at der er tale om miljøbelastning, før man fra samfundets side kan gribe ind med restriktioner. Det gælder f.eks. på pesticidområdet, hvor man i Danmark har store juridiske problemer med at forbyde anvendelsen af pesticider, der er fundet i grundvandet, fordi der ikke er tilstrækkelig videnskabelig dokumentation for, at det er den almindelige forskriftsmæssige anvendelse af pesticiderne, der er skyld i grundvandsforureningen. Dette er altså et eksempel på, at videnskaben har en formaliseret rolle i administrationen af samfundet. Videnskaben har dog også en mere uformel rolle i samfundet, idet forskere i høj grad har overtaget kirkens rolle som de, der definerer hvad der sand og falsk, og dermed også til en vis grad hvad der godt og ondt. Man ser dette bl.a. i medierne, hvor der indhentes ekspertudsagn om dette og hint, og hvor 'ekspert' efterhånden er blevet synonym med personer med forskningsmæssig baggrund.

Videnskaben har således fået en rolle i samfundet som en social institution med betydelige administrative beføjelser og indflydelse på opinionsdannelsen.

Den videnskabelige tradition blev startet af personer som Descartes og Galilæi, der søgte sandheden med videnskabelige metoder i opposition til samfundet accepterede sandhedskriterie, som på den tid var kirkens. Videnskaben har længe haft megen succes med at opnå ny erkendelse med stor praktisk betydning, og samfundsmæssigt har det på den baggrund været velbegrundet, at paradigmet for sandhed er skiftet fra bibelfortolkning til videnskabelig dokumentation.

Vi ved ikke alt. Ingen vil benægte det. Hidtil har vor manglende viden kunne begrundes i, at videnskaben endnu var så ung, at ikke alt var undersøgt, og den manglende videnskabelige viden skyldes derfor ikke videnskabens utilstrækkelighed, som kunne medføre mistillid til videnskaben og dermed føre til begrænsninger i videnskabens magtbeføjelser som social institution, men tilskrives snarere, at forskningen ikke har fået tilstrækkeligt med ressourcer og medfører derfor reelt en styrkelse af forskningen i de tilfælde, hvor videnskaben har svigtet sin rolle som leverandør af ekspertviden.

En del af ballasten i det økologiske jordbrug er en tro på, at de konventionelle jordbrugsmetoder medfører en ikke erkendt miljøbelastning, og dermed også en kritik af, at forskningen ikke har påvist denne miljøbelastning. En del af forklaringen på videnskabens begrænsninger har været, at forskningen er reduktionistisk i modsætning til det økologiske jordbrugs holistiske verdensbillede.

På denne baggrund er det værd at undersøge, om det økologisk jordbrugs kritik af videnskaben er konsistent, og om dette bør få indflydelse på videnskabens sociale rolle og specielt på den konkrete forskning i økologisk jordbrug.



Den videnskabelig metode

Fra Descartes spekulative udgangspunkt og Galilæis eksperimentelle forsøg har videnskabelighed udviklet sig til et kriterie om, at sandhed er det, det kan udledes af et eksperiment. Dette er i dette århundrede blevet suppleret med Bohrs påstand om at verden til dels er stokastisk funderet, hvilket gav grundlag for, at sandsynlighedsregningen fik plads i videnskabsbegrebet. I dag er kræves der derfor til videnskabelig dokumentation, at observationer indhentes og behandles statistisk, og viser, at en gentagelse under samme betingelser med en given sandsynlighed (f.eks. 95%) vil give samme resultat. Man kunne kalde dette "den empirisk statistiske metode", som er paradigme for de gængse landbrugsvidenskabelige discipliner. Til traditionen omkring det videnskabelige arbejde gælder også visse citationsregler og sprogbrug, som altsammen er med til at definere det gældende paradigme for videnskabelighed og dermed det officielle sandhedskriterie i vort samfund.

Den empirisk statistiske metode har som udgangspunkt, at sandhed er objektiv erkendelig. Resultatet af videnskabeligt arbejde er principielt uafhængig af hvem, der udfører forskningen. For at understrege dette i den videnskabelige sprogbrug er det ikke velset, og i nogle tidsskrifter og studenterarbejder direkte forbudt at benytte 'jeg'-formen selv i de tilfælde, hvor det grammatisk ville være det mest korrekte.

Er så videnskabelig erkendelse objektiv? For at være objektiv må det kræves, at verden ontologisk set er entydig. At 'noget' enten eksisterer eller ikke eksisterer. "Tertium non datur", som Aristoteles kunne have udtrykt det. Om dette kan bevises eller ej ved jeg ikke, men for mig er det et udgangspunkt, som jeg ikke vil betvivle. Dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at videnskabelig erkendelse er objektiv i den betydning, at forskeren som person ikke har indflydelse på forskningsproduktet.

For det første er valget af forskningsemne selvklart af betydning for forskningsresultatet. Dette strider ikke teoretisk mod erkendelsens objektivitet, men viser dog, at i en situation, hvor forskeren har sociale magtbeføjelser, er det af betydning, hvem personen er.

Forskning består ofte af design, observationer og konklusion. Selv om observationerne principielt er objektive i forhold til forskeren som person, og kun er afhængig af forsøgsdesignet, så er konklusionen principielt ikke objektiv. En konklusion er ikke et resultat af forsøg eller observationer, men af forskerens vurdering af resultaterne primært i form af generaliseringsværdi. Her kan der ikke herske tvivl om, at forskeren som person har indflydelse.

Når forskerens egen vurdering har indflydelse på forksningskonklusionen, vil konklusionen være præget af forskerens ideologi og verdensbillede. Man kan aldrig i hermeneutisk forstand udelade fordomme fra vurderinger. Dette vil uundgåeligt præge det videnskabelige arbejde og verdensbillede, også når forskningsemnet er miljøvurderinger af pesticider eller af økologisk jordbrug.

Dette strider heller ikke mod princippet om erkendelsens objektivitet, men har meget stor politisk og social betydning. Når en forsker udtaler sig som ekspert og som sådan udfylder sin juridiske og sociale rolle som meningsdanner, udtaler han sig på baggrund af forskningens konklusioner, enten fra egne forsøg eller på baggrund af konklusioner af andres arbejder. Denne del af forskeren arbejde er ikke objektiv. Her udtaler han sig på baggrund af sine egne vurderinger.





Grænser for viden

Ikke alt er videnskabeligt beskrevet. Faktisk kun en forsvindende lille del af virkeligheden. Hvis pesticidområdet igen skal bruges som eksempel, er pesticider effekt kun undersøgt på få processer i nogle få arter, og kun få kemiske og fysiske egenskaber er undersøgt, når der sammenlignes med, hvad der kunne undersøges. Den videnskabelige dokumentation for pesticiders miljøpåvirkning funderes således på generaliseringer ud fra relativt få forsøg. Og sådan må det nødvendigvis være i betragtning af naturens mangfoldighed. Forskerens vurderinger af forsøgenes generaliseringsværdi er således fundamentet for selve pesticidlovgivningen. Og dette fundament er subjektivt.

Den empirisk statistiske metode kan med en test med en given præcision afgøre om en hypotese er sand. Eksempelvis om et pesticid er miljøfarligt p.g.a. udvaskningsrisiko. Alternativt er pesticidet enten miljøvenligt eller forsøgsdesignet var utilstrækkeligt til at påvise miljøfarligheden. Et problem er det i denne forbindelse, at man ikke kan afgøre, om forsøgsdesignet var utilstrækkeligt eller om nulhypotesen var sand. Det gælder som et fundamentalt vilkår for videnskaben, at man aldrig kan bevise en nulhypotese. Man kan bevise et pesticids miljøfarlighed, men aldrig dets ufarlighed.

Det er overladt til forskerens subjektive vurdering, hvorvidt nulhypotesen er sand i de tilfælde, hvor det ikke er videnskabeligt dokumenteret, at en er falsk.

Rekrutering og evaluering i forskningsverdenen

Selv om videnskabeligheden af både forskere og andre opfattes som objektiv, og dette understøttes af den videnskabelige subkultur i f.eks. skriftsproget, så bygger hele det videnskabelige projekt på subjektive vurderinger af observationernes, og dermed de videnskabelige resultaters generaliseringsværdi. Selve det videnskabelige arbejde ville være værdiløst, hvis der ikke drages generaliseringer af resultaterne. Alligevel evalueres videnskabeligt arbejde på baggrund af et objektivitetskriterie, som således er en illusion.

Alt videnskabeligt arbejde kan således kritiseres for, enten at være værdiløst eller ud fra objektivitetskriteriet for at være under indflydelse af subjektet.

Forskningsverdenen er bygget meget hirakisk op, og rekrutteringen til indflydelsesrige positioner foregår i vid udstrækning ved selvsupplering. Avansementmuligheder bygger derfor på anerkendelse fra overordnede. Lige fra studietiden evalueres ud fra et princip om, at fagligt arbejde er objektivt, og at der derfor findes en facitliste, som definerer rigtigt og forkert. Senere, hvor facitlister bliver umulige at lave, træder eksaminatorer og censorer i stedet for facitlisterne, som de, der definerer rigtigt fra forkert.

Anerkendelse af egentligt videnskabeligt arbejde bygger i hvert fald officielt på objektivitetskriteriet, altså jo mere objektiv, jo bedre. Imidlertid vil selve anerkendelsen bygge på en vurdering, som umuligt kan være objektiv, men i høj grad subjektiv, og dermed menneskelig. Og et af de menneskelige vilkår er, at man har lettere ved at se fejl hos dem man er uenig med, end dem man er enige med. Da subjektet er en uundgåelig del af det videnskabelige arbejde, er det svært at forestille sig andet, end at det vil være sværere at opnå anerkendelse, hvis man er uenig med de overordnede, end hvis man er enig.

Vilkåret for den hirakiske opbygning af forskningsverdenen er altså, at der foregår en udvælgelse i avancementet, hvor en gruppe personer på videnskabens magtpositioner selv vurderer, hvem der skal avancere. Dette sker ved ansættelser, tildeling af videnskabelige grader og ved publiceringer i censurerede tidsskrifter.



Det videnskabelige verdensbillede

Videnskabelige beskrivelser af verden fremstår ofte som et forholdsvist entydigt billede. Det vil dog være umuligt at afgøre, i hvilken grad dette skyldes, at det videnskabelige verdensbilleder er korrekt, eller i hvilken grad det skyldes, at rekrutteringen og evalueringen i forskningsverdenen selekterer efter en bestemt fremstilling. Et faktum er det i hvert fald, at det videnskabelige billede af verden ikke altid er korrekt.

Hvis pesticiders udvaskningsrisiko igen skal tjene som eksempel, var det længe en del af det videnskabelige verdensbillede, at pesticider ikke truede vort grundvand. Set i bakspejlet er det i dag svært at forklare hvilke objektive videnskabelige kriterier, der lå til grund for en vurdering af, at en række pesticider ikke skulle kunne udvaske i en grad, så de gældende grænseværdier ville blive overskredet. Meget tyder på, at begrundelsen skal søges i, det var den gældende opfattelse, at pesticidudvaskning ikke var et problem, fordi det var den gældende opfattelse. Når nogen påstod noget andet, blev det afvist som et uvidenskabeligt postulat, fordi det stred mod den gældende videnskabelige opfattelse. Og hvem ønsker et sådant prædikat hæftet på sig i en verden, hvor videnskabelighed er succeskriteriet? At det modsatte synspunkt var ligeså uvidenskabeligt, turde ingen dengang sige, for der var videnskabelig enighed om at verden så sådan ud.

Det må altså konkluderes, at det videnskabelige verdensbillede ikke bygger på videnskabelig dokumentation alene, men i høj grad på subjektive vurderinger, primært vurderinger fra forskningsverdenens nøgleposter.

Der er skabt et verdensbillede omkring videnskaben, som strækker sig langt ud over, hvad der er videnskabeligt dokumenteret. Videnskaben har på denne måde tiltaget sig en mening om ting, som videnskaben så at sige ikke har forstand på, idet det ikke er videnskabeligt dokumenteret. Denne mening er dannet ud fra forskeres subjektive vurdering, styret af dels egne fordomme, dels af det videnskabelige verdensbillede selv. Nøglepersoner i forskningsverdenen har betydelige restriktionsmuligheder overfor forskere og andre, der betvivler det videnskabelige verdensbilledes objektive fundering, eller for dens sags skyld det sandhedsværdi.

Da kritiske evalueringer af videnskabeligt arbejde vil være mere negativ i tilfælde, hvor der konkluderes mod verdensbilledet end med det, er den videnskabelige konstruktion konserverende på sit eget verdensbillede.



Konklusion på begrebet videnskabelighed

Videnskaben besidder betydelige magtbeføjelser i samfundet, som strækker sig fra både direkte indflydelse på administrationen af lovgivningen til en udbredt meningsdannende indflydelse på befolkningens opfattelse af verden. Videnskaben har fået tildelt disse beføjelser på baggrund af en opfattelse af, at videnskaben er objektiv, og at det derfor principielt er uafhængig af forskeren person.

Videnskabens magtudfoldelse bygger dog primært på subjektive vurderinger, som igen i stor udstrækning bygger på en konsensusopfattelse blandt en forskerelite. Kun videnskaben selv kan afgøre, i hvilken grad de videnskabelige opfattelser er objektivt dokumenteret.

Opinionsdannelsen og administrationen af lovgivningen er således til dels styret af en til dels selvsupplerende personkreds, der står udenfor demokratisk kontrol.















2

Det økologiske projekt

Den økologiske bevægelse, det vil sige både forbrugere og producenter af økologiske varer har i en vis udstrækning trodset det videnskabelige verdensbillede og taget sandhedsbegrebet i egen hånd. Uden videnskabelig dokumentation eller i hvert fald uden anerkendt videnskabelig dokumentation, har den økologiske bevægelse påstået, at de bedre end de officielle eksperter vidste besked om perspektiverne for landbrugets miljøbelastning og fødevarernes kvalitet. Bevægelsen har selv defineret et alternativ, og på egen krop og pengepung vist, at de tror på sagen. Der er således ikke tale om en halvhjertet subtil idé, men der er tale om oprigtigt bud på baggrund af en inderlig overbevisning. En i og for sig imponerende selvsikkerhed på denne måde at udfordre den samlede stab af officielle eksperter og rådgivere, lige fra videnskabens top til rådgivere på konsulent- og naboniveau.

Veje til en ny erkendelse

Når de økologiske landmænd og forbrugere kunne gå mod strømmen og påstå, at de kendte sandheden bedre end videnskaben gjorde, kunne det kun lade sig gøre, fordi de var overbeviste om, at de havde ret. For dem var det sandhed, at pesticider var dårlige for jorden og for mennesker. Denne erkendelse kom ikke fra videnskaben, ikke fra nogen eksperimenter eller statistiske beregninger. Det vidste de bare. Erkendelsen kan siges at være intuitiv opnået. Selv om intuition hos mange forskere siges at have stor indflydelse, så skal det forstås på idéplanet, ikke som sandhedskriterium. Men for økologerne var intuitionen nok som sandhedskriterium. Der krævedes ikke videnskabelig dokumentation, og selv i tilfælde, hvor det direkte stred mod den videnskabelige opfattelse, var intuitionen et stærkere sandhedskriterie for dem.

Men hvor kommer intuitionen fra, og er den pålidelig?

Vore sanser registrerer meget mere, end vor bevisthed kan rumme. Men dette er ikke ensbetydende med, at det ikke registreres og er med til at forme vor underbevisthed. I underbevistheden ligger der således oplysninger om verdens indretning, som vi i bevistheden ikke er klar over. Da videnskabeligheden i den officielle snævre betydning kun rummer en del af bevistheden, kan underbevistheden således godt siges at vide mere end videnskaben i hvert fald på nogle områder.

Intuitionen kan siges at være et budskab fra underbevistheden til bevistheden om verdens indretning. At økologerne valgte at tro på denne frem for på den videnskabelige dokumentation skyldes til dels, at flere havde den samme intuition, og de kunne så støtte hinanden i deres overbevisning, og medspillerne i den økologiske bevægelse har haft større troværdighed end videnskaben.

Intuituitionen om, hvad der er rigtigt eller forkert kan endvidere være arveligt påvirket. Vi er trods alt dyr, og ligesom andre dyr har vi medfødte evner til at vurdere. Noget af vort problem er muligvis, at vi i den videnskabelige objektivitets navn indretter os på en måde, som vi inderst inde godt ved ikke er bæredygtigt, men vi gør det, fordi vi ikke eksplecit kan argumentere for det modsatte, og derfor bliver opfattet som irrationelle, hvis vi ændrer kurs.

Videnskabens troværdighed

Videnskabens problem i forhold til økologisk jordbrug har bl.a. været, at troværdigheden ikke var tilstede, fordi der ikke har været en reel dialog. Videnskaben har i egen selvtilstrækkeligehed ikke ville høre på uvidenskabelige kritikere, og har ikke villet opfatte de økologiske påstande som videnskabelige hypotser, der burde testes. På den måde har videnskabens institutioner nægtet økologerne adgang til videnskabelighed, og økologerne har derfor kun haft valget mellem opgivelse eller tro på sig selv.

Selv om økologerne ikke kan siges at have anfægtet videnskabens sociale rolle som institution betragtet, må man vel sige, at økologerne hidtil har haft en rimelig succes i sandhedskrigen med den traditionelle videnskab, idet en række af økologernes påstande om landbrugets miljøforhold i dag er blevet videnskabeligt dokumenteret, og det økologiske jordbrug får stadig større opbakning i befolkningen.

Reduktionisme contra holisme

Et af den økologiske bevægelses kritikpunkter overfor den traditionelle videnskab er, at videnskaben er reduktionistisk i modsætning til økologiens holistiske verdenssyn.

Videnskaben er reduktionistisk i den forstand, at videnskaben består af enkeltstående forskningsprojekter, som hver beskæftiger sig med forskningsemner. Hvert forskningsprojekts konklusion indgår så i et samlet videnskabeligt verdensbillede. Men verdensbilledet som sådan kan ikke være genstand for forskning i traditionel naturvidenskabelig forstand. Man kan ikke efter de gældende kriterier undersøge alt på en gang. Dette er gældende for både klassiske studier af detaljer (mikroniveauet), som må reducere verden til de parametre, der studeres, og i systemforskningen (makroniveau), som må reducere detaljerne væk for at forstå sammenhængene. Det er således et uundgåeligt vilkår for en analytisk forskning, at verdensbilledet stykkes sammen af delstudier af virkeligheden, og dermed reduktionistisk i sin arbejdsform.

I modsætning til denne reduktionisme står det økologiske verdensbillede, som ikke er fremkommet ud fra detajlstudier af verden, men som omtalt har sin basis i den menneskelige intuition. Den økologiske argumentationsform har således taget udgangspunkt i en allerede eksisterende konklusion, hvor ud fra forklaringsmodeller er udviklet, som er testet på virkeligheden. Økologien har således været deduktiv i sin systembygning. Den videnskabelige argumentation har derimod været induktiv i den forstand, at udgangspunktet er taget i empiriske observationer, som hver for sig har bidraget til konklusionen.

Den økologiske holisme består ikke i, at der anvendes andre forskningsmetoder i erkendelse, men i, at forskning ikke repræsenterer den eneste vej til erkendelse. Det er personens samlede indtryk, der danner helhedsbilledet af verden, og den økologiske bevægelses samlede sum af personer, der definerer det økologiske verdensbillede. Personernes holdninger, den personlige stillingstagen er en accepteret, ja nødvendig forudsætning for et økologisk verdensbillede, hvilket strider diamentralt mod den videnskabelige objektivitet. Dette konkretiseres i udformningen af avlsregler, der besluttes demokratisk af både landmænd og forbrugere, i modsætning til miljø- og landbrugslovgivningen, i det øvrige samfund, der i vid udstrækning styres af eksperter i den forstand, at der i mange tilfælde kræves videnskabelig dokumentation nødvendigheden af ændringer. Avlsregler er, til dels tvunget af nødvendigheden, blevet til gennem en "folkelig" debat i foreningerne, hvor det styrende har været den subjektive vurdering snarere end tillid til eksperters vurdering.

Den almindelige definition på holisme er en opfattelse af, at helheder består af mere end blot summen af delene. Den måde dele sættes sammen på, er en del af helheden på lige fod med selve delene. Man får således ikke det fulde billede af f.eks. biologiske objekter eller processer ved blot at studere de molekyler, som de er sammensat af. I naturvidenskaben har der været en generel tendens til at gå stadig dybere ned i systemet, så biologi forklares ved genetik; genetik forklares ved molekylærbiologi, som igen forklares ved kemi, og igen forklares ved atomfysik etc. Denne tendens er et udtryk for den analytiske naturvidenskabs reduktionisme.

Der findes dog også i videnskaben en modsatrettet tendens, nemlig at gå stadig højere op i systemet. Således forklarer man i socialvidenskaben ofte personlige handlingsmønstre ud fra sociale strukturer. Dette finder også anvendelse inden for naturvidenskaben i f.eks. systemanalysen, som er blevet anbefalet i forbindelse med forskning i bæredygtigt/økologisk jordbrug (se f.eks. Kristensen og Sørensen 1988; Sriskandarajah et al 1991).

For mig er det dog stadig et åbent spørgsmål, hvorvidt systemforskning er mindre reduktionistisk end analytisk forskning. For at forklare dette vil jeg udvide definitionen af reduktionisme ved at tage udgangspunkt i ordets oprindelse: Reduktionisme i betydningen "at noget er blevet reduceret bort". Dette "noget" kan betegnes som forskningens eksternalitet, et udtryk, som er almindelig anvendt i de økonomiske videnskaber. I denne betydning er reduktionisme altså en betegnelse for videnskab, hvor præmisserne (forskningsobjektet, data) byder på flere informationer, end der beskrives i konklusionen, eller at konklusionen ikke har dækning i præmisserne. Reduktionismen er således ikke længere en videnskabsteoretisk retning som kan forsvares, men en logisk/argumentationsteoretisk fejlslutning.

Man har lavet stribevis at forsøg, hvor man sammenligner pris, dosering og effekt af forskellige pesticider, og det har været kutyme, at man ikke skulle inddrage de miljømæssige eksternaliteter i disse beregninger. For mig er det usagligt ikke at inddrage de miljømæssige eksternaliteter, og hvis man ikke gør det, så dog i det mindste tage forbehold for det i konklusionen. Men det gør man bare ikke, eller har i hvert fald ikke gjort det før nu.

Og hvorfor har man ikke gjort det? Dels fordi de enkelte forskere ikke har troet, at det havde væsentlig indflydelse på resultatet. Og hvis de gjorde, så troede redaktørerene på de videnskabelige tidsskrifter det ikke, og man bliver som hovedregel frasorteret, hvis man i en artikel viser, at man har en anden holdning end dem.

Tilliden til videnskabelige resultater bygger således ikke på objektive sandhedskriterier, men på en tro på, at forskerne har medtaget alle relevante kriterier. Videnskabelighed er defineret ved, at der er medtaget de kriterier, der er nødvendige for at få resultatet til at passe ind i det videnskabelige verdensbillede.

Forskellen på økologerne og den konventionelle videnskab er, at de har et andet verdensbillede. Det økologiske er ikke videnskabeligt funderet, men det er det "videnskabelige" jo heller ikke. Økologerne tror mere på deres eget verdensbillede, end de tror på videnskaben. Når videnskaben godkender et pesticid, så er det for økologerne blot et udtryk for, at der ikke er medtaget de relevante parametre.

God økologisk forskning forudsætter noget andet end konventionel forskning, og medtager dermed nogle andre parametre. Dette er som hovedregel langt vigtigere end præcisionen i opgørelse af et forsøg.

Forsigtighedsprincippet

I omgangen med naturfremmede stoffer har miljøbevægelsen, herunder det økologiske jordbrug, altid krævet forsigtigshedsprincippet anvendt. Forsigtighedsprincippet kan ses som et udtryk for, at man bryder med kravet om videnskabelighed i den offentlige administration ved at sige, at vi tror det her er farligt, men vi kan ikke dokumentere det. Forsigtighedsprincippet bygger således på det samme fundament, som økologisk jordbrug. Forsigtighedsprincippet kan således ses som et holistisk bidrag til den reduktionistiske offentlige administration. Tro, intuitiuon og fornemmelser erstatter i forsigtighedsprincippet den videnskabelige dokumentation af miljøskadelighed.

















3

Forskning i økologisk jordbrug

Jeg har i beskrivelsen af videnskabsbegrebet været meget kritisk, lige som økologerne har været meget kritiske i deres syn på i hvert fald nogle af videnskabens resultater. Betyder det så, at vi kan - eller skal - undvære videnskaben?

Det økologiske projekt går ud på at sikre, at biosfæren kan fungere optimalt som en selvregulerende enhed. Videnskabens overordnede rolle i dette projekt må følgelig være at bidrage til at muliggøre, at menneskene kan leve i denne enhed, uden at ødelægge dens kypernetiske egenskaber. Nutidige og tidligere samfund med stenalderteknologi har vist, at med den rette kulturelle indstilling er det muligt at leve i en sådan sameksistens gennem meget lange perioder. Selvom alt tyder på, at både lykkefølelse, sundhed, ernæringskvalitet og andre livskvalitetsparametre viser, at disse kulturer er "bedre" end vor, er der ikke den store opbakning til at gå tilbage til stenalderen. Det ville nok også kræve en drastisk begrænsning i befolkningstallet, hvilket også vil være det største filosofiske og praktiske problem i alle andre bæredygtige løsninger: Hvordan kan befolkningstallet bringes ned på et miljømæssigt forsvarligt niveau? Da den overordnede strategi er at udvikle en positiv kultur, der kan medvirke til at begrænse menneskenes miljøpåvirkning, er det nok ikke hensigtsmæssigt at starte med en militær løsning. En langt bedre løsning må være at begrænse fødselstallet. Forskning i at gøre fødselsprævention attraktiv må således have en meget høj prioritet i enhver økologisk forskningsstrategi. Imidlertid vil der også være behov for viden om, hvordan de tilbageblevne mennesker kan leve i bedre harmoni med naturgrundlaget. I denne forbindelse er det min vurdering, at der er større behov for holdningsændringer end egentlig for ny viden.

Økologisk jordbrug er et af de vækstområder, hvor den økologisk verdensanskuelse udvikles. Uanset om økologisk jordbrug i sin nuværende form rent faktisk er bæredygtigt med hensyn til energiforbrug, svovlbalance og andet, så vil øget opbakning om økologisk jordbrug medføre en øget forståelse for den økologiske verdensanskuelse, hvilket er en forudsætning for, at verden på sigt kan gøres bæredygtig. Forskning i udvikling af traktordrevne markredskaber til økologisk jordbrug kan således godt forsvares, også selv om den dieseldrevne traktor på sigt må afskaffes igen, fordi den ikke er forenelig med de overordnede krav til bæredygtighed på energiområdet. Forskningen kan forsvares, hvis den giver økologisk jordbrug vind i sejlene, og dermed øger fokuseringen på forskellige driftformers bæredygtighed.

Forskning i fremme af økologisk jordbrug kan dermed være fremmende for udvikling af en økologisk verdensanskuelse, som igen er en forudsætning for at menneskene på sigt kan leve i pagt med naturen til gensidig fordel.





Emnevalg

Forskning i økologisk jordbrug kan opdeles i deskriptiv og i konstruktiv forskning.

Ved den deskriptive forskning forstås i denne sammenhæng forskning, der søger at beskrive økologisk jordbrug. Det kan dreje sig om forskning, der søger at beskrive eller definere det eksisterende økologiske jordbrug; forskning, der søger at finde eller beskrive problemområder i det økologiske system af f.eks. driftteknisk art eller argumentatorisk konsistens f.eks. afklare, i hvilken grad det økologiske jordbrug lever op til sin målsætning m.h.t. miljøforholdene eller forskning, der søger at undersøge udviklingspotentialerne for den økologisk driftform f.eks. politiske studier eller undersøgelser af afsætningsmuligheder.

Den deskriptive økologiske forskning henvender sig primært til andre forskere med henblik på af definere indsatsområder for den konstruktive forskning og til aktører med indflydelse på den landbrugsmæssige udvikling, der skal have forbedret beslutningsgrundlaget, herunder også almindelige mennesker, der som forbrugere skal beslutte sig for den ene eller anden varekvalitet. Deskriptiv økologisk forskning har ofte indeholdt sammenlignende studier mellem økologiske og konventionelle varer eller driftformer.

Den konstruktive økologiske forskning tager udgangspunkt i at udvikle den økologiske produktionsform. Det kan dreje sig om forskning, der direkte søger at løse flaskehalsproblemer udfra de gældende vilkår af f.eks. driftteknisk eller afsætingsmæssig art, eller forskning, der søger at udvikle produktionsmåden udfra det økologisk jordbrugs målsætning.

Emner må vælges inden for en af de 5 nævnte felter, og valget må tage udgangspunkt i dels hvad formålet er, dels hvem, der skal udføre forskningen. Ved forskning i økologisk jordbrug må der tages udgangspunkt i, at målgruppe og forskningsfelt er et andet, for ikke at begå den samme fejltagelse, som har ført til mistilliden mellem økologer og forskere fra den traditionelle videnskab.

Forskningsområde er efter min vurdering den, der skal "redde verden", men alligevel kan ikke al forskning ligge indenfor dette område. Det hjælper ikke meget, at vi ved hvordan ting skal gøres, hvis ingen gør det. Hvis bare vi alle delte den tilgængelige agerjord imellem os, og dyrkede den som selvforsyningsbrug, var der måske slet ikke behov for forskning set ud fra en bæredygtighedvinkel. Der er derfor behov for en gradvis udvikling fra den nuværende situation over til miljømæssigt forbedrede driftformer (økologisk jordbrug som vi kender det i dag) som så bliver gradvist mere og mere bæredygtige. Man kan selvfølgelig ønske sig, at udviklingen går så hurtigt som muligt, men udviklingen må dog ikke gå hurtigere, end at samfundets natursyn kan følge med, for dette er en forudsætning for, at politikere og forbrugere kan spille med i udviklingen.

Troværdighed - brugerdialog

Når forskningens formål bl.a. er at fremme økologisk jordbrug, må forskeren sikre sig, at forskningsresultatet accepteres af brugeren, som i mange tilfælde er økologiske landmænd eller forbrugere, der ofte er skeptiske overfor videnskabelige resultater. For at sikre troværdighed, må målgruppen inddrages i alle led af forskningen, emnevalg, forsøgsdesign, resultatfortolkning og publicering. Det betyder ikke nødvendigvis, at forskeren skal have en landmand siddende ved siden af sig hele tiden, men at der foregår en løbende dialog. Dialog forstået som en kommunikation, hvor begge parter har tillid til den andens handlinger og vurderinger.

Jeg vil derfor påstå, at når der skal forskes i økologisk jordbrug, så er det vigtigere, at forskeren har forstået hvad det er økologiens fundamentale principper går ud på, end at han har en fin forskerkarriere, der viser, at han kan publicere i de rigtige tidsskrifter. For vis han stiller de forkerte spørgsmål, så er det ikke meget værd, at de bliver besvaret korrekt.

Systemforskning kan ses som en forskningsproces, hvor der fokuseres på hvilke parametre, der inddrages i det videnskabelige arbejde. I den aktuelle situation, hvor økologien stadig repræsenterer et alternativt verdensbillede/paradigme er det i forskningen nødvendigt med lave systemforskning for eksplicit at medtage de parametre, som ikke normalt inddrages i det arbejde, der følger det konventionelle paradigme. Det medfører normalt den svaghed, at de utraditionelle parametre, der inddrages får så meget plads i undersøgelserne, at man sjældent når længere end til den deskriptive forskning. Når først paradigmet er skiftet, behøver der ikke længere bruges så meget energi på at argumentere for de utraditionelle parametre, at man igen kan koncentrere sig om den konstruktive del og således lave god "reduktionistisk" forskning.



4

Bilag 1

Full paper for the proceedings of the 12th International Scientific Conference on Organic Farming. IFOAM, Argentina 1998

THE INFLUENCE OF THE WORLD VIEW ON THE RESEARCH PROCESS



Abstract

The world view dominating conventional science is described as reductionistic, because it is seeks to exclude all information not gained from scientific experiments. The ecological world-view includes values on nature and aims for agricultural systems. It is argued that in working with ecological agriculture, it is necessary to work on the basis of the ecological world-view, since the most important step in the research process is the selection of questions and hypotheses which are highly influenced by ones world-view.



Introduction

Ecological agriculture started as a movement of farmers, who did not believe the scientists when they said, that pesticides and artificial fertilisers did not harm the environment. From its beginning, ecological agriculture has therefore been sceptical towards science. On the other hand, ecological organisations often ask for more research, and the IFOAM scientific conference can been seen as an expression of this. What kind of research does ecological agriculture want, and how can we be sure that it will not be the same as the science that has been rejected?



The paradigm of science versus ecology

The ideal of most natural science, and most certainly for common agricultural science, is to draw conclusions only from experiments. It is claimed that the scientific method is objective in the sense that the same knowledge could have been gained by anyone making the same experiments. However, it is only the observations that can be said to be objective. Conclusions drawn from the results can never be objective, but are purely subjective (which is not the same as being untrue or un-universal!). Science is in this respect reductionistic in the sense that it is reducing the sources of information.

The scientific world-view is constructed on the basis of the scientific experiments. Biological systems are therefore dealt with in the same way as dead matter. Science can not distinguish between what is natural, and what is not. Nature has no value in her self, since values can not be dealt with in natural science. What is left of the concept of values is the instrumental value for humans.

When the paradigm of science took over from the paradigm of religion, it was progress. Many problems were solved by technological inventions, which could not have been solved by scrutinizing the bible. Since it is commonly held that science is objective, the world view of science is often erroneously thought to be an objective one, and therefore true. However, the world view of science is not more true than the world view of religion. It has just for some time been more applicable. The scientific world view as such has never been, and can never be subject to scientific investigation.

Let me describe the difference in world view with pesticide approvements as an example.

Pesticides are approved by public authorities on the basis of scientific experiments. According to international standards, pesticides can be banned if they are hazardous to the environment or human health, but are very difficult to ban, if this is not proved by scientific experiments.

In conventional agriculture everything legal can be used, which is the same as everything that is not scientifically proven to be hazardous to the environment or human health. In ecological agriculture, treatments are evaluated in the way they fit with an ecological attitude to nature. When ecological farmers rejected the use of pesticides, this was not based on the risk for groundwater pollution or the fear of male sperm degradation. The organic farmers did not know about these details 30 years ago and there was certainly very limited scientific documentation of any effects. The rejection was based on the fact, that the use of pesticides do not fit into the ecological world-view.

The definition of the ecological world-view is a subject in itself, but I will shortly define it as an attempt to work with nature instead of against it. This means prevention and system design instead of direct treatments (selective killings of organisms). It is the attempt to create a cybernetic/self regulating agro-ecosystem. Pesticides have no role to play in respect of this aim since synthetic pesticides never can be used to make a natural system self-regulating. In ecological agriculture therefore, the question of pesticide use can be answered on a much broader basis, including more than the results from scientific experiments. In this respect the ecological approach is more holistic.

Research in ecological agriculture

Thistles (Cirsium arvense) are not a big problem in conventional arable farming because they are sensitive to most herbicides in cereal crops. But what can be done in ecological production?

Many studies have been made on controlling thistles by cuttings above the cereal crop, or with pulling machines and I believe the newest invention is electric shock treatment. All these are efforts to replace herbicides with something else consistent with the ecological standards. The problems arises, when the researcher doesn't consider or understand the difference between the standards and the principles. Some measures, like herbicides, are banned in the standards due to a conflict with the principles, while others, like pulling machines, are allowed. Pulling machines are not allowed because they are not in conflict with the fundamental principles, but because of a compromise with economy, or the fact that we do not have sufficient knowledge about how to grow the crop without it. The compromises in the standards are made on basis of risk assessments in relation with environment or human health, and in the given choice pulling machines are in the standard while herbicides are banned. But it doesn't change the fact that both measures are in conflict with the long term principle of ecological agriculture.

An ecological approach is to perceive the thistles as not a problem, but as a symptom of a problem. The thistle is a perennial plant and as such, it has superior competitive abilities to annual crops like cereals. If a crop is infested with thistles, it may be a symptom of too many annual crops in the crop rotation. In perennial crops like clover-grass, thistles are not a problem. Thistles are nutritious fodder able to take up nutrition from deep soil layers. They are thereby able to bring nutrients into the production system, that crops with superficial root-architecture like cereals are likely to lose to the environment. So, thistles will multiply mainly if too many annual crops with superficial root system are grown in a tillage system, where nutrients are removed from the soil surface and ploughed deep into the ground. The multiplication of the thistles will be a problem only if the crop waste, including thistles, is not utilized as green manure or fodder, or if the system has an input level of nutrients from external sources so big that the contribution from the thistles is neglectable.

Therefore, the challenge of ecological research is not to replace the herbicide with electrical generators and pulling machines, but to learn to see of what thistles are a symptom, and to design the cropping system in order to prevent them from multiplying or to optimize their utilisation.

Whether the investigations include field experiments with three or four replications, or the pulling machine is subject to a systemic life-cycle analysis to investigate resource use in the production of the machine and its energy consumption is, in this respect, of minor importance. The crucial point is the nature view. What does the researcher see as a problem, and what ideas will he/she come up with, to solve them.



5

Bilag 2





Artikel sendt til det norske tidsskrift Landbrukksøkonomisk Forum. Artiklen bringes i septembernummeret. Artiklen bygger på et bilagsmateriale udarbejdet i debatserien i KVLs Forum for Bioetik om økologisk jordbrug forår 1998.

Har holdningen til økologisk jordbrug konsekvenser for valget af forskningsmetoder?



Økologisk jordbrug bruges ofte som er en samlebetegnelse for dyrkningssystemer, der overholder reglerne for økologisk jordbrugsproduktion (Plantedirektoratet, diverse). Det dækker i denne betydning flere forskellige dyrkningssystemer med meget forskellige natyrsyn, f.eks. både biodynamisk jordbrug og jordbrug, der alene har økonomisk vinding for øje ved at følge reglerne. Det kan således opfattes som et "sammenrend" af mange forskellige folk der mere eller mindre tilfældig udøver den samme jordbrugpraksis. Imidlertid er det min vurdering, at der inden for den samlede økologiske bevægelse er grupperinger med god indbyrdes overensstemmelse i natursyn og andre holdninger, og at man derfor kan tale om retninger, der hver især har en fælles filosofi. I nærværende skrift vil jeg bruge betegnelsen økologisk jordbrug i en snæver betydning, nemlig som en betegnelse for de "fundamentalistiske" kræfter, der har været toneangivende i udviklingen af økologisk jordbrug i Danmark i bl.a. Landsforeningen Økologisk Jordbrug og som i natursyn står i modsætning til f.eks. biodynamisk jordbrug og til jordbrugere, der alene overholder reglerne af hensyn til afsætningen. Jeg opfatter mig selv som tilhørende denne retning indenfor den økologiske jordbrugsbevægelse. I mangel på gode skriftlige kilder vil jeg bygge min beskrivelse af økologisk jordbrug på min egen vurdering på den måde, som jeg har opfattet den i mit arbejde med økologisk jordbrug i de sidste 15 år.



Selvopfattelsen i økologiske jordbrugskredse er, at det økologiske verdenssyn er holistisk i modsætning til det reduktionistiske, som præger bl.a. det konventionelle jordbrug og naturvidenskaben. Hvad er indholdet i denne påstand, og er den korrekt? Og bør dette forhold inddrages, når der forskes i økologisk jordbrug?



Reduktionisme og systemanalyse

Den almindelige definition på holisme er en opfattelse af, at helheder består af mere end blot summen af delene. Den måde dele sættes sammen på, er en del af helheden på lige fod med selve delene. Man får således ikke det fulde billede af f.eks. biologiske objekter eller processer ved blot at studere de molekyler, som de er sammensat af. I naturvidenskaben har der været en generel tendens til at gå stadig dybere ned i systemet, så biologi forklares ved genetik; genetik forklares ved molekylærbiologi, som igen forklares ved kemi, og igen forklares ved atomfysik etc. Denne tendens er et udtryk for den analytiske naturvidenskabs reduktionisme.

Der findes dog også i videnskaben en modsatrettet tendens, nemlig at gå stadig højere op i systemet. Således forklarer man i socialvidenskaben ofte personlige handlingsmønstre ud fra sociale strukturer. Dette finder også anvendelse inden for naturvidenskaben i f.eks. systemanalysen, som er blevet anbefalet i forbindelse med forskning i bæredygtigt/økologisk jordbrug (se f.eks. Kristensen og Sørensen 1988; Sriskandarajah et al 1991).

For mig er det dog stadig et åbent spørgsmål, hvorvidt systemforskning er mindre reduktionistisk end analytisk forskning. For at forklare dette vil jeg udvide definitionen af reduktionisme ved at tage udgangspunkt i ordets oprindelse: Reduktionisme i betydningen "at noget er blevet reduceret bort". Dette "noget" kan betegnes som forskningens eksternalitet, et udtryk, som er almindelig anvendt i de økonomiske videnskaber. I denne betydning er reduktionisme altså en betegnelse for videnskab, hvor præmisserne (forskningsobjektet, data) byder på flere informationer, end der beskrives i konklusionen, eller at konklusionen ikke har dækning i præmisserne. Reduktionismen er således ikke længere en videnskabsteoretisk retning som kan forsvares, men en logisk/argumentationsteoretisk fejlslutning.

Det herskende sandhedskriterie i naturvidenskaben, og dermed også i miljøpolitikken og i samfundet som helhed, er det naturvidenskabelige eksperiment. Korrekt statistisk behandling af empiriske data er blevet paradigmet på dokumenteret sandhed, og ingen bakker mere op om dette kriterie end naturvidenskaben. Når det økologiske jordbrug derfor anfægter det miljømæssigt forsvarlige i anvendelsen af pesticider, som er miljømæssigt godkendt på basis af naturvidenskabelige forsøg, kan det tages som en direkte anfægtelse af det statistisk-empiriske sandhedskriterie, hvilket er en ganske alvorlig sag i vore dage; det er trods alt en af grundpillerne i det herskende paradigme i samfundet. Der er derfor basis for at analysere dette punkt nærmere.



Det økologiske sandhedskriterie

Da økologerne for årtier siden advarede om miljøeffekterne ved den konventionelle driftsform var der ikke megen videnskabelig dokumentation herfor. Alligevel er der ikke mange af pesticiderne fra dengang, som stadig godkendt, hvilket er et udtryk for, at økologerne har været bedre til at forudsige miljøeffekterne ved anvendelsen end de offentlige myndigheder og dermed det statistisk-empiriske sandhedskriterie, som myndighederne kræver, at der tages udgangspunkt i ved godkendelsen. Hvor fik økologerne denne viden fra?

Svaret er efter min vurdering en blanding af intuition, selvsikkerhed, snusfornuft, mistro, common sense og suppleret med en lille smule alternativ erfaring/information.

Det kan måske lyde underligt, at økologerne med dette udgangspunkt har skabt system, som hidtil har vist sig på flere afgørende punkter at kunne konkurrere med det konventionelle landbrug, som er udviklet på baggrund af lang praktisk erfaring, og med massiv støtte af naturvidenskabelig forskning. Man kan vel ikke i dag endeligt afgøre, hvem der har ret, men som et delresultat kan det da noteres, at økologisk jordbrug af meget store dele af befolkningen i dag opfattes som et bedre dyrkningssystem, og i forskning og dermed også i den offentlige administration, møder stadig større opbakning. Dette må siges at være noget af en begmand for jordbrugsvidenskaben.

Der er flere forhold, der kan forklare denne umiddelbare succes for økologien.

Intuitionens fundament

Når intuitionen eller den personlige vurdering har en central plads i økologiens sandhedskriterie kan det virke primitivt, subjektivt og tilfældigt; men det behøver ikke at være et udtryk for den rene sofisme. Vi ved, at vi får langt flere informationer end vi er i stand til at formulere i bevidstheden. Milliarder af informationer om omverdens tilstand lagres i vor underbevidsthed, mens kun en forsvindende del undersøges videnskabeligt. Et verdensbillede, som kun bygger på videnskabelig dokumenteret viden er i den forstand uendelig snævert i forhold til underbevidsthedens potentiale. Ved en fornuftig bearbejdning af underbevidsthedens informationer er det derfor principielt muligt at opnå viden, som kan overgå videnskaben. Jeg tror, at det bl.a. er det, der er tilfældet med økologiens succes. Økologerne har taget udgangspunkt i, hvad de føler er rigtigt ud fra nogle simple principper, som bl.a. indebærer at man så vidt muligt skal arbejde med og ikke mod naturens orden sådan som økologerne opfatter den. Selv om økologerne ikke arbejder bevidst med meditativ fordybelse eller lignende vil jeg mene, at økologernes forståelse af naturens orden og princippet om at følge den på mange måder mere ligner budhisme, taoism, eller andre af de religiøst lignende filosofiske systemer, end det ligner moderne videnskabelig materialisme, da muligheden for undersøge/dokumentere det ligger milevidt fra videnskabens arbejdsfelt.

Forskningens ideudvikling

Den konventionelle forskningsmetode kan deles op i:

Emnevalg/hypoteseudvikling

2) Forsøgsdesign

Resultatopgørelse

4) Konklusion

Ad 1) Emnevalg/hypoteseudvikling

Hvor får forskeren sine ideer fra? Der findes ikke noget kriterie/videnskabelig metode for dette, og det vil i vid udstrækning komme fra en personlig prioritering med baggrund i forskerens eget verdensbillede, kombineret med bevillingssituationen. Og emnevalget er selvsagt af afgørende betydning for, hvilke informationer, der kommer ud af et forsøg, og dermed til den videre bearbejdning af forskerens verdensbillede.

Ad 2) Forsøgsdesign

Et væsentligt kriterie for videnskabelige forsøg er, at der kan opnås statistisk signifikans på resultaterne. Dette medfører, at få veldokumenterede informationer har højere prioritet end flere informationer med svagere dokumentation.

Ad 3) Resultatopgørelse

Resultatopgørelsen vil jeg mene følger næsten direkte af forsøgsdesignet, og er således næsten objektivt. Der kan være nogle detaljer omkring forskerens forventninger, der kan præge resultatet. F.eks. vil et forsøg med et overraskende resultat oftere blive gentaget end et forsøg med et resultat, der lever op til forventningerne, og i længden kan det have en vis betydning. Generelt er forskerne dog opmærksomme på netop dette punkt, og jeg vil vurdere, at det er det stærkeste led for forskningskæden.

Ad 4) Konklusion

Konklusionen følger langt fra direkte af resultatopgørelsen. Konklusionen er en subjektiv vurdering af resultaternes generaliseringsværdi, argumenteret ud fra et udvalg af andres dokumenterede resultater. Det er min vurdering, at det primært er her, at reduktionismen kommer til udtryk, når der konkluderes noget, som der ikke er belæg for i resultaterne. Jeg vil endog hævde, at det ikke bare er en undtagelse, men at det er en nødvendighed. For konklusionen adskiller sig netop fra resultatopgørelsen ved at være en generalisering af resultaterne kædet sammen med et udvalg af andres arbejde. Det kan ikke gøres objektivt.

Min samlede vurdering af den almindelige forskningsmetoder er altså, at

1) den videnskabeligt dokumenterede viden om verden er forsvindende lille,

2) at forskningsmetoden i sig selv indebærer et selektionspres på hvilke emner, der bliver udvalgt til videnskabelig undersøgelse,

3) at de enkelte forsøg i princippet er reproducerbare, men at konklusion, der drages primært er subjektiv.

Forskellen mellem den økologiske og videnskabelige erkendelsesproces ligger altså i, at man i videnskaben bygger på meget få (til gengæld rimeligt veldokumenterede) informationer, og bevidst (omend forgæves) forsøger at undgå personlige vurderinger, mens økologernes intuitive metode bygger på, at man bevidst forsøger at inddrage så mange informationer som muligt (inklusive irrelevante og fejlagtige), som så bearbejdes af en bevidst subjektiv personlig stillingtagen. Det kan ikke undre, at en så forskellig epistemiologisk tilgang til verden kan skabe brydninger.

Forudsætningen for den videnskabelige metode er en tro på, at vi har tilstrækkelig dokumenteret viden (eller kan opnå det) om hovedparten de potentielle informationer. Økologernes udgangspunkt derimod er en tro på, at menneskene aldrig vil opnå tilstrækkelig viden om naturen til at forstå den eller til at kunne handle forsvarligt alene på baggrund af den dokumenterede viden.

Når økologerne så tidligt frasagde sig pesticiderne og kvægfoder af animalsk oprindelse var det jo ikke fordi de vidste, at pesticiderne ville ende i grundvandet, eller at køer kan få kogalskab ved at æde kød/ben-mel. Det er jo først for nylig blevet dokumenteret. Økologernes udgangspunkt har været, at selv om det er videnskabeligt undersøgt, så vil det aldrig blive så godt undersøgt, at de tror på konklusionen, hvis den strider mod økologernes trosbekendelse: Man skal ikke handle naturstridigt! At sprede giftige kemikalier ud på jorden eller at fodre drøvtyggere med animalske fodermidler kan med et økologisk udgangspunkt ikke være godt, så hvis videnskaben ikke kan bevise det, så må det skyldes at videnskaben ikke er god nok. Det ændrer ikke ved økologernes stillingtagen, idet de tror mere på deres egen naturopfattelse end de tror på videnskaben.

Økologerne har således en opfattelse af, at forskningens eksternaliteter normalt overgår resultaterne, fordi vor dokumenterede viden om naturen er så lille. Den empirisk/statistiske metode er en testmetode, der kan afgøre, om en hypotese er sand eller falsk. Men vor viden om naturen er for lille til at opstille de relevante hypoteser, der skal til for at undersøge de mulige bivirkninger ved det økologerne betegner som naturstridige handlingsmønstre.



Konsekvenser for forskning i økologisk jordbrug

Konsekvensen for forskning i økologisk jordbrug vil afhænge af, om man ønsker at forske foreller om økologisk jordbrug. Det handler i begge tilfælde om at skabe nogle resultater, som man selv tror på og kan stå inde for, men samtidig, at modtagerne opfatter det som troværdigt.

Hvis modtageren af forskningsresultaterne er andre forskere eller myndigheder, der kræver videnskabelig dokumentation er det klart, at man primært skal følge konventionerne for videnskabeligt arbejde. Konsekvenserne for forskningsprocessen må derfor ligge i emnevalget og i konklusionen.

Hvis man derimod ønsker at forske for at hjælpe det økologiske landbrug, så er videnskabelige konventioner ikke nok. For videnskabelig dokumentation er ikke i sig selv et sandhedskriterie for økologerne og skaber derfor ikke i sig selv troværdighed. Troværdighed kræver, at man samtidigt viser, at man har forstået, hvad det er økologerne vil. Hvis man f.eks. giver indtryk af, at man tror at økologerne bare ønsker et rationelt landbrug uden brug af pesticider og kunstgødning, og hvor dyrene har det godt, så vil resultaterne indgå i økologernes samlede vurdering på lige fod med andre informationer, bearbejdet med meget kritisk analyse. Og det vi gerne skulle opnå var, at videnskabeligt arbejde opnåede en højere status end andre informationer. Og det opnås kun, hvis økologen har tillid til, at man selv ønsker at opnå det samme som økologen. Dette kan opnås ved personligt engagement eller ved at beskrive det i det videnskabelige arbejde. Det er således ikke nok at dokumentere, at et pesticid er uden miljømæssige bivirkninger. Hvis man mener, at man kan hjælpe økologerne ved at overbevise dem om, at de bør bruge det, så kræver det, at man viser, at det er i overensstemmelse med økologernes målsætning og handlingsfilosofi. Og det værste man kan gøre er at vise, at man ikke har forstået den, hvilket der er mange eksempler på i den aktuelle kampagne for at få økologerne til at acceptere gensplejsning.

Jeg mener således ikke, at man kan pege på bestemte forskningsmetoder, der er bedre end andre i forbindelse med forskning i økologisk jordbrug. Forskning er efter min vurdering en modsætning til økologernes intuitive erkendelsesproces. Og det gælder både videnskab, der forsøger at atomisere verden i forklaringsprocessen, hvor sammenhænge og placering reduceres væk til fordel for detaljeret beskrivelse af delemnerne, og i systemanalysen, hvor fokus er på sammenhænge, men hvor delene reduceres væk. Forskningen har sin styrke ved at kunne teste hypoteser, men har sin svaghed ved at have problemer med at skabe relevante hypoteser og ved at gøre testresultaterne anvendelige (generaliserbare). Intuitionen derimod er holistisk i den forstand, at den forsøger at inddrage alt, og den er god til at skabe hypoteser og vurdere resultater, men har sin svaghed ved ikke at kunne dokumentere dem. En økologisk forskningsproces må derfor bestå i at kombinere den almindelige "reduktionistiske" forskningsproces med en økologisk forståelse for de forbehold, der bør inddrages for at tage højde for den del af den potentielle viden, som vi ikke har. Det er således først og fremmest respekten for vor manglende forståelse og viden om naturen, der kan bidrage til at minimere risikoen ved reduktionismen den videnskabelige proces.

Referencer:

Kristensen, E.S. og J.T.Sørensen 1988: Systemtænkning. Anvendelsen i jordbrugsforskningen. Ugeskrift for Jordbrug 11:309-315

Plantedirektoratets regler for økologisk jordbrugsproduktion er fastlagt i følgende skrivelser: Bekendtgørelse nr. 892 af 27/10 1994, Bekendtgørelse nr 252 af 3/4 1996, Bekendtgørelse nr. 765 af 3/10 1997, samt Vejledning om Økologisk Jordbrugsproduktion November 1997)

Sriskandarajah, N, R.J.Bawden and R.C.Packham 1991: Systems Agriculture: A Paradigm for Sustainability. Association for Farming Systems Research-Extension Newsletter 2(3):1-5



6

Bilag 3





Artikel sendt til Herba, det norske tidsskrift for biodynamisk jordbrug. Artiklen bringes i decembernummeret 1998. Artiklen er udarbejdet på baggrund af det mundllige indlæg i debatserien i KVLs Forum for Bioetik om økologisk jordbrug 6/5-1998.



Holismen og kunsten at knække en valnød



Jeg vil i denne artikel behandle emnet forskningsmetoder i økologisk landbrug. Det lyder for nogle som et meget subtilt emne, og mange forestiller sig noget i retning af: "Fortolkning af begrebet om erkendelsens værdifrihed indenfor reduktionistisk forskningsmetodik og om paradigmeskiftet til en holistisk økologisk forståelsesramme"

Det lyder jo subtilt, men det behøver ikke at være så kompliceret. Det er min primære målsætning med denne artikel at beskrive begreberne så enkelt som muligt, så alle vil kunne føle sig fortrolige med dem og deltage i debatten.

Lad mig starte med at beskrive en teoretisk forskningsproces: Det starter med et spørgsmål: Hvad er mest rationelt, at dyrke sine valnødder selv eller at købe dem afskallede i en butik?

Et sådant spørgsmål er jo en af disse simple beregninger, som vor kære videnskab er suveræn til at klare.

Der er vel ingen tvivl om, at hvis man står og mangler nogle nødder til sin valdorfsalat så må vi ned i butikken, for der gå jo nemt 20 år for et træ med at gro op og give nødder. På lang sigt kan det dog se anderledes ud. Nødder i butikken koster 15,-kr for 100g. Det taget 8 minutter at hente dem forudsat, at indkøbsturen skulle foretages alligevel. En gennemsnitsdansker skal arbejde i omkring 20 minutter for at tjene 15,- kr efter skat, og tidsforbruget bliver altså 35 minutter.

Hvis man selv dyrker sine valnødder kan vi jo lave et videnskabeligt eksperiment med 4 gentagelser analyseret med en tosidig variansanalyse og LSD-test. Den vil måske vise, at man bruger 15 minutter på at samle den samme mængde nødder, og 20 minuter at knække dem inde ved spisebordet. Hertil kommer 8 minutter til pasning af træet med at samle blade og knækkede grene, altså i alt 42 minutter.

Hvis det var et virkeligt eksperiment ville det hermed være videnskabeligt bevist, at det er mest rationelt at købe valnødder i butikken, frem for selv at producere dem! Resultaterne vil kunne publiceres i et videnskabeligt tidsskrift, og resultaterne kan f.eks. bruges til at planlægge EUs støtteordninger for valnøddeproduktion.
Købenødder:

Tid til indkøb 8 min.

Pris for 100g nødder= 15 kr

Tid til at tjene 15 kr = 20 min.

I alt: 28 min.

Selvforsyning:

Indsamling: 15 min.

Knækning: 20 min.

Pasning: 8 min.

I alt: 42 min.





Det viste eksempel kan siges at være et reduktionistisk regnestykke, for konklusionen, "det er billigere at købe valnødder frem for at producere dem selv" har ikke taget højde for alle forhold. F.eks. er vilkårene, at vi har en have i forvejen, og hvis der ikke er et valnøddetræ, så er der nok noget andet, måske et ahorntræ, som slet ikke producerer noget. Tiden til havearbejde bruges altså også af dem, der ikke har et valnøddetræ.

Endvidere skal man også tænke på, at tid ikke bare er tid. Nødder kan man knække sammen med sine børn, og hvis man ikke gør det, så skal man lave noget andet sammen med dem. Gå en tur i skoven eller lege med byggeklodser. Hvis man derimod køber nødderne i en butik, skal man gå på arbejde for at tjene penge til at købe dem for, og der kan man ikke tage børnene med. De skal derfor passes i en børneinstitution, som koster penge, og man skal derfor tjene penge både til at betale for valnødderne og til at betale for børneinstitutionen mens man er på arbejde. Børnepasning koster 2000,-/måned eller 12,50 kr/timen. for at tjene. Disse penge vil det tage ca. 16 minutter at tjene.

Købenødder:

Tid til indkøb 8 min.

Pris for 100g nødder= 15 kr

Tid til at tjene 15 kr = 20 min.

Børnepasning 16 min.

Havepasning 8 min.

I alt: 52 min.

Selvforsyning:

Indsamling: 15 min.

Knækning: 15 min.

Pasning: 8 min.

I alt: 38 min.





For at vurdere fordele ved køb contra selvforsyning af valnødder er det også rimeligt at medtage energiforbruget eller pesticidforbruget, som noget der skal indgå i vurderingen af rationalitet. For at besvare spørgsmålet kræver det altså en decideret livscyklusanalyse.

Og hvor vil jeg så hen med al denne snak om valnødder? Jo, jeg vil derhen, at vi kan se, at vi godt kan lave et videnskabeligt eksperiment, hvor vi tager tid på indsamling af nødder og på at knække nødderne, eller at købe dem ind og regne en gennemsnitlig timeløn ud. Disse eksperimenter er "objektive", d.v.s. reproducerbare uafhængigt af hvem, der foretager eksperimentet. Men resultatet af forskningsopgaven: "Hvad er mest rationelt?" afhænger ikke særligt meget af disse eksperimenter. De afhænger primært af, hvilke parametre vi vælger skal med i eksperimentet. Og det er helt subjektivt, og uden objektive videnskabelige kriterier.

Selvfølgelig bør man altid inddrage alt, hvad der er relevant for et videnskabeligt emne, men så vidt jeg kan se, så gør man det bare ikke. Og jeg synes, at økologisk jordbrug er et godt eksempel på det. Man har lavet stribevis at forsøg, hvor man sammenligner pris, dosering og effekt af forskellige pesticider, og det har været kutyme, at man ikke skulle inddrage de miljømæssige eksternaliteter i disse beregninger. For mig er det usagligt ikke at inddrage de miljømæssige eksternaliteter, og hvis man ikke gør det, så dog i det mindste tage forbehold for det i konklusionen. Men det gør man bare ikke, eller har i hvert fald ikke gjort det før nu. Og hvorfor har man ikke gjort det? Dels fordi de enkelte forskere ikke har troet, at det havde væsentlig indflydelse på resultatet. Og hvis de gjorde, så troede redaktørerene på de videnskabelige tidsskrifter det ikke, og man bliver som hovedregel frasorteret, hvis man i en artikel viser, at man har en anden holdning end dem.

Tilliden til videnskabelige resultater bygger så vidt jeg kan se ikke objektive sandheder, men på en tro på, at forskerne har medtaget alle relevante kriterier. Videnskabelighed er defineret ved, at der er medtaget de kriterier, der er nødvendige for at få resultatet til at passe ind i det videnskabelige verdensbillede.

Den væsentligste forskel på økologerne og de konventionelle forskere er, at de har et forskelligt paradigme. Økologernes er ikke videnskabeligt funderet, men det er det "videnskabelige" jo heller ikke. Det konventionelle paradigme er baseret på forskernes subjektive verdensbillede, som bl.a. bygger på i princippet objektive forsøgsresultater, men verdensbilledet som sådan har ikke været genstand for et eksperiment, og kan heller aldrig blive det. Økologerne tror mere på deres eget verdensbillede, end de tror på videnskaben. Når videnskaben godkender et pesticid, så er det for økologerne blot et udtryk for, at der ikke er medtaget de relevante parametre.

For nylig blev der offentliggjort en rapport fra Roskilde Universitetscenter, der viste, at selv med en sprøjtedosis på bare 16% af normaldoseringen, så er man i stand til afgørende at ændre insektfaunaen i vandmiljøet omkring sprøjtede marker. Det blev omtalt i radioavisen som et gennembrud i pesticidforskningen. Jamen kære venner: Det har enhver økologisk landmand jo vist i årtier. Og forskerne har forsket i det ligeså længe, men har hidtil ikke kunne påvise nogen effekt. Hvorfor ikke? Der er ikke fordi de ikke har haft det nyeste udstyr. Det er fordi de ikke har ledt det rigtige sted, og det har de ikke, fordi de ikke forventede at finde noget.

God økologisk forskning har basis i et andet verdensbillede, og medtager dermed nogle andre parametre. Dette er som hovedregel langt vigtigere end præcisionen i opgørelse af et forsøg.

I det daglige forsker jeg i økologisk plantebeskyttelse, nærmere bestemt stinkbrand (Stinksot, Tilletia caries). I dette arbejde lærer jeg mindst lige så meget af nogle folk nede i Tyskland, der helt udenom de etablerede forskningsinstutioner har rodet med nogle gode ideer, end jeg lærer af den etablerede videnskabelige planteværnsforskning i de sidste 25 år. Jamen det er rigtigt, og det er ikke tilfældigt!! En økologisk landmand uden studentereksamen kan i visse situationer være bedre kvalificeret til at forske i økologisk landbrug end en dr.agro med en konventionel indstilling!

Jeg vil derfor påstå, at når der skal forskes i økologisk jordbrug, så er det vigtigere, at forskeren har forstået, hvad det økologien går ud på, end at han har en fin forskerkarriere, der viser, at han kan publicere i de rigtige tidsskrifter. For hvis han stiller de forkerte spørgsmål, så er det ikke meget værd, at de bliver besvaret korrekt. Hvis han har klaret sig tilstrækkeligt godt i den konventionelle forskningsverden, så kan det være direkte diskvalificerende for at arbejde med økologisk jordbrug, medmindre han også har vist kvalificeret arbejde med økologi.

Det videnskabelige verdensbillede er meget væsentligt for samfundet. Det er simpelthen det, der afgører forskellen mellem sandt og falsk. Men det er ikke objektivt. Det er grundigt censureret af forskernes ud fra deres subjektive kriterier. Det er et fundamentalt menneskeligt vilkår, at man er mere kritisk overfor dem, man er uenig med end dem, man er enig med. Samfundet er så at sige styret af videnskabelige kriterier ud fra en forudsætning om, at videnskaben er objektiv, men virkeligheden er, at den er styret at en lille selvsupplerende magtelite udenfor demokratisk kontrol.

Forskellen mellem økologisk og konventionel forskning er i virkeligheden måske ikke så stor. Økologerne har haft et andet verdensbillede. Nu ser det ud til, at samfundets verdensbillede er ved at skifte. Og så vil forskningen måske nok kører videre med dette nye verdensbillede, men ellers med de samme metoder. Der skal fortsat bruges Atom-Absorbtions- Spektrofotometer og lignende analyseinstrumenter. Forskellen er bare, at der forudsættes nogle andre ting.

I den aktuelle situation, hvor økologien stadig repræsenterer et alternativt verdensbillede/paradigme er det i forskningen nødvendigt med lave systemforskning for eksplicit at medtage de parametre, som ikke er medtaget i det konventionelle paradigme. Men det skal man ikke blive ved med; for så kommer man aldrig længere end til den deskriptive forskning. Når først paradigmet er skiftet, kan man igen lave god reduktionistisk forskning.

Men vi er nogle, der har lært lidt om videnskabens sandhedsværdi.



7

Bilag 4







Artikel udarbejdet med henblik på publicering i Forskningsnytt for Øekologisk Landbruk i Norden. Der forligger dog endnu ingen aftale med redaktøren. Alternativt kan materialet bruges som bilagsmateriale til temadagen for forskningsmetoder i økologisk jordbrug, hvor jeg har et indlæg (Foulum 27/10-1998).



Forskning i økologisk jordbrug

Økologisk jordbrug er for mig primært karakteriseret i at være et udtryk for en et natursyn, en verdensanskuelse. Denne kan være vanskelig at beskrive, men jeg er helt enig med Goldsmith (1992) i, at den i sine grundtræk har meget tilfælles med Taoismen, hvor det i centrale værker direkte formuleres, at verdensanskuelsen (Tao) ikke kan beskrives med ord (Lao-Tzu: Tao-Te-Ching, 1. vers). Ifølge de taoistiske teorier kan visdommen om verdens sammenhæng, og dermed nøglen til sandhed og værdier ikke erhverves ved kundskab (forskning), men må erkendes ad andre veje (Borgen 1983, upubliceret). Ikke nok med, at sammenhængen i naturen ikke kan erkendes med forskningsbaseret kundskab, men bevidst stræben efter kundskab kan være direkte skadelig for at opnå den erkendelse, der vil føre til Tao og, vil jeg hævde, til det økologiske paradigme. Dette forhold leder til en interessant problemstilling: I hvilken grad kan forskning bidrage til udviklingen af det økologiske landbrug?

(Den opmærksomme læser vil allerede på nuværende tidspunkt stille det kritiske spørgsmål, om en artikel som denne, sammen med værket Tao-Te-Ching ikke er en selvmodsigelse. Om skrifterne ikke i selve deres indhold påviser skrifternes værdiløshed. Jo, skrifter vil ikke føre læserne til de blå bjerge (som Lars von Trier udtrykker det). Skrifterne kan muligvis end ikke vise vejen til de blå bjerge, men kan i bedste fald vise, hvilke veje, der er forkerte. Selve transporten til de blå bjerge må foregå på cykel eller i bus. Det kan et landkort ikke klare).

Økologisk jordbrug anvendes i dag som en samlebetegnelse for alle jordbrug, der følger reglerne for økologisk jordbrug. Det er dog ikke alle landmænd, der nødvendigvis har det samme økologiske natursyn.

Lad mig beskrive problemstillingen ved et eksempel. I konventionel dyrkning bekæmpes agertidsel (åkertistel, Cirsium arvense) nemt med de fleste herbicider i kornafgrøder, og dette ukrudt er derfor ikke noget stort problem her. I økologisk avl anvendes herbicider ikke, og der er derfor en risiko for en opformering af denne art.

En løsningstrategi til dette problem undersøges for tiden i en række forskningsprojekter, hvor forskllige metoder undersøges. Det drejer sig om diverse maskiner som mekaniske sakse, gummiruller, der trækker tidslerne op, generatorer, der dræber tidslen med elektrisk stød m.m. Meget tyder på, at tidselproblemet kan løses med en eller flere af disse metoder, og til en pris, der kan gøre dem rentable, når det sammenholdes med udbytteeffekten. Ud fra en traditionel videnskabsteoretisk betragtning kan undersøgelsen af disse metoder kritiseres for af være for reduktionistiske, idet effektiviteten må vurderes ud fra en systembetragtning. Man kunne derfor forestille sig, at den endelige evaluering af metoderne underlægges en livscyklusanalyse, der inddrager energiforbrug ved maskinfremstilling, bortskaffelse af brugte maskindele, alternativ anvendelse af landmandens tid m.v. En sådan systemanalyse ville ikke være uforenelig med metoderne, og ville tilfredsstille kritikken for reduktionisme.

Jeg ved ikke ret meget om tidsler. Jeg er Ph.D.-studerende indenfor plantepatologi, og min viden om biologi og bekæmpelse af tidsler begrænser sig til et ét-semester-kursus på landbohøjskolen for 10 år siden og til de få praktiske erfaringer jeg har fra mit hjem, hvor jeg har en køkkenhave og dyrker 1½ hektar korn. Mine følgende påstande om tidsler er således fuldstændig uunderbyggede, og følgelig uden referencer. Jeg bygger mine påstande alene på min stærkeste kvalifikation som er, at jeg har en holdning til menneskets forhold til naturen. Jeg vil således ud fra traditionelle videnskabelige kriterier være fuldstændig ukvalificeret til at gennemføre et forskningsprojekt indenfor dette område, eller i det hele taget til at udtale mig om det i en faglig sammenhæng. (Ud fra en taoistisk epistemiologisk forståelsesramme kan min uvidenhed dog muligvis opfattes som en fordel.) Tillad mig med dette simple udgangspunkt at bruge spalteplads til at give et alternativt bud på landmandens forhold til tidslerne:

Tidsler er ikke noget problem! En tidsel er en plante, og kan ikke være et problem lige så lidt som tyngdeloven kan være det. Hvis huset falder sammen over hovedet på dig, så skal du ikke gå hen at give tyngdeloven skylden. Og hvis der er så mange tidsler, at du ikke kan leve med det, så er det altså ikke tidslernes skyld. Så er det dig, der ikke har indrettet dig efter, at der eksisterer tidsler. Og det er netop det, man skal gøre i et økologisk produktionssystem.

Tidsler er en gave fra himlen, som vi skal lære at værdsætte! Tidsler har som ingen anden plante et kraftigt forgrenet og dybtgående rodsystem, som er i stand til at løsne en kompakt jord op. Den er i stand til at hente næringsstoffer op fra dybe jordlag, som ellers er utilgængelige for de fleste afgrøder. Tidslerne har dermed nogenlunde den samme funktion som de store arter af regnorme. Tidslen lever i symbiose med en lang række insekter, og er således en suveræn planteart, når målestokken er biodiversitet Uden tidsler vil det derfor være nødvendigt at dyrke et areal ved siden af marken, hvor der kan dyrkes nektarplanter, grøngødningsplanter og energiafgrøder til at skaffe energi til at grubbe jorden med, for at kompensere for tidselmanglen. I et økologisk dyrkningssystem vil halmen fra produktionen normalt blive brugt som jordforbedringsmiddel, ofte efter omsætning i et husdyr. Tidsler har en meget høj foderværdi, og er et værdsat fodermiddel af især drøvtyggere. Det udbyttetab, som man i tidselbefængte marker registrerer i mængden af korn til høst, vil derfor normalt blive mere end ophævet af en forbedret næringsværdi af halmen, først som forbedret foderværdi, og senere som en større mængde husdyrgødning pr arealenhed. Da næringsstoffer i et økologisk dyrkningssystem af flere grunde altid bør være den primære udbyttebegrænsende faktor, kan en vis tidselmængde derfor være en direkte fordel for den samlede produktions størrelse.

Nu skal mennesker jo ikke leve af kød alene, og vi har derfor en interesse i at dyrke andet end tidsler til foderformål. Eksempelvis er tidsler en pestilens i en rækkeafgrøder som grønsager og roer. Før sådanne afgrøder er det derfor i praksis nødvendigt, at have et meget lavt tidseltryk. Grønsager og andre rækkeafgrøder har generelt et stort krav til næringstoffer, hvorfor de normalt bør placeres tæt på kløvergræsmarken i sædskiftet, hvor der er meget få tidsler. Maskinel bekæmpelse af tidsler vil kun være relevant, når tidseltrykket er meget højt, og hvor i sædskiftet er der det? Det vil der kun være, hvis det er længe siden, at der har været en kløvergræsmark, fordi tidslerne stort set forsvinder efter en velplejet flerårig kløvergræsmark.

Så hvad er problemet med tidslerne? De bliver kun et dyrkningsmæssigt problem, hvis man har et dårligt sædskifte, eller hvis man ikke har en ordentlig udnyttelse af de mange positive ting, som tidslerne bidrager med. Har man derfor flere tidsler i marken end man ønsker, må det tages som udtryk for, at marken har behov for en afgrøde med tidslens egenskaber: Dybtgående rodsystem, flerårighed, opbygning af organisk materiale i jorden, brydning af pløjesål, m.m. Og løsningen er derfor normalt kløvergræs, hvor tidslernes positive egenskaber kan udnyttes til fulde bl.a. som foder, og ikke symptombehandling med store dyre og teknisk komplicerede maskiner, der vil fjerne tidslerne uden at fjerne årsagerne til, at tidslerne opformeres i uhensigtsmæssig omfang.

I økologisk jordbrug er det princippet, at man skal forebygge frem for at helbrede, og man skal "gøre alt, hvad der er muligt, for at sikre at alle levende organismer lige fra mikroorganismer til planter og dyr, som jordbrugeren arbejder med, bliver forbundsfæller" som der er formuleret i LØJs avlsgrundlag (Landsforeningne Økologisk Jordbrug 1998). Den overordnede målsætning er at udvikle et dyrkningssystem, der fungerer som et selvregulerende/kypernetisk økosystem. Reglerne for økologisk drift er tilstræbt sammensat på en sådan måde, at landmanden på den ene eller anden måde bliver straffet, hvis han ikke følger principperne. En uacceptabel opformering af tidsler kan betragtes som naturens straf for en dyrkningspraksis, der ikke følger principperne. Det er så tilladt at gribe ind med visse direkte bekæmpelsesmetoder, som f.eks. hakning af tidsler, for at redde landmanden ud af en situation, hvor vor viden om dyrkning har været utilstrækkelig, og straffen derfor har været for hård; men det ændrer ikke på, at den direkte bekæmpelse ikke er foreneligt med de fundamentale principper for økologisk drift. Når pesticider og kunstgødning er forbudte, er det ikke primært fordi de går i grundvandet. Det var der ikke megen folkus på, dengang denne økologiske regel blev gennemført. Nej det er fordi disse metoder er uforenelige med princippet om at udvikle et selvregulerende økosystem. De kan kun anvendes som symptombehandling, og derfor er det let for en økolog at tage stilling til deres anvendelse. Erstattes en herbicidbehandling med andre former for symptombehandling f.eks. radrensning eller ukrudtsstrigling, så går disse ikke i grundvandet, men de har så andre bivirkninger f.eks. for rugende fugle i marken.

Om man yder en god eller en ond handling ved at hjælpe en fange til at undslippe fra sit fængsel vil afhænge af, om man synes at fængselsstraffen er retfærdig eller ej. Forskning i direkte bekæmpelsesmetoder kan i denne sammenhæng sammenlignes med hjælp til fangeflugt. Om forskning i direkte bekæmpelse er en fornuftig beskæftigelse eller ej må derfor afhænge af, om man er enig i de fundamentale principper for økologisk drift. Hvis målsætningen er at udvikle et selvregulerende agroøkosystem, hvor reglerne sikrer, at landmanden har et incitament til at arbejde i den retning, så bliver forskning i direkte bekæmpelse perspektivløs og uinteressant; og på lang sigt måske direkte skadelig, fordi straffen til den, der ikke følger principperne bliver mindre.

I virkelighedens verden får forskningen stadig større indflydelse på udviklingen indenfor økologisk jordbrug. Inden for forskningsområdet er det i dag i praksis forskerne, der beslutter hvilke nye forskningsprojekter, der skal startes, og forskningsresultaterne får også direkte konsekvenser for udformningen af økologiske dyrkningsregler. Den naturtilgang, som jeg her har forsøgt at vise med agertidslen som eksempel, kan man lære at opnå lige såvel som praktiker som forsker eller præst. De videnskabelige meriteringskrav skelner ikke mellem en konventionel og en økologisk naturtilgang. Det gælder uanset, om det er traditionel reduktionistisk forskning eller såkaldt holistisk systemanalyse. Det, der adskiller den økologiske jordbrugsforskning fra anden forskning, er forskerens natursyn. Hvad er det, han oplever som problemer, og hvad er det for ideer han får til at løse dem. Forskeren eller forskningen har derfor qua forskningstatussen ikke større ret til at påvirke udviklingen af økologisk jordbrug end andre. De, der bør styre udviklingen af økologisk jordbrug er de, der har forstået, hvad økologien går ud på. Her hjælper videnskabelige kriterier ikke.

Ligesom jorden har en omlægningstid inden produkterne kan sælges som økologiske, kan man også tale om, at landmanden har en omstillingstid. En indre omlægning, som kan tages som et udtryk for, at han har erhvervet et økologisk natursyn. Hvor lang tid den indre omlægning tager, er meget forskellig; nogen gange kommer den aldrig. Det samme gælder for forskere, og forskning i direkte bekæmpelse og sammenlignende studier mellem dyrkningssystemer, som de fleste forskere starter med, kan betragtes som "omstillingsforskning". Det er interessant for nogle, og det kan på udvalgte områder være nødvendigt, som en midlertidig foranstaltning indtil man får udviklet forebyggende strategier, men de er i sig selv ikke medvirkende til at udvikle det økologiske jordbrug i økologisk retning, og det er det, der efter min vurdering er mest behov for.

Forskning i direkte bekæmpelse kan medvirke til at øge det økologiske jordbrugs økonomiske konkurrencesituation, og dermed fremme omlægningen til økologisk jordbrug. I visse tilfælde kan det være en simpel nødvendighed for økonomisk overlevelse, og dermed for at have et system, der kan videreudvikles. Øget omlægning og øget interesse vil også give øget interesse for principperne bag økologisk jordbrug. Det er denne øgede interesse i principperne for økologisk jordbrug, der bærer potentialet.

Min pointe er, at det ikke er de direkte bekæmpelsesmetoder eller forskningen i dem, der medvirker til at videreudvikle økologisk jordbrug i en økologisk retning. Tværtimod kan det gøre det attraktivt for landmanden at anvende de nye rentable metoder, og dermed fastlåse ham i en teknologi, der ikke er optimal ud fra de økologiske principper, og dermed hæmme en videre økologisk udvikling af systemet. Det er dermed medvirkende til at inddefinere økologien - gøre det til en teknisk rentabel og acceptabel niche i landbrugssystemet (Christensen 1988). Og dermed modvirke det, som er det største potentiel i økologien: At være løftestang for et paradigmeskift i samfundets natursyn.



Referencer:

Borgen, A 1983: Taoismen - om kvindebevægelse, fredsforskning og økologi i oldtidens Kina. Studenteropgave, Filosofisk Institut, Odense Universitet. 32 sider.

Christensen, Jens 1988: Skal økologisk jordbrug inddefineres? Ugeskrift for jrodbrug 12:343-346.

Edward Goldsmith: The Way - an ecological world view. Rider 1992. 442 s.

Landsforeningne Økologisk Jordbrug 1998: Avlsregler for økologisk jordbrug 16 s.

Lao-Tzu: Tao Te Ching.